Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyheder
Nye arbejdstidsregler er på plads
Arbejdstidsreglerne for det pædagogiske personale i Københavns Kommune fra den 1. august 2014 er nu på plads. Aftalen indebærer to nye sæt arbejdstidsregler: ét for personale med ansættelse på skolerne, og ét for alle andre på 0-18 års området.
Formand for LFS, Britt Petersen understreger, at det ikke har været nogen nem opgave, da der har været mange modparter, der har skullet nikke til forhandlingsresultatet. Men opgaven er lykkedes.
”Vi havde to opgaver at løse i forbindelse med forhandlingerne. Den ene var, at få tilrettet arbejdstidsreglerne på det fritidspædagogiske område, når vi kendte udfaldet af skolereformen og overenskomsten i 2013. Den anden var, at kunne vi lave ét sæt arbejdstidsregler for alle pædagogisk ansatte uanset institutionsområde, uanset om de var i vuggestue eller ungdomsklub, om de er pædagogmedhjælpere eller klubansatte, så ville det gøre livet nemmere for alle. Efter klyngestrukturen og særligt efter skolereformen, hvor mange har flere arbejdssteder indenfor klyngen, er opgaven for både ledere, tillidsfolk og ansatte blevet svær. Det viste sig at være en større opgave end vi havde håbet på, så vi er endt med at lave to sæt arbejdstidsregler, der løser de to opgaver,” siger Britt Petersen.
Alle på årsnorm
De nye arbejdstidsregler betyder, at alle er sat på årsnorm. Fælles for dem er også, at der ikke længere vil være automatiske omregningsfaktorer, og så er det slut med at holde styr på tillæg for forskudte timer, da alle - med undtagelse af klubområdet – i stedet for forskudttidstillæg får et fast årligt grundbeløb på 1.600 kr.
Med de nye regler er vinterafspadseringen for alle – undtaget pædagogisk personale i skolerne og de klubansatte – blevet moderniseret og kaldes nu Plustid. 24 timers ekstraarbejde – i forhold til den årsnorm man er omfattet af – kan således fortsat veksles til en 37 timers afspadseringsuge i det efterfølgende år, men der er lagt den fleksibilitet ind i ordningen, at man kan få den udbetalt, at man kan afspadsere den som enkeltdage, eller at man kan vælge slet ikke at være omfattet af den.
For de klubansatte gælder, at de er blevet købt over på københavnske satser fra landsplansatserne. Det betyder, at de får en krone mere i timen på deres forskudttidstillæg. Til gengæld kan de beholde deres 37/3 afspadsering, der giver tre timers afspadsering for hver 37 timers forskudt arbejdstid, som ellers er blevet solgt andre steder i landet. Der gælder samme fleksibilitet, som for Plustid.
Et godt resultat
Skulle nogen være omfattet af regler, der giver særlig anerkendelse fx i form af tid til andet arbejde, eller forberedelsestid, så kan de opleve de nye regler som en ulempe, men ellers mener Britt Petersen ikke, at der er nogen ulemper i de nye regler.
”Efter min opfattelse har vi fået det vi gerne ville. Vi kunne ikke have fem sæt arbejdstidsregler og vi kunne ikke have regler, som vi har set lærerne blive korsfæstet på,” siger Britt Petersen.
Du kan læse mere om hvad de nye arbejdstidsregler indebærer på www.mitlfs.dk/9044
Forældrepålæg er ikke vejen
Københavns Socialborgmester Jesper Christensen vil i højere grad brug det såkaldte forældrepålæg, hvor kommunen kan give forældre til ungdomskriminelle en økonomisk straf, hvis de ikke samarbejder med kommunen om at få deres kriminelle barn på ret køl.
Helle Haslund, der er medlem af forretningsudvalget for Specialområdet i LFS, mener ikke, at det er den rigtige vej at gå:
”Det er ikke et redskab vi anbefaler. Vi mener, at man skal tilbyde familierne hjælp i stedet. Politikerne burde fokusere mere på at skabe nogle bedre være at se på, om der er behov for mere pædagogisk personale i daginstitutioner, skolen og i fritidstilbuddene, men også at man skal give det pædagogiske personale mulighed for at gøre deres arbejde ordentligt,” siger Helle Haslund.
Twinkle Toes ville ikke alligevel
Den private institution Twinkle Toes I/S har valgt ikke at indgå overenskomst for deres pædagogisk ansatte. Efter at have læst på overenskomsten besluttede ledelsen i Twinkle Toes at trække stikket for en videre snak. Årsagen til afslaget er begrundet med deres lille størrelse, og at de ikke har råd til at betale pension og mere i løn til de ansatte.
Årets Erna skal sætte fokus på motorikken
Dansk Pædagogisk Historisk Forening uddelte den 30. april årets Erna-pris. I år gik prisen til pædagog og bevægelsesterapeut Birte Servais Bentsen, der siden 1968 har undervist i og udgivet en række bøger om motorikkens betydning for børns udvikling.
”Det er vores håb med denne pris igen at sætte fokus på den motoriske udviklings betydning for barnets helhedsudvikling. Vi vil især fremhæve den store betydning, Birte gennem årene har haft for pædagoger og dermed også for børn i daginstitutioner i Danmark,” lyder begrundelsen for valget af årets prismodtager.
Det er 25. gang at Erna-prisen uddeles. Prisen er en statuette af Danmarks første uddannede pædagog Erna Juel-Hansen, der blev Frøbel-uddannet børnehavelærerinde i Tyskland.
Få nu snakket om den tillid
Borgmestre, tillidsrepræsentanter og ledere i Københavns Kommune var i begyndelsen af april samlet til en status på den københavnske tillidsdagsorden.
Formand for LFS, Britt Petersen deltog på vegne af Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation og konstaterede efterfølgende, at der også blandt de nye borgmestre og politikere er enighed om, at arbejdet med tillidsdagsordenen skal fortsætte ad samme spor som hidtil.
”Når vi havde konferencen, så var det for at få en status på, hvor langt vi er kommet og for at få bekræftet, at Tillidsdagsordenen ikke kun var noget tidligere borgmestre mente. Det fik vi bekræftet,” siger Britt Petersen.
”Status er, at der sker noget. Det rykker. Selvom det rykker langsomt, når man skal vende en skude som Københavns Kommune,” tilføjer hun og anerkender værdien af overborgmester Frank Jensens indsats for Tillidsdagsordenen.
Hidtil har en stor del af arbejdet handlet om at få politikerne og forvaltningerne til at give slip på kontrollen. Et vigtigt skridt i den retning var vedtagelsen af kommunens kodeks for tillid, der er en guide til politikere og forvaltning i, hvordan der skal arbejdes med tillid i Københavns Kommune ved hjælp af pejlemærker fremfor direktiver om det ene og det andet.
Samtidig skulle frisættelsesforsøg i udvalgte institutioner være med til at finde den rette balance mellem tillid til medarbejdernes faglige evner og forvaltningernes mål. Det er ikke sket i større omfang, men de forsøg der er, følges tæt, siger Britt Petersen.
Sæt gang i MED-udvalget
Skal Tillidsdagsordenen drives videre frem, er det nu op til de enkelte MED-udvalg:
”Min opfordring er, at hvis man endnu ikke har fået sat tillid på dagsordenen i MED-udvalgene, så er man nødt til at gøre det nu. Få diskuteret, hvordan kan vi få mere tid til kerneopgaven; er der noget i kulturen, der lægger hindringer i vejen? Hele tillidsreformen handler om, at vi kan gøre ting på en anden måde, en smartere måde end vi gør i dag. Kan vi bruge færre penge, kan det få gavn og glæde for flere,” siger Britt Petersen og understreger, at den københavnske tillidsdagsorden ikke handler om besparelser, men at den samme mængde penge kan bruges mere fornuftigt til glæde for den voksende gruppe indbyggere med behov for pædagogisk støtte m.m.
Fola bekymrede for SFO-lukninger
Forældrenes Landsforening, FOLA, er bekymret for fritidspædagogikken og børns frie tid, hvis SFO’erne lukker som følge af skolereformen, som det ser ud til at ske flere steder i landet.
”At børnene skal tilbringe længere tid på skolerne er en ting. Men at de fritidspædagogiske tilbud helt fjernes fra skolerne, er en meget negativ konsekvens af skolereformen,” siger Line Riiskjær Høi, som er bestyrelsesmedlem i FOLA.
Udmeldingen kommer efter at DR Nyheder havde foretaget en rundspørge der viste, at hver niende kommune vil lukke SFO’er, mens hver femte kommune overvejer lukninger.
Ifølge FOLA vil lukninger få store konsekvenser for børnenes frie rum i skolen.
”Værdien af børns frie leg og det gode pædagogiske fritidstilbud underkendes fuldstændig, når fritidstilbuddet forsvinder og alle aktiviteter i den længere skoledag lægges ind under skolen og underordnes skolens læringsmål,” forklarer Line Riiskjær Høi, der håber at kommunerne vil genoverveje lukningerne og tænke fritidspædagogikken ind som en selvstændig enhed ind i skoledagen, så børnene får plads til ’egen tid’.
Hvidovre bevarer og styrker dagplejen
Dagplejen i Hvidovre stod i begyndelsen af året til at blive lagt ind under daginstitutionerne i hver deres lokalområdes ledelse. Men efter at dagplejerne og LFS’ tillidsfolk i Hvidovre gjorde lokalpolitikerne opmærksom på de udfordringer det kunne give, har de til dagplejeområdet i LFS’ store glæde sadlet om.
På et møde i Økonomiudvalget i Hvidovre Kommune den 22. april besluttede politikerne sig således for en model, der bevarer en selvstændig ledelse af dagplejen, men alligevel har givet kommunen den samme besparelse, de havde håbet på – små halvanden million kroner. Besparelsen er opnået ved at dagplejerne er gået fra trebørns- til fire-børnskontrakter.
Samtidig ansættes otte egentlige gæstedagplejere, legestuerne bevares, ligesom der arbejdes med at videreudvikle dagplejepæda-gogikken i form af et nyt aktionslæringsforløb.
”Som organisation og personale i dagplejen i Hvidovre, er vi meget glade for den ændrede beslutning. Nu bliver dagplejen bevaret som en institution med sin egen ledelse og gæsteplejen bliver også i dagplejen,” siger Pia Borgaard Ludvigsen medlem af forretningsudvalget i LFS for
dagplejeområdet.
Vær med til at fejre Børnenes Grundlovsdag
En række pædagogiske fagforeninger og organisationer
er igen i år sammen om at fejre Børnenes Grundlovsdag
den 4. juni 2014. Formålet er at sætte fokus på børns rettigheder og at alle, der træffer beslutninger om børn, har
børns rettigheder og vilkår som fokuspunkt i deres overvejelser.
I København fejres dagen i Hans Tavsens Park
på Nørrebro, hvor parken omdannes til en markedsplads
med gratis aktiviteter og underholdning. Alle er velkomne.
Skoler og institutioner kan tilmelde sig og angive
deltagerantal til chf@bupl.dk inden 31. maj 2014.
Læs mere om børnenes grundlovsdag på www.boernenesgrundlovsdag.dk
Savner sparring om inklusion
6.500 pædagoger, lærere, PPR-ansatte og ledere i 20
kommuner har svaret på spørgsmål fra Undervisnings-ministeriet om deres arbejde med inklusion. Svarene
afslører tre grundlæggende ting: Ingen af de involverede
mener at deres arbejde med inklusion er en fuldstændig
succes.
Pædagogerne oplever de har større succes med
arbejdet end lærerne. Begge parter oplever de mangler
faglig støtte og sparring. Undersøgelsen viser også at
jo højere deltagerne vurderer tværfagligt samarbejde,
organisering af samarbejdet, kompetencer, ressourcer og
generelt holdningen til inklusion, jo bedre synes de selv
det går med arbejdet.