Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Boganmeldelse
Håndbog i sproglege
Tekst: Morten Greenaa Dissing Sørensen, Pædagog i vuggestuen Kastanie Allé i Vanløse.
Ambitionen med bogen ’Sproglege – pragmatisk sprogtræning med fokus på børnefællesskaber’ er at være en håndbog for pædagoger. Ambitionen er indfriet.
Sproglege – pragmatisk sprogtræning med fokus på børnefællesskaber’ handler om børn med pragmatiske sprogvanskeligheder og hvordan vi som pædagoger, kan være med til at hjælpe dem i deres kamp med at indgå i sociale fælleskaber.
Bogen er skrevet af to (tale)pædagoger, og er tænkt som en håndbog til pædagoger og lærere i indskolingen, hvor der er mulighed for at arrangere lege og aktiviteter.
Begrebet pragmatiske sprogvanskeligheder dækker, med forfatternes egne ord, over når børn ”har problemer med at bruge sproget på en hensigtsmæssig måde i en given situation.”
Det er forfatternes budskab, at børn, der trods et godt og veludviklet sprog ender i mange konflikter, hverken er uartige eller uopdragne, men at problemerne skyldes nogle sproglige udfordringer hos barnet.
Bogen er bygget op af to dele; en teoridel der afdækker hvilke problematikker bogen omhandler og hvad der ligger til grund for disse, samt en praksisdel med lege og aktiviteter, vi som pædagoger kan bruge, når vi møder børn med ovenstående vanskeligheder.
Teoridelen er let tilgængelig og skrevet på en måde, som er let at læse og forstå, hvilket går godt i spænd med forfatternes hensigt om at lave en håndbog, som kan bruges i hverdagen. De går meget systematisk til værks, og starter ved hvad sprog består af, for at gennemgå problemerne og endelig afklare hvem der kan have godt af de lege bogen foreslår.
Anden del af bogen er som nævnt lege og aktiviteter, som kan hjælpe børn med pragmatiske sprogvanskeligheder.
Disse er delt op i afsnit som hver omhandler en bestemt del af de sproglige problematikker, såsom kropssprog og mimik, at vente på tur, at lytte, føre samtale osv. Det gør bogen meget overskuelig, og det vil, i praksis, være nemt at få ideer, når man har afklaret, hvilke problemer et givent barn kæmper med.
Også god til vuggestuen
Bogens lege henvender sig primært til (store) børnehavebørn og børn i indskolingen, men der er dog også lege som uden problemer ville kunne bruges i vuggestuen.
Hver leg er derudover delt op i tre underafsnit; hvordan legen udføres, pædagogens rolle og hvilke kompetencer barnet vil få styrket ved den givne leg.
Dette fungerer rigtig godt, og gør det meget håndgribeligt for fagfolk, hvad deres rolle er, samtidig med at man ved, hvad der er meningen med galskaben, så at sige.
Bogen afsluttes med et afsnit, hvor pædagogens praksis er i fokus, hvilket OGSÅ fungerer rigtig godt, da det kan være med at til at få pædagoger til at få øjnene op for et brud med vante rutiner.
Jeg synes at bogen tager fat i en, for mig, ukendt problemstilling, hvilket jeg for fremtiden vil være opmærksom på i mit virke som pædagog. Samtidig er den skrevet på en måde, der henleder tankerne på det daglige arbejde – hvorved man forhåbentligt får øjnene op for børn, som man måske tidligere har opfattet på en anden, måske endda direkte forkert, måde.
Konklusion:
Jeg vil gerne give bogen 5 ud af 6 stjerner; dens mål at fungere som en håndbog i sprogtræning gennem leg for pædagoger og lærere opnås til fulde. Min eneste anke er, at der burde være flere legeideer og aktiviteter rettet mod vuggestuebørn, da det er her sproget grundlægges.
Men alt i alt en rigtig god, og letlæselig, bog!