Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
LFS’ere løb for palæstinenseres frihed
Tekst: Marianne Roikjer
Right to movement. Skal palæstinenserne have ret til at bevæge sig frit? Spørgsmålet synes at stamme fra det forrige århundredes begyndelsen, men er ikke desto mindre særdeles aktuelt. Palæstinensere på Vestbredden har på grund af israelernes sikringstiltag ikke retten til at gå frit omkring, men det bør de have, mener hjemmevejleder på Blindeinstituttet Marianne Roikjer efter at have deltaget i årets løb, der fandt sted i april. Sammen med syv andre LFS’ere fik hun tilskud fra LFS til at deltage i Palæstina Marathon, Right to Move, der fandt sted den 11. april. Her fortæller hun om turen.
”Mit kendskab til og viden om Israel/Palæstina-konflikten har ligget på et lille sted. Og jeg tænkte, at det både kunne være en mulighed for mig for at lære noget mere om Right to Move initiativet, og være en personlig udfordring for mig med hensyn til løbet.”
Fællesskab, frivillighed og (tårnhøj) faglighed
”Det blev en fantastisk tur. Jeg har fået lidt indblik i, hvad det er for nogle forhold der er i Palæstina. Det er meget anderledes at skulle rejse til Israel, end til fx Tenerife, Budapest, eller hvad jeg før har prøvet. Bare de spørgsmål og foranstaltningen jeg mødte i Københavns Lufthavn ved afrejsen – og især ved indrejse og udrejse i Israel er markant anderledes end hvad jeg før har oplevet.”
”Vi fik en ’lokal’ guide og en masse information og viden. Jeg deltog bl.a. i en tur rundt i Betlehem, ud på en fantastisk cafe i en lille landsby uden for Betlehem og en tur til Hebron. Vi blev inviteret på kaffe hos en Palæstinenser, som har en butik og bor i flygtningelejr. Israelske soldater havde lige kastet tåregas, men vi blev mødt med gæstfrihed, venlighed og åbenhjertighed af ham og hans familie i deres lille 3-værelses bolig. Fra den kunne man se, hvordan bosættelserne omkring Betlehem breder sig og rykker nærmere.”
”I Hebron så vi, hvordan muren skærer igennem byen og deler den i en israelsk og en palæstinensisk side. Butikker der er blevet lukket, huse, hvor vinduer er skoddet til, fordi de vender ud til den Israelske side. Soldater med geværer, der konstant overvåger og uden varsel dukker op og kræver at folk identificerer sig, checkpoints, man skal igennem.”
”Og så var der løbet – et helt igennem fantastisk løb. Solen skinnede fra en flot blå og skyfri himmel. Jeg var glad for, at jeg havde taget min beslutning om at holde mig til den 10 km rute. Mit mål var at kunne løbe hele turen, og samtidig nyde den. Det lykkedes og for mig var det et fantastisk løb. Så meningsfyldt på alle måder – og fantastisk at opleve den glæde der var omkring løbet.”
”Jeg er så glad for jeg tog afsted. Det er ikke ufarligt, men hvor er det det? Det er ikke et ferieparadis som Tenerife, men det var fantastisk at opleve. Smukt! Jeg fik mere viden, fik aflivet nogle fordomme og blev mødt med meget venlighed og gæstfrihed, trods livsvilkår, hvor det må være svært at bevare troen og drømmene om fremtiden.”•