Leder:

Af: Britt Petersen, formand

OK15: Sikke en omgang

Når du læser dette blad kender vi formodentlig hele resultatet af overenskomstforhandlingerne 2015. Egentlig burde vi kende det nu, men det har været en helt særlig omgang, der har ført til, at vi i skrivende stund står og mangler det sidste.

Inden vi begyndte, troede vi alle, at det der ville volde os flest problemer var KL’s krav om sammenskrivning af de tre sæt kommunale døgnarbejdstidsregler, krydret med krav om forenkling, mere ledelsesret og mere fleksibilitet fra de ansattes side.

Vi blev da også præsenteret for en meget lang liste med krav, om det vi vil kalde forringelser, men som KL mere så som forenklinger. En af de helt store knaster var, at vi ikke ville veksle frihed til penge – altså den afspadsering man optjener ved at arbejde på tidspunkter, hvor andre holder fri.
Den ville vi have opretholdt. Det holdt hårdt, men vi fandt en løsning og så var det som om, at forhandlingerne gled lidt lettere.

Det der kom til at tage rigtig mange timer var beskyttelsen af arbejdsfridage for fuldtidsansatte. Det var ikke noget, vi havde forudset ville blive et problem. Forhandlingerne gik i stå flere gange og først en meget sen nattetime gav KL sig, så vi på det pædagogiske område med oprejst pande kunne indfri vores mandat om ikke at veksle frihed – eller som vi udvidede det til – heller ikke at ’sælge’ beskyttelsen af frihed.

Arbejdstidsreglerne, som træder i kraft 1.april 2016, vil blive gennemgået i detaljer på TR-møder, men kort sagt lykkedes det alt i alt at lave nogle rigtig gode forbedringer.

Københavnerne kan glæde sig over, at juleaften fra 2016 bliver honoreret som søgnehelligdag og på Frederiksberg kan man glæde sig over, at 1. maj fra 2016 bliver honoreret tilsvarende, foruden at betalingen for arbejde i forskudt tid for langt de fleste vil blive større end i dag.

Så langt så godt. Det overordnede forlig med generelle lønstigninger på 5,42 pct., mere barsel til fædre osv. er også på plads, og selvom der er advarselsflag for fremtiden på nogle problemstillinger, så er det også et forlig, som vi kan leve med.

Det absolut sidste der mangler – og grunden til, at vi i skrivende stund ikke kender det fulde resultat, er FOA’s egne forhandlinger. Forbundet ville samle alle dets overenskomster i én overenskomst. Det skulle være én, der ville sikre at alle der i dag er uden uddannelse skulle have den erhvervsuddannelse, der hører til deres område.

Forliget indebar dog så store forringelser for ’ufaglærte’ indenfor det pædagogiske område, når de efter en ledighedsperiode skulle over på den nye overenskomst, at forbundets hovedbestyrelse forkastede forliget.

Det har ikke været en særlig rar omgang – og da slet ikke, at vi var nødt til at gå imod et forlig, som mange gerne ville have.
Men stort var det for os, at et meget stort flertal i forbundets hovedbestyrelse tilsluttede sig, at man ikke kunne leve med de forringelser, der ville komme på det pædagogiske område – uanset det gode uddannelse ville være for andre grupper. Så må vi se, om vi kan finde en anden og bedre løsning for dem om tre år.