Marie reddede Kurt

Systemfejl. Ved en fejl blev Kurt Villy Slein Christiansen i sin barndom anbragt under åndssvageforsorgen, men mod alle odds og kun på grund en kærlig forstanderinde, der gennem hans anbringelser stædigt holdt fast i ham, fik han alligevel en fremtid. Den sluttede dog brat godt 40 år senere med en arbejdsulykke og et nyt møde med systemet, der skubbede ham ud over afgrunden. Et selvmordsforsøg fik hans søn til at grave i historien. 15 år senere har han skrevet en hjerteskærende bog om sin fars liv og hans ubarmhjertige møder med systemet.

Tekst: Jon Arskog

Året er 1943. Tyskernes krigslykke er ved at vende og danskerne går op imod besættelsesmagten. Modsætningsforholdet og bitterheden breder sig hos de danske med tyske aner, som ser det som deres kald at bidrage til det rige, der har genrejst den tyske nation.

Katrine Frederikke Slein Christiansen er en sådan pige. Hun vil ikke længere tjene den danske overklasse som tyende og skal til Tyskland for at tage uddannelse og arbejde for værnemagten. Det er der ingen dumme danskere der skal forpurre.

Graviditeten er kommet i vejen og faderen til barnet er væk. Fødslen skal overstås og barnet skal ikke være en del af hendes liv. Jordemoderen, der netop har hjulpet den fine lille dreng til verden, kan ikke vække moderfølelsen hos Katrine, der kort efter fødslen ringer til Børnehjemmet Heimdalsvej, der ligger i Åbyhøj udenfor Århus. En måned gammel bliver Kurt, som hospitalspersonalet har kaldt ham, anbragt for første gang frivilligt.

Med anbringelsen begynder et dystert kapitel for lille Kurt Villy Slein Christiansen, der gennem sine første 15 år kommer ud på en rejse til ti forskellige institutioner. Rejsen bringer ham for en kortere periode også hjem til sin biologiske mor, der ikke har råd til at betale for anbringelserne, men herfra tvangsfjernes han igen pga. vanrøgt.

Han lærer fra begyndelsen, at man ikke skal have de største forventninger til andre mennesker. I forvejen er livet på datidens børnehjem ikke nemt. At være tyskerunge eller Gestapo-unge gør det absolut ikke nemmere. Og så viser han sig at være ørebarn.

Hans hørebesvær og deraf manglende sproglige udvikling og evne til at svare, tidens strenge opdragelsesprincipper, samt en manglende lyst til at kere sig synderligt meget om uægte børn fører til opfattelsen af, at Kurt er ubegavet, idiot, åndssvag eller sinke, som man kaldte det dengang. Samtidig er han ’ustyrlig, vild og voldsom’.

Derfor anbringes han efter flere andre anbringelser på Tårnborg, der er observationsafdeling for Ebberødgård i Birkerød.

Men der er enkelte barmhjertige sjæle undervejs. Ikke mindst forstanderinden på Tårnborg, frøken Marie Michelsen, der finder ud af, at Kurt ikke er dum, men et ørebarn. Derfra går det støt fremad for Kurt, der mens han er hos Marie på Tårnborg får hørelse, taleundervisning og et nogenlunde sprog, men ikke mindst kærlighed. Marie føler så stærk en kærlighed for lille Kurt, at hun til sin store sorg uden held forsøger at adoptere ham.

Men hendes kærlighed følger Kurt og det bliver hans redning, for selvom han senere bliver sendt videre til åndssvageanstalten Gamle Bakkehus og sinkehjemmet Jens Olsens Minde – hvor han igen stemples som mindre begavet og en ballademager, får hun status af plejemor, som han i en lang periode får lov at se hver anden weekend. Og da Kurt under kummerlige forhold som 15-årig bliver sendt ud at tjene på en bondegård, lykkes det hende ved sin stædighed til sidst at få Kurt ud af systemet og i tømrerlære.

Systemet tur/retur

Ude af åndssvageforsorgens kløer skaber Kurt et liv for sig selv, som selvstændig tømrer. Han møder Keth, der har to børn, John og Laila, som han elsker som sine egne to, Ditte og Bjørn, som de senere får sammen.

Båndende til Marie kappes aldrig. Hun er ikke bare Kurts ’mor’, men også børnenes bedstemor. Gennem livet er hun et af Kurts to faste holdepunkter i livet, det andet er Keth.

Efter 40 år som tømrer rammes Kurt som 55-årig af en arbejdsulykke. Hans fod knuses ved et fald fra et tag, som han er ved at bygge. Han har stærke smerter og kan knapt gå, da sygedagpengeperioden udløber. Alligevel kræver kommunen, at han skal i arbejdsprøvning og jobtræningsaktiviteter. Han møder disrespekt, manglende forståelse og en nedladenhed, der selv for en mand, der gennem sin barndom i den grad er blevet fornedret og hånet, er for meget. Den stolte mand, der i 40 år drev sit eget tømrerfirma uden at blande samfundet ind i det, er knækket.

Hans fod er en klumpfod. De nogle og tyve brud har gjort foden stiv, og hans mobilitet er begrænset. Smerterne vil ikke gå væk. Firmaet der har ham i arbejdsprøvning håner ham. Ingen i systemet har læst hans journal og kerer sig om, hvem han er og hvad han kan. Han er bare en sag, der skal sendes et eller andet ’andet’ sted hen. Der er ingen lyse fremtidsudsigter. Han er ubrugelig – en klods om benet på alle.
Den store stærke mand er knækket. Han rammes af en depression og forsøger at tage sit liv.

Ingen pegen fingre ad nogen

Man skal være en meget stærk mand og have en meget stærk familie for at sidde i den læderlænestol Kurt sidder i her i stuen i rækkehuset i Virum. Her byder Kurt på kaffe sammen med Keth og sin søn, Bjørn og Bjørns kæreste, Carolyn.

Man skal også være en meget stærk søn for at kunne skrive en bog om sin far, når den far man kendte har en fortid med så massive svigt og fornedrende behandling. Men det kan man med den rette mængde indestængt vrede mod systemet og med en stor kærlighed til den far, som den chokerede Bjørn Slein Christiansen pludselig ser stå fortvivlet, modløs og knækket på Gentofte Hospitals lukkede afdeling. Maniodepressiv og medicineret.

Kurt vandt på sin vis første omgang mod systemet, men systemet fik ham i sidste ende. Men nu er det tid til tredje runde. Det skal Bjørns bog ’En redningskrans af bly’ hjælpe med.

”Jeg har jo aldrig vist, at det var så galt og har ikke skænket det en tanke, før han blev indlagt. Jeg gik i panik. Jeg tænkte, at hans liv havde været noget rod, og at jeg måtte få ryddet op i det her. Jeg gik i gang med at undersøge, hvor han havde været og hvad han havde lavet. Jeg var rundt i Danmark – i Holstebro og Århus og de andre steder og tage billeder af de steder han havde været. Jeg samlede sammen til en scrapbog og da jeg havde lavet den bog, begyndte vi at samle flere oplysninger. Jeg tænkte, at der måtte have været nogle journaler de steder, han havde været og det fandt vi så på rigsarkivet og i landsarkiver. At læse de journaler var ikke rar læsning. Den måde de beskrev børnene på og det de har måttet gennemgå. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det må føles at være normal blandt åndssvage børn,” fortæller Bjørn, der i journalerne også finder billeder af sin far som barn.
Noget som Bjørn ikke har set før.

”Men der har også været sjove historier,” konstaterer Bjørn, der understreger at bogen ikke er skrevet for at hænge bestemte personer ud.

”Jeg har ikke skrevet bogen for at pege fingre ad nogen. Det ville ikke føre til noget. Men den er skrevet, som det er foregået. Det jeg har kunnet finde og det min far har kunnet fortælle. Min fars følelser og tanker er flettet ind i den research jeg har lavet. Man får på den måde indersiden af min fars hoved med. Det er den film, der kører.”
Bogen, der er utrolig velskrevet og filmisk rummer begge dele. Den rammer til tider i solarplexus og fremtvinger tårer. Forfærdeligt hvad anbragte børn har måttet tåle, frygteligt hvor langt ud man kan drive voksne mennesker, rørende hvordan en søn kan tage kampen op for sin far.

En redningskrans af bly

”Den hedder ’En redningskrans af bly’, fordi lige netop dét er rammende på både børnedelen og voksendelen. Systemet smider en redningskrans ud, men den hjælp min far skal have både som barn og som voksen ender med at være det modsatte og drukner ham i stedet. Man regner med, at systemet er der for at hjælpe folk. Det er det, systemet skal. Når det ikke gør det skulle det gerne lære det af bogen her. Det skal lære, at det ikke hjælper at systemet er så tungt, at det ender med at drukne dig,” siger Bjørn.

”Når jeg har skrevet bogen, er det fordi, at min far skal have noget anerkendelse for, at det sgu’ ikke er i orden, det man har gjort mod ham. Men det gælder jo også mange andre. Sandheden er jo desværre, at det jo ikke kun er gået ud over min far. Historien er vigtig at få fortalt, fordi der er mange paralleller mellem den måde, man fejlplacerede børn eller voksne på dengang, og den måde det også sker i dag i både det ene og det andet system. Hvis vi som samfund ikke får øjnene op og giver os tid til at lægge menneskeværdige planer for de mennesker, der af forskellige grunde kommer i klemme, så vil systemet blive ved med at fejle,” siger Bjørn.
Keth og Kurt er tydeligt stolte af Bjørn, der med bogen har vendt op og ned på forestillingen om, hvad man kan gøre, hvis man vil.

”Jeg røg ud af skolen i 7. klasse og har ikke skrevet en dansk stil siden 4. klasse. Så det lå ikke lige i kortene, at det var det jeg skulle. Det fik jeg jo også at vide i skolen, at jeg ikke kunne, men man kan det man sætter sig for,” siger Bjørn.
”Det er en meget personlig bog, som jeg har svært ved at læse i nu. Mange af de episoder, når jeg fortæller dem, så bliver det meget følelsesladet. Men hvis ikke jeg havde det sådan, så havde jeg aldrig fået skrevet bogen.”
Keth siger, at hun synes, at Bjørn har skrevet en fremragende bog.

”Den er sørgelig og humoristisk. Men samtidig er jeg sgu’ glad for, at det ikke er mig, der skal have vendt vrangen ud på den måde. Jeg håber, at han kan tackle det,” siger hun med henvisning til Kurts skrøbelige sind, mens hun strikker en hue til et af børnebørnene.

Mange fejlplaceringer

Men selvom det er hårdt at få vendt vrangen ud, synes Kurt, at det er vigtigt at få fortalt hans historie.
”Det er jo min historie, så nogen gange kan jeg godt lige få en klump i halsen. Men jeg synes, at det er godt, at det kommer ud. Der er ikke blevet skrevet ret meget om det med fejlanbringelserne. Der er jo ikke nogen, der rigtig vil vedkende sig, at det var sådan. Vi ved jo, at der har været børnehjem, hvor det har været meget slemt,” siger han.

Når klumpen i halsen kommer, tænker han på dét.
”Man fejlplacerede mange børn, der overhovedet ikke var åndssvage og betegnede os som mindre begavede. De havde ikke meget forstand på børn. Man måtte bare indordne sig under systemet. De kaldte os sinker, åndssvage, idioter. Ja, jeg har været kaldt meget. Jeg synes, at det var nogle grove udtalelser. At man kunne finde på at kalde børn sådan noget. Men blandt os fra Jens Olsens Minde, som jo blev kaldt sinkehjemmet, er mange altså kommet ud og videre. Vi har fået uddannelser, karrierer, huse og familier,” fortæller Kurt, der fornylig har mødt mange af børnehjemsbørnene fra dengang og besøgt Jens Olsens Minde i Nivå.

Han har fortrængt meget fra sin barndom, men han husker, at man var meget alene, når man var ked af det – og så husker han det Marie gjorde for ham og er taknemmelig for det.
”Hvis ikke jeg havde været hos hende, så ved jeg ikke, hvor jeg var havnet. Det var hende der fandt ud af, at jeg var normal. Det var hende, der gav mig taleundervisning. Det var hende der fik mig ud i en læreplads. Jeg ved ikke, hvor jeg havde været i dag, hvis ikke hun havde været der. Så havde jeg nok stadig været fejlanbragt.” •

---

En redningskrans af bly
Af Bjørn Christiansen 249 kroner • 217 sider Forlaget Indblik Udgivelsesdato: 16. april 2015 LFS har støttet udgivelsen af bogen med 7.500 kr.