Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyt fra PLS:
De pædagogstuderende siger: NEJ TAK!
OK15. Resultatet af overenskomstforhandlingerne er for de studerende ikke blevet som håbet. PLS opfordrer til at udvise solidaritet med de pædagogstuderende – og anbefaler et nej til ved urafstemningen.
Tekst: Kim Simonsen, faglig sekretær i PLS
Det var alligevel prangende.... Tror jeg vil forkæle mig selv med en pakke Panodil. Det får jeg sikkert brug for, når jeg engang er færdig med at slå hovedet ind i væggen.”
Sådan skrev pædagogstuderende Anders Kopatz på PLS’ facebookside, da vi kunne oplyse vores medlemmer om, at de får 40 kr. ekstra om måneden (før skat) i forbindelse med overenskomstresultatet.
PLS havde fem konkrete og realistiske krav til OK15:
Vi ønskede en lønstigning, der gør, at alle kan leve af sin løn
Vi ønskede betalt fri i forbindelse med praktikkernes eksamener
Vi ønskede, at vi får mulighed for tillæg ved arbejde aften/nat, delt tjeneste osv.
Vi ønskede bestemmelser, der tydeliggør, at vi ikke står til rådighed for institutionen på vores ’indkaldsdage’
Vi ønskede at overgå fra barselslov til KTO-aftalen, som bl.a. giver mulighed for at gå fra på barsel 8 uger før termin mod de nuværende 4 uger
Resultatet af forhandlingerne – som man måske kan fornemme på Anders Kopatz’ reaktion på facebook – er desværre ikke faldet ud til de pædagogstuderendes fordel. Ingen af de krav, vi stillede i forbindelse med forhandlingerne, er blevet imødekommet.
Vi har fået generelle lønstigninger, som det øvrige pædagogiske personale på 5,47 pct. over 3 år. Derudover har vi som studerende fået en ekstra lønstigning på 0,4 pct. fra 1. april 2016. De 0,4 pct. svarer ca. til en lønstigning på 40-45 kr. om måneden før skat.
Resultatet sikrer på ingen måder den reelle lønstigning, vi ønskede.
Det handler om solidaritet
Overenskomstforhandlingerne er et stort kompliceret puslespil – et puslespil der handler om solidaritet. Den er vi helt med på. Men på en eller anden måde er solidariteten forsvundet, når det handler om os pædagogstuderende. I mere end 10 år er der ikke faldet noget særligt af til de pædagogstuderende. I 2008 var det faktisk så grelt, at de studerende ikke fik den generelle lønstigning på 14,8 pct. som resten af det pædagogiske personale fik, fordi det så ud til, at de lønnede praktikker fremover skulle SU-finansieres.
Desværre blev lønnen ikke skiftet ud med SU, og vi stod tilbage med håret i postkassen. Det er rigtigt ærgerligt, at en medlemsgruppe gang på gang lades i stikken: Det er ikke solidaritet i mine øjne.
Dropper ud af uddannelsen
Mange pædagogstuderende oplever faktisk, at de går ned i indtægt, når de starter i praktik. Det er primært studerende der modtager forsørger- eller handicaptillæg i forbindelse med teoridelen af uddannelsen. De står i en rigtig svær situation, når praktikken starter, for hvad er det de skal vælge fra? Problematikken betyder faktisk, at en del af de studerende dropper ud af uddannelsen.
Stem nej til OK15
Selvom man er studerende, har man ret til gode vilkår og en løn der er til at leve af. OK15-resultatet medfører ikke de store ændringer. Derfor anbefaler jeg – og PLS hovedbestyrelse, at vores knap 8.000 medlemmer stemmer nej til overenskomsten. Vi håber, at du som LFS’er vil være solidarisk og gøre det samme.