Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Boganmeldelse:
En god guide til sprogarbejde
Tekst: Sandra Børnich Nielsen
Det er nærmest en sjældenhed med en bog om børns sprog, der har et børnecentreret læringssyn. ’Sprog i Samspil’ er en sådan en – endda en rigtig god en.
Sprog er meget mere end et godt ordforråd, en korrekt udtale eller evnen til at kunne genfortælle en historie korrekt. Sprog er kommunikation. Verbalt og nonverbalt. Sprog er samspil og sprog udvikles i relationen til andre mennesker.
I en tid hvor børnehaven ofte bliver omtalt som et middel til at gøre børn skoleklar og ikke som havende nogen egenværdi i sig selv, er det forfriskende at læse en bog som har et børnecentreret læringssyn og en bred, funktionalistisk og holistisk tilgang til børns sprog.
Bogen er skrevet af Elaine Weitzman og Janice Greenberg som begge er ansat på The Hanen Centre i Toronto, Canada. Begge er uddannet ’logopæder’ med speciale i børns tidlige læring og bogen bygger på den nyeste forskning indenfor området.
Den henvender sig til alle som har med børn at gøre indenfor 0 til 6-års området. Alle som søger inspiration til, hvordan man kan tilrettelægge læringsmiljøer for børn, hvor deres sproglige og sociale læring bliver styrket.
’Sprog i samspil’ er mere end bare en bog om sprog. Bogen er fyldt med gode eksempler på samspil børn-børn imellem og børn-voksne imellem. Den er fyldt med forslag til, hvordan du kan tilrettelægge din pædagogiske hverdag så børn opfordres til samspil. Eksemplerne er nede på jorden.
Det er spisesituationer, samlinger og fri leg. Også indretning af de fysiske rum bliver taget i betragtning. Sprog bliver altså i denne bog ikke set som en ting vi skal sætte børnene ned og lære.
Faktisk gør bogen meget ud af at fortælle, at pædagoger ikke skal undervise, men derimod indgå i samspil med børnene og tage udgangspunkt i de ting der interesserer og motiverer dem her og nu. Vi skal ikke bedrive instruktionspædagogik eller lege miniskole. Legens betydning for børns samspil og sprog understeges flere gange undervejs i bogen.
Hjælp til børns leg
Flere kapitler handler om børns leg og børn, der falder uden for legen. Den giver råd til, hvordan man kan hjælpe dem ind i legen igen og hvordan vi som pædagoger kan støtte de børn som ikke af sig selv deltager aktivt i legen med de andre børn.
Bogen giver en detaljeret gennemgang af børns forskellige kommunikationsstrategier og teorier omkring børns sproglige udvikling. Den beskriver børn, der befinder sig i forskellige udviklingsfaser og med forskellige problemstillinger.
Derefter præsenterer bogen læseren for mange deltaljerede og konkrete forslag til samspilsstrategier og observationsmetoder. Derudover har bogen efter hvert kapitel op til flere relevante observationsskemaer man kan bruge i sin hverdag.
Bogen er skrevet i et let og forståeligt sprog med mange flotte illustrationer, der gør det hele meget læservenligt. Den minder dog om en af de gamle telefonbøger i størrelse og vægt, hvilket sikkert vil afskrække nogen. Men det ville være synd. For hvis du leder efter en bog der kan give dig indblik i børns sproglige udvikling baseret på den nyeste forskning og som har et børnecentreret læringssyn så er ’’Sprog i samspil’ ’ værd at læse. Især på grund af de mange eksempler, og forslag, som du kan bruge i din egen pædagogiske praksis. Jeg savner lidt forslag til krop og bevægelsesaktiviteter, da bogen selv konstaterer en sammenhæng mellem den sansemotoriske udvikling og sproget.
Men alt i alt finder jeg bogen meget inspirerende, anvendelig og læservenlig. •
Konklusion:
Jeg vil give bogen 4 ud af 6 stjerner. fordi den er velskrevet, inspirerende, anvendelig og læsevenlig.Grunden til jeg har trukket to fra er mangel på forslag til flere bevægelsesaktiviteter med kroppen og sanserne i fokus, samt det lidt afskrækkende udseende der leder tankerne hen på den gode gamle gule telefonbog fra KTAS.
Sandra Børnich Nielsen er pædagog i skovbørnehaven Peters Hus. Hun har derudover en PD i idræt, er konsulent i friluftsliv og udemotion samt arbejder som freelance instruktør for DGI.
’Sprog i samspil’
Af Elaine Weitzman og Janice Greenberg. Bearbejdet til dansk af Helle Iben Bylander og Trine Kjær Krogh
394 sider • Pris 623,75 kr. Dafolo forlag