Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Redigeret af Elisabeth Lockert Lange
Stress og angst
Psykiatrifonden har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at hver 4. ansat har psykiske problemer, og at problemerne er så massive, at det kan aflæses direkte på sygefraværet, som er tre gange så højt hos de ansatte med psykiske problemer som hos ansatte uden problemer. Især angtstilstande tonser, de angste har et sygefravær som er seks gange højere end ansatte uden angst. Psykiatrifonden giver selv det opskruede tempo på arbejdspladserne skylden for de mange psykiske problemer. Og ikke mindst stress, som de vurderer som en af de helt store syndere.
I Arbejdsretten
Sagen om det fortsatte lønkaos i Københavns kommune er blevet domsforhandlet i Arbejdsretten. Arbejdsretten tog i februar måned stilling til, at Københavns kommune havde brudt overenskomsterne med FOA (og LFS) ved ikke at betale løn rettidigt og korrekt.
FOAs krav ved domsforhandlingen i går er: Københavns kommune skal betale en bod til FOA. Københavns kommune skal straks foretage efterregulering af alle fejlbehæftede lønudbetalinger og feriepengebetalinger både i forhold til forbundets medlemmer og i forhold til indbetaling til pensionsordninger – Københavns kommune skal i den forbindelse betale rente fra de enkelte ydelsers forfaldstid til betalingen er sket. Og Københavns kommune skal straks udstede korrekt månedsvis lønspecifikation til de berørte medarbejdere.
Københavns kommune påstod naturligvis frifindelse. Dommen afsiges den 27. juni i Arbejdsretten.
Flere narkomaner dør af metadon
Et stigende antal stofmisbrugere dør af metadon, skriver Ugeskrift for Læger. Årsagen kan være illegal metadon og flere ældre og svagelige narkomaner. Omkring 5.000 narkomaner er i øjeblikket i metadonbehandling, hvilket er langt flere end tidligere, og det kan også være medvirkende årsag til det stigende antal dødsfald.
Tæl alle de søde genstande
For at få børn og unge til at nedsætte deres forbrug af sodavand, har Hjerteforeningen lanceret idéen om, at børn kun må drikke en genstand om ugen, dvs. 1 / 2 liter sodavand. Derfor tæl de søde genstande, slik, is, kager, chokolade, kiks m.m.
Vidste du:
At når et barn på 8 år har spist 3 flødeboller, er den daglige maksimale grænse for hvor meget tom energi der er plads til, overskredet med ca. 50 pct.? At når et barn på 14 år har spist en pose popcorn, er den daglige maksimale grænse for hvor meget tom energi der er plads til, overskredet med 200 pct.?
Vil du have hjælp til at sætte sund mad på dagsordenen i skoler og institutioner, kan du ringe til Alt Om Kost rejseholdet på tlf. 80 60 10 60.
Hurtig indsats virker
En undersøgelse fra Ugebrevet A4 konkluderer, at en hurtig indsats for at få sygemeldte tilbage i job bærer frugt, og at intet tyder på, at kommuner med hurtig opfølgning presser de sygemeldte til at raskmelde sig, før de er klar. Kommunernes udgifter til langvarige sygedagpengeforløb er steget med 10 pct. fra 2002 til 2004, fordi de langvarigt syge er væk i længere tid.
Flere indvandrerbørn i børnehave
Antallet af københavnske indvandrerfamilier, der sætter deres børn i børnehaver, er steget fra 60 pct. i 1997 til 78 pct. i dag. Lektor Eva Gulløv fra Danmarks Pædagogiske Universitet har forsket i indvandrerforældrenes oplevelser af daginstitutioner og hun siger til Jyllands Posten at Københavns Kommunes indsats med pjecer og information har gjort en forskel.
Hun vurderer at det også har en betydning, at forældrene skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at kunne få overførselsindkomster. Hun mener ikke at indvandreres brug af daginstitutioner nødvendigvis er vejen til en bedre integration, det afhænger af den pædagogiske indsats.
Nye jobcentre kan skade ledige
Forliget om de kommende jobcentre kan undergrave fagligheden i beskæftigelsesindsatsen, og dermed skade både de ledige og beskæftigelsen, vurderer flere organisationer. I forliget er den tværkommunale indsats fjernet, og hver kommune skal have sit eget jobcenter til at varetage hele indsatsen for både kommunens forsikrede ledige og ledige på kontanthjælp. Der er risiko for at beskæftigelsespolitikken dermed lukker sig omkring den enkelte kommune og dens økonomiske interesser. AFs relativt få medarbejdere skal spredes ud over alle de nye 90 kommuner, og det vil skade fagligheden i indsatsen og dermed både ledige og virksomhederne.