Netop nu

Red. Elisabeth Lockert Lange

Svær overvægt blandt ansatte - et stigende problem

Branchearbejdsmiljørådet Social & Sundhed, BAR SoSu, har afdækket omfanget af arbejdsmiljømæssige problemer, som kan opstå på grund af overvægt blandt de ansatte på sygehuse, i sociale døgninstitutioner og i den kommunale plejesektor. Svarene viser, at der i mange dele af social- og sundhedssektoren er sådanne problemer, som mange arbejdspladser oplever som alvorlige og vanskelige at løse.

Blandt deltagerne i undersøgelsen svarer 79 pct. af kommunerne, 42 pct. af sygehusene og 35 pct. af døgninstitutionerne, at de inden for de seneste tre år har haft medarbejdere med svær overvægt. Af disse svarer henholdsvis 59 pct. af kommunerne, 45 pct. af sygehusene og 37 pct. af døgninstitutionerne, at de pågældendes overvægt er et alvorligt eller meget alvorligt problem. Problemerne opstår især, fordi de overvægtige har svært ved at udføre arbejdet på steder med snæver plads, fordi de mangler fysisk styrke, bliver hurtigt trætte, og fordi de er mindre effektive, og udholdende i arbejdet. De er mere langsomme og må ofte give op over for fysisk krævende opgaver. Flere døgninstitutioner svarer i undersøgelsen at de overvægtige ikke kan køre bus, ikke kan arbejde på gulvet, ikke kan reagere hurtigt på et barn, der stikker af, eller deltage i svømmeundervisning. Samtidig har de overvægtige flere skader og større sygefravær. Overvægten kan også betyde noget for brugerne, som kan opleve en grænseoverskridende intimitet, når de bliver ’håndteret’ af en meget stor person.

19 pct. af kommunerne svarer, at antallet af svært overvægtige medarbejdere er steget i de seneste 3 år, og 48 pct. af dem forventer en stigning i de kommende år. Kun 4 pct. af sygehusene har registreret en stigning, mens 46 pct. forventer en stigning fremover. Blandt døgninstitutionerne har kun 5 pct. registreret en stigning og kun 11 pct. forventer en stigning i fremtiden.

40 pct. af kommunerne, 52 pct. af sygehusene og 49 pct. a døgninstitutionerne føler sig ikke særlig godt eller dårligt rustede til at beskæftige medarbejdere med svær overvægt. Arbejdspladserne gør forholdsvis lidt for at løse medarbejdernes vægtproblemer, og mange af tilbuddene om hjælp til fysisk træning og vægttab er a generel og formel karakter – fx adgang til kondicenter på arbejdspladsen. Ca. hver femte kommune og døgninstitution har ændre arbejdsopgaverne og overført belastende opgaver til kollegerne, hvorved de belastende opgaver som fx forflytning koncentreres p færre personer. Ingen af sygehusene angiver at have taget diss skridt. Kun 3 pct. af kommunerne, 8 pct. af sygehusene og 2 pct. af døgninstitutionerne har vedtaget overordnede politikker og retningslinier om svær overvægt blandt medarbejderne.

Men emnet er som helhed tabubelagt. Der snakkes ikke åbent om det. Man forsøger at få tingene til at glide, fx ved at tilpasse arbejdsopgaver, uden at tage en åben snak. Flere af døgninstitutionerne skriver, at de ikke vil ansætte medarbejdere med overvægt, enten fordi de ikke kan løse opgaverne eller fordi det er uforeneligt med arbejdspladsens målsætninger. 284 døgninstitutioner har svaret på spørgeskemaet. Undersøgelsen giver ikke et præcist kvantitativt billede af, hvor mange svært overvægtige medarbejdere, der findes i social- og sundhedssektoren, men den kan opfattes som et fingerpeg om sammenhænge og procentfordelinger.

Forhold på lokalcentre undersøges

Telefonerne kimer på de københavnske lokalcentre. Og de bliver ikke taget. Kun halvdelen af de 360.000 opkald, der kommer hver måned, bliver taget. Socialrådgiverne har ganske enkelt ikke tid. På baggrund af forholdene og kritikken har ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen besluttet for anden gang at undersøge forholdene på lokalcentrene i Københavns Kommune.

Pressen har de seneste dage beskrevet, hvordan kvaliteten i servicen over for borgerne er dalende i fx sager om kontanthjælp og sygedagpenge, at tidsfrister ikke overholdes, at sagsbehandlerne ofte har flere og tungere sager end i andre kommuner, og at de ansatte melder sig syge og/eller søger væk på grund af arbejdspresset. Ombudsmanden har af den grund - i henhold til ombudsmandsloven § 17, stk. 1 - af egen drift besluttet at undersøge forholdene. I første omgang er Københavns Kommune blevet bedt om en udtalelse på baggrund af pressens omtale. Samtidig er kommunen blevet bedt om at redegøre for sagsrestancerne på lokalcentrene.

Folketingets Ombudsmand bad første gang i 1999, også dengang på grund af presseomtale, Københavns Kommune om at redegøre for forholdene på kommunens lokalcentre. Ombudsmanden modtog samtidig et ikke ubetydeligt antal klager fra en række borgere i Københavns Kommune over sagsbehandlingen på centrene.

Folketingets Ombudsmand meddelte, på baggrund af en kort gennemgang af 14 udvalgte sager og kommunens egne oplysninger om antallet af ventende sager, at situationen gav anledning til alvorlig bekymring. Ombudsmanden underrettede samtidig Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, socialministeren, indenrigsministeren, Folketingets Retsudvalg, Folketingets Socialudvalg og Folketingets Kommunaludvalg om sagen. Endvidere bad ombudsmanden Borgerrepræsentationen, socialministeren og indenrigsministeren om at underrette ham om hvad de eventuelt ville foretage sig i sagen.

I september og oktober 2003 oplyste både Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Socialministeriet ombudsmanden om at de ikke ville foretage sig mere i sagen, idet Københavns Kommune havde iværksat en række tiltag for at få løst problemerne og i øvrigt havde afsat 20 millioner kroner til opnormering i lokalcentrene. Ombudsmanden foretog sig af den grund heller ikke mere i sagen.

Hjemløshed er ikke permanent

Konkluderer Socialforskningsinstituttet i rapporten Ud af hjemløshed? Om livet efter ophold på en institution for hjemløse. Rapporten beskriver situationen for de 4.500 personer, der har opholdt sig på en institution for hjemløse i 1997.

Hjemløse udgør en gruppe af personer med forskellige ressourcer og muligheder for at komme ud af hjemløsheden. Fem år efter ophold på en institution for hjemløse finder halvdelen af de tidligere institutionsbrugere, at deres levestandard er blevet forbedret.

En overraskende stor andel, over halvdelen, af tidligere brugere af institutioner for hjemløse bor fem år efter institutionsopholdet i egen bolig. Bedst går det for de tidligere brugere af familieinstitutioner, især kvinder med børn. Knap halvdelen af de tidligere brugere af familieinstitutioner har et arbejde, små 10 pct. er på førtidspension, mens lidt under en tredjedel er på dagpenge eller kontanthjælp. Også personer med uddannelse har bedre chancer for at komme ud af hjemløshed, mens gæld til det offentlige bremser mulighederne. Selvom mange af de tidligere hjemløse er kontanthjælpsmodtagere, er en fjerdedel af disse dog i stand til at indtræde på arbejdsmarkedet.

Der er ca. tre gange så mange hjemløse mænd som kvinder, og stort set alle mændene har opholdt sig på et forsorgshjem eller lignende, mens halvdelen af de hjemløse kvinder har været på familieinstitution. Af de tidligere forsorgshjemsbrugere er knap en femtedel kommet i arbejde. Halvdelen er på førtidspension og en femtedel på dagpenge/kontanthjælp.

De mest marginaliserede er gruppen af stofmisbrugere, der domineres af danske mænd i alderen 30-40 år med en kriminel baggrund og uden uddannelse. De har ikke ressourcerne til at komme ud af hjemløsheden og dårlige levevilkår.

Download/køb: www.sfi.dk,library@sfi.dk,tlf. 33 48 09 46 eller I boghandelen.

Hjemløse parkeres

Fremadrettede indsatser over for beboere på herberg for hjemløse er få. Hjemløse oplever at blive parkeret – og parkerer sig selv – passivt på kontanthjælp og lidt akut økonomisk støtte ved særlige lejligheder. De får en slags "der er alligevel ikke andet at gøre-hjælp" fra socialforvaltningerne.

Det er resultatet af en undersøgelse, som Tobias Børner Stax har udarbejdet på Socialforskningsinstituttet i forbindelse med sin ph.d. Undersøgelsen er baseret på observationer af i alt 67 møder mellem beboere på et herberg i København og socialarbejdere i forskellige dele af kommunens socialforvaltninger. Forskeren blev taget med til møderne af beboerne på det herberg, hvor han som et led i undersøgelsen opholdt sig i sammenlagt fem måneder.

Når sagsbehandlere og hjemløse mødes, opfatter og behandler sagsbehandlerne ikke de hjemløses boligsituation som et problem, de umiddelbart kan handle på. I stedet har de fokus på andre problemer, og i høj grad på om klienten bruger ulovlige euforiserende stoffer.

Tobias Børner Stax vurderer at organiseringen af det sociale arbejde med hjemløse, hvor der er fokus på at planlægge fremtiden, bevirker, at en del fastholdes på kontanthjælp frem for at få den førtidspension, som flere af dem kunne være berettiget til – og som ville give dem mere ro og flere ressourcer i hverdagen.

Det er meget forskelligt, hvordan de hjemløse tackler møderne med sagsbehandlerne. Nogle indtager rollen som den underdanige klient, der høfligt og disciplineret søger om hjælp. Andre er i højere grad konfliktende. De kommer til mødet med afklarede målsætninger, der ikke nødvendigvis stemmer overens med det sociale systems mål med en aktiv social politik. De konfliktende klienter kæmper ihærdigt for deres mål, og de formår langt hen ad vejen at styre samtalens forløb. Ph.d’en supplerer den hidtidige forskning gennem sit billede af, hvad der i praksis sker i løbet af møder mellem klienter og socialarbejdere.