På skolebænken i vuggestue og børnehave

På blå stue er alle de store vuggestuebørn samlet i en rundkreds. Pædagogen spørger rundt i kredsen, om nogen ved, hvad ugedagen hedder. En række små røster rejser sig, og pædagogen beder venligt, men bestemt de små om at række hånden i vejret, hvis de mener, de har det rigtige svar. En flok buttede barnehænder hæver sig, men lille Alba får øje på et stykke legetøj i vindueskarmen, hun egentlig gerne vil undersøge, så hun forlader kredsen. Alba bliver dog hurtigt hjulpet tilbage på sin plads i rundkredsen af den anden voksne på stuen.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Situationen på Blå stue er et konstrueret eksempel. Men det bygger på nogle af de observationer, som forsker Ida Kornerup har gjort sig under de besøg, hun har aflagt i en lang række daginstitutioner i forbindelse med projekt ’Læring for alle’.

”Og så er det, man bliver lidt ked af det. Vi ved, at to ud af tre af alle førskolebørn kobles af, hvis de skal modtage læring på en måde, som ligner skole. Det er allerhøjst demotiverende for dem, ” siger Ida Kornerup, som understreger, at selv om hun har mødt fænomenet i nogle daginstitutioner, er det heldigvis ikke den konsekvente linje i institutionerne.

”Jeg har nærmere oplevet det som en tendens, der kan snige sig ind, selv om medarbejderne faktisk godt ved, hvordan man skaber læring i vuggestue og børnehave. De har helt styr på, at små børn lærer ved at deltage og lege, og de ved, at aktiviteten skal give umiddelbar mening for barnet. Det er det, de uden slinger i valsen svarer, når man spørger dem til deres holdninger og viden,” siger Ida Kornerup.

Presset kommer udefra og ovenfra

Når de skoleagtige undervisningsmetoder alligevel sniger sig ind i småbørnsinstitutionerne, handler det efter Ida Kornerups mening om pres.

”Daginstitutionerne føler sig pressede. De får hele tiden at vide, at børnene skal kunne en hel masse, før de kommer i skole. De skal kunne skrive deres eget navn, sidde stille, række hånden i vejret og så videre, og efterhånden bevæger bestræbelserne på at gøre skoleparat helt ned i vuggestuen,” siger Ida Kornerup, der mener, at presset kommer flere steder fra:
”Der er pres fra skolen, og der er især i nogle områder pres fra forældrene. Men der er i særdeleshed pres ovenfra i forhold til den lange række af diverse metoder, indsatser, projekter og evalueringer, som daginstitutionerne skal deltage i og udfylde – både omkring det enkelte barn og omkring det generelle pædagogiske arbejde,” siger Ida Kornerup.

Når metoder maser fagligheden

Metoder og indsatser udvikles og præsenteres i bedste mening. Men det er meget ofte skønne spildte kræfter, siger Ida Kornerup, som vurderer, at de i en del tilfælde trumfer fagligheden. Det vil sige, at den pædagogiske faglighed kommer under pres – og faktisk i mange tilfældebliver sat ud af spil.

”Når man får presset metoder og indsatser ned ovenfra, der kolliderer med ens eget pædagogiske syn og ens faglighed, sker der en af tre ting. Man lægger det hele ned i en skuffe og ignorerer det. Man bruger metoden bevidstløst, så det bare bliver en tidskrævende skrivebordsøvelse uden reelt indhold. Og så er der de heldige tilfælde, hvor medarbejdergruppen tager metoden til sig og tilpasser den til deres virkelighed, så de kan bruge den.
Min overbevisning er, at man oftest ville komme meget længere, hvis man lod det pædagogiske personale bruge deres faglighed, så de kunne fokusere på det aktuelle behov i børnegruppen. Til gengæld er jeg måbende over, at man gennem en årrække har villet forvandle dagtilbuddene til lærende tilbud uden at tilbyde personalet nogen form for forberedelsestid, hvor de kunne få mulighed for at reflektere over og udvikle på den pædagogiske praksis," siger Ida Kornerup.

Læring skal udvikles på gulvet

Ida Kornerup er halvvejs gennem forskningsprojektet ’Læring for alle’. I projektet samarbejder forskere, pædagogiske medarbejdere og børn om at skabe ny viden om, hvad der støtter gode muligheder for læring, for børns deltagelse og for gode forandringsprocesser i dagtilbud.

”Vi undersøger og forholder os til hverdagen sammen med pædagogerne, blandt andet ved at lave observationer og via videooptagelser, som vi så diskuterer sammen bagefter. Vi inddrager også børnene – blandt andet ved at bede dem tage billeder af de aktiviteter, de godt kan lide – og de aktiviteter, de ikke kan lide. Det giver så meget mere mening at lade ny viden vokse op nedefra,” fortæller Ida Kornerup, som hverken er modstander af metoder, evaluering eller særlige indsatser:

”Kæden hopper af, når daginstitutionerne farer vild i det ene initiativ efter det andet, og når de oplever, at de ting, de bliver pålagt, slet ikke passer til deres børnegruppe. Det kvæler fagligheden”.

Metoder, krav og dokumentation

Det er de færreste metode- og dokumentationskrav, der baserer sig på dagtilbudsloven.
Loven stiller først og fremmest krav om udarbejdelse, evaluering og dokumentation af arbejdet med de seks pædagogiske læreplanstemaer. Loven kræver også vurdering af børnemiljøet. Endnu et krav i dagtilbudsloven er, at der fra treårs alderen gennemføres sprogvurdering, hvis der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering.

Hertil kommer den vifte af krav, metoder og afrapporteringer, som den enkelte kommune vælger, at daginstitutionerne skal arbejde med konstant eller på projekt/indsatsbasis. Det kan være metoder som PALS, SoS, Trivselsskemaer, relationsskemaer og SMTTE, og det kan være krav om udarbejdelse af individuelle udviklingsplaner, forældretilfredshedsundersøgelser, sorg- og kriseplaner, trivselsmålinger, antimobbestrategier og så videre.