Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
LFS-medlemsarrangement om børn og unge i sorg:
Den største ensomhed
Der er brug for, at de professionelle i daginstitutioner og skoler tør række ud, når et barn mister. For ensom sorg hos et barn kan præge et helt liv.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
”Vi kan ikke regne med, at børn og unge selv beder om hjælp, når de er ramt af store tab som fx dødsfald i familien. Derfor skal vi som voksne kunne række ud og tilbyde hjælp,” siger Jes Dige, psykolog i Kræftens Bekæmpelse med speciale i børn og unges sorg. Hans vigtigste budskab er, at vi skal turde:
”Der er så meget usikkerhed omkring, hvad det rigtige er at gøre. Er jeg som pædagog den rigtige til at tale med barnet, og hvornår er det rigtige tidspunkt? Hvad nu hvis barnet bliver ked af det, hvis jeg bringer emnet på bane - har jeg så ikke bare gjort ondt værre? Men den største fejl, man kan begå, er at lade som ingenting, ” siger Jes Dige, der erkender, at man ikke bliver ekspert på børns sorg ved at høre et enkelt foredrag.
”Pointen er måske netop, at man ikke behøver være ekspert for at kunne hjælpe. Det vigtige er, at man tør være der for barnet, og at man kan rumme barnets følelser. Også selv om det bliver meget ulykkeligt, græder eller er vredt, ” siger Jes Dige.
Må man blande sig
Det er Jes Diges erfaring, at indsatsen i forhold til sørgende børn kan skabe uenighed i en medarbejdergruppe.
”Det kan opstå diskussion, om man krænker privatlivets fred, hvis man tager initiativ til at tale med barnet om dets sorg. Især hvis man er nødt til at konfrontere familien med, at barnet har brug for hjælp.
Men det er en opgave, som jeg mener, man som pædagogisk medarbejder er forpligtet til. Når en familie er ramt, er det ikke sikkert, at der er overskud til at mærke, hvor svært barnet har det. Vi har som professionelle omkring barnet et helt andet helikopterperspektiv. Det skal vi byde ind med - i omsorg og samarbejde med resten af de voksne omkring barnet ” siger Jes Dige. Han peger på, at det også kan være et ømt emne for den professionelle:
”Vi kan i de situationer blive mindet om de tab og den sorg, vi selv har oplevet. Men vi er nødt til det, for omkostningerne for børnene er alt for store, hvis vi ikke tør og magter,” siger Jes Dige.
Ensomhed kan blive livsvilkår
Sorg er nemlig ikke bare smertefuld. Sorg, som et barn eller en ung bærer alene, kan komme til at præge hele barnets udvikling og opvækst.
”Børn, som oplever en stor sorg, føler sig både ensomme og meget anderledes end de jævnaldrende. Den oplevelse af anderledeshed kan blive del af barnets personlighed og føre til tiltagende isolation og utilpassethed, hvis der ikke er nogen voksne, der rummer følelserne og forklarer barnet, at ja - du føler dig anderledes, og det er du også, fordi du har mistet. Men du er ikke den eneste, og vi kan hjælpe dig med at lære at leve med det,” siger Jes Dige.
Medlemsmøde 6. oktober |
---|
LFS inviterer til fyraftensmøde, hvor Jes Dige holder foredrag om børn og unge i sorg. Arrangementet finder sted i LFS den 6. oktober fra 17.30 til 20.30. Yderligere information og tilmelding på www.mitlfs.dk/10481 |