Lederen: 60 millioner grunde til at kritisere

Det har været bøjet i neon siden finanskrisen i 2008: Krisen er blevet gjort til et spørgsmål om offentlig uansvarlighed, og den offentlige sektor skal bøde for erhvervslivets kasinoøkonomi og spekulation.

EU kommissionens og Den Europæiske Centralbanks budgetlove har de facto sat medlemslandenes parlamenter under administration – og disse har så igen sat deres kommuner under den samme stramme økonomiske administration.

Derfor er det endnu vigtigere, at de kommunale politikere passer på og topprioriterer den kommunale velfærd.
København har absolut rødt flertal og har dermed mulighed for indenfor en meget begrænset ramme at hæve ambitionerne for den kommunale velfærd.

Men det mislykkes alligevel gang på gang som i et mareridt, der ingen ende vil tage. Budgetforliget 2016 for København er fortællingen om historiske muligheder, der blev forspildt på grund af taktiske hensyn til brede budgetforlig med de borgerlige partier samt hensyn til, at erhvervslivet endnu en gang skal tilgodeses før børn, unge og velfærd.

Der var for første gang, sådan cirka nogensinde, en politisk forståelse og vilje til at forbedre forholdene for byens vuggestuer. Nemlig ved at hæve pladsprisen fra 103.000 kroner årligt pr. barn til 110.000 kroner. Det ville koste 100 millioner hvert år og være et kæmpe skridt for chancelighed, livskvalitet og livsduelighed i børnehøjde.

Men byens vuggestuer fik kun en tredjedel, som vil betyde en samlet opnormering på ca. 70 årsværk. Eller 0,26 årsværk pr. institution. Eller 2,92 timer pr. stue pr. uge!
Desværre må vi konstatere, at Frank Jensen, da han blev stillet overfor valget mellem at sænke byggesagsgebyrerne for 60 millioner kroner eller ansætte flere pædagoger i vuggestuerne, valgte det første.

Når vi ser på de socialt udsatte, så er der mere tale om et driftsbudget, hvor der skal ledes med lys og lygte efter de konkrete forbedringer. Det sociale område har i årevis kun fået til nødtørftig drift, og alle ”nye” penge har været bundet op i omlægninger, omstruktureringer og projekter. Der er åbenbart heller ikke i år, der er politisk kapital i at sikre byens udsatte borgere velfærdsforbedringer.

Der er selvfølgelig i budgettet en lang række af fornuftige og nødvendige forslag, som kommer byens ansatte, borgere, børn og unge til gavn. Blandt andet fortsat udvikling af tillidsdagsorden og LFSs forslag om stærke arbejdsfællesskaber, hvor fokus er på kerneopgaven, og som kendetegnes ved høj trivsel, godt arbejdsmiljø og lavt sygefravær.

Men det er ikke det, der er problemet. Vi har som københavnere et minimum af forventning om, at byens politikere er borgernes repræsentanter. Men helt ærligt. Vi har sgu da også større forventeringer end det. Vi har forventninger om, at ambitionerne for den kommunale velfærd er second to none!

Måske gemmer der sig en overraskelse i Investeringspuljen, hvor der er afsat 160 mio.kr. til tidlig indsats (læs vuggestuer) de næste fire år. Men hvornår og hvordan disse millioner bliver til bedre normeringer, står hen i uvished - også for politikerne.

I år var der faktisk mulighed for at undgå store dele af besparelserne i København med et historisk højt økonomisk råderum. Derfor er det ærgerligt, at Frank Jensen valgte et nedskæringsbudget med højrefløjen og lyttede til deres sang om skattelettelser.

Britt Petersen, formand, og Jan Hoby, næstformand