Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Søges: Knalddygtige og erfarne pædagoger med store sociale hjerter.
Tilbydes: Masser af udfordringer, mange kolleger, gode muligheder for supervision og tværfaglighed – og muligheden for at gøre en forskel for udsatte børn.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
”Tjaaa … de må gerne være 30 år gamle og have 30 års erfaring. De må også gerne have en overbygning på pædagoguddannelsen og vide en masse om interkulturel pædagogik. Men de vigtigste kvalifikationer er nok et bankende socialt hjerte og en brændende lyst til at gøre en forskel for børnene i Tingbjerg.”
Sådan svarer klyngeleder Bjarne Nielsen, hvis man spørger om hans forventninger til ansøgerprofilerne til 12-14 nye stillinger i klyngen Sommerfuglen i Tingbjerg.
Klynge BH5 i Tingbjerg, bedre kendt som Sommerfuglen, er del af Turn around til øget chancelighed, hvor syv af kommunens mest udfordrede dagtilbud får et løft. Tre ud af de fire enheder i Sommerfuglen er med i projektet. Det er dagtilbud med meget høj andel af børn med anden etnisk baggrund end dansk, og høj andel af børn der er socialt udsatte.
”Det stiller ganske særlige krav til det pædagogiske miljø. Personalet skal simpelthen kunne mere for at være i stand til at tilbyde børnene samme vilkår for udvikling som byens øvrige børn,” siger Bjarne Nielsen.
Tingbjerg kræver bare mere
Højere kvalitet i enhederne i Sommerfuglen har været på dagsordenen længe:
”Vi har gennem en årrække fået ændret fordelingen fra 60 procent medhjælpere og 40 procent uddannede pædagoger til den omvendte fordeling. Der er i dag ansat 60 uddannede pædagoger og 40 medhjælpere, hvoraf halvdelen er blevet efteruddannede som pædagogiske assistenter eller er i gang med merituddannelsen.
Med Turn around har vi fået midler til at gå skridtet videre,” siger Bjarne Nielsen, som understreger, at det ikke bare handler om at få endnu højere andel uddannede pædagoger.
”Vores medarbejdere er smadderdygtige i forvejen. Både pædagoger og medhjælpere. Jeg er overbevist om, at hvis man anbragte de samme teams i andre institutioner andre steder i byen, ville de levere kvalitet over gennemsnittet.
Men Tingbjerg kræver noget særligt. Derfor arbejder vi målrettet på at få rekrutteret flere pædagoger med særlige forudsætninger og stor motivation,” siger Bjarne Nielsen.
Ønskejob hvis du har ambitioner
Der er alene i Stjernen, Tingbjerg Væksthus og Midtfløjene-Grostedet tale om 12-14 nyansættelser. Og det er efter Bjarne Nielsens mening en ønskesituation for en pædagog med ambitioner.
”Plejer er død. Som nyansat får man mulighed for at være med til at bygge op. Man får tilbud om supervision, og kommer man fra et almindeligt dagtilbud, vil man nok komme til at opleve, at der er mange mennesker på stuerne, for vi har også finanslovspædagoger og sociale normeringer. Der er dertil høj grad af tværfagligt samarbejde med andre funktioner som sundhedsplejersker, socialrådgivere, psykologer, talehørepædagoger og så videre.
Så jeg håber, at vi kan tiltrække erfarne medarbejdere, der er nået til et punkt i deres arbejdsliv, hvor de har overskud og lyst til at møde nogle særlige pædagogiske udfordringer,” siger Bjarne Nielsen.
Personalekabale i Brønshøj-Vanløse
Når det er muligt at ansætte så mange nye pædagoger, er det både på baggrund af vakante stillinger og finanslovspædagoger.
Men der er også gang i en større personalekabale i hele området Brønshøj-Vanløse.
En række medhjælpere skal omplaceres til andre institutioner for at øge andelen af uddannede pædagoger i Turn around institutionerne.
Der er lavet kompetenceprofiler på samtlige medarbejdere i de tre institutioner, og disse er så blevet matchet med behovene i de handleplaner, der er udarbejdet for hver enkelt institution. Det har resulteret i, at omkring seks medarbejdere skal flyttes til stillinger uden for klyngen.
Områdechef Anna-Belinda Fosdal siger, at det aldrig er en behagelig øvelse at flytte medarbejdere væk fra jobs, de som udgangspunkt ikke har ønske om at forlade.
”Der er tale om dygtige og stabile medarbejdere med lavt sygefravær. Men vi har været nødt til det for at få kabalen til at gå op,” siger Anna-Belinda Fosdal, som understreger, at afskedigelser ikke på noget tidspunkt har været på tale.
LFS har været involveret i forhandlingerne omkring omplaceringerne. Næstformand Jan Hoby siger, at LFS bakker om ambitionen om at sætte det bedste hold til gavn for alle børn, deres chancelighed, livskvalitet og livsduelighed i Tingbjerg.
”Når man taler om at sætte det bedste hold, betyder det ikke at de nuværende ansatte har gjort det dårligt. Det betyder, at det gode pædagogiske arbejde, som foregår år ud og år ind i Tingbjerg kan blive endnu bedre.
Der er kommet en øget politisk erkendelse af, at tidlig indsats varer hele livet. Hvis chancelighed og tidlig indsats skal gøre en forskel, så skal der både være bedre normering og flere pædagoger. Det er omdrejningspunktet for den politiske, fagpolitiske og pædagogiske intention.”
Turn around til øget chancelighed |
---|
Børn fra udsatte boligområder skal have de samme chancer som alle andre børn. Derfor skal der en tidlig indsats til allerede i dagtilbuddet, så deres trivsel og faglige niveau styrkes. Det er baggrunden for projektet Turn around til øget chancelighed, som er en del af den samlede sprog og integrationsindsats i Københavns Kommune. Anette Breinholdt er udviklingskonsulent i dagtilbudsgruppen i Københavns Kommune, og hun fortæller, at der ikke bare er tale om et afgrænset projekt: ”Vi håber på at kunne bruge erfaringerne til at udvikle en model for, hvordan man generelt løfter institutioner, der har det svært,” siger Anette Breinholdt. Der blev ved projektets start udvalgt syv Turn around institutioner, som var udfordrede både på medarbejder- og børnesiden, og som i øvrigt matchede det overordnede formål. Det var institutioner, hvor børnene var socioøkonomisk belastede, og hvor mange af børnene havde sproglige udfordringer. Det var også institutioner, hvor medarbejderne oplevede sig belastede, og hvor der var højt sygefravær. Tre af institutionerne ligger i Tingbjerg, mens de øvrige fire er fordelt på hele kommunen. Succeskriterier”Det overordnede mål er at løfte de allermest udfordrede institutioner og gøre dem til kvalitetsdagtilbud. De konkrete succeskriterier er på børnesiden, at vi kan se udvikling i de vurderinger, der ved projektstart er foretaget af læringsmiljø, samspil mellem børn og voksne og så videre. På medarbejdersiden er succeskriterierne, at medarbejdertrivslen skal øges, og at sygefraværet skal ned,” siger Anette Breinholdt. Der blev ved projektstart lavet en vurdering af dagtilbuddenes leg- og læringsmiljø, som igen resulterede i en faglig handleplan for hver institution. Der blev desuden lavet kompetenceprofil på alle medarbejdere, som blev matchet med handleplanen. ”Det er en vigtig del af projektet, at andelen af uddannet personale skal øges, og at der skal rekrutteres medarbejdere med de kompetencer, som handleplanerne efterlyser. Det er den proces, der foregår for øjeblikket,” fortæller Anette Breinholdt, som understreger, at der også satses massivt på de nuværende medarbejdere, hvor der sættes ind med supervision og praksisnær kompetenceudvikling. ”Det er utroligt vigtigt, at der skabes fælles ejerskab til det her blandt alle medarbejdere i de syv institutioner.” |