Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Med pædagogmedhjælper Lone Koch på job:
Der er højere til loftet i skovugerne
Tekst: Anna Louise Skovhøj
8.30
Min arbejdsdag begynder, da cyklen og jeg lander foran Spiloppen på Frederiksberg. Jeg er tungt lastet i dag, for vi skal i skoven, og jeg har handlet ind til mad. I Spiloppen har vi lejet os ind i en spejderhytte i Ganløse Ore Skov, hvor grupperne på skift er i en uge ad gangen. Min gruppe, Skovsneglene, har været der hele ugen, og det er sidste dag i dag, fordi det er fredag.
Så det første, jeg gør, er at sige godmorgen til mine kolleger og at orientere mig i, hvilke børn der kommer – og hvilke der ikke gør. Og så pakker jeg mad sammen.
8.38
God morgen! Erik på fire ankommer sammen med mor. Han har allerede gummistøvlerne på, selv om det er fint vejr uden for. Men det var en meget våd dag i går, så han er klar.
8.50
Hvem har jakke på? Hvor er dine støvler? Vi gør os klar til bussen, som kommer klokken ni. Der er normalt 16 børn i gruppen, men i dag er der kun 13, og vi er tre voksne med i skoven, så det er en god normering. Det er en prioritering, vi har truffet, fordi vores børn har så meget udbytte af deres skovuger.
9.35
”Det var hurtigt, du var henne i vandpytten og fik våde bukser, Villads!” Vi er fremme, og børnene styrter ud i terrænet med det samme. Der er næsten ingen legeredskaber; til gengæld er der skrænter, græs, blade, pinde og masser af små frøer, som vi prøver at lære børnene, at man skal være søde ved.
Siden regnvejret er der også dejlige store mudderpytter, som er svære at holde sig fra.
9.52
Børnene er i fuld aktivitet i små grupper, og vi voksne tager os tid til at tale lidt om et forskningsprojekt, vi er udvalgt til at deltage i. Det hedder ”Fremtidens dagtilbud”, og det skal skaffe mere viden om, hvordan man skaber læring i danske dagtilbud. Vi er ved at udarbejde en procesplan for et forløb, der skal handle om kulturelle udtryksformer, og vi har valgt, at det skal handle om eventyr. Hele projektet er en udfordring, fordi vi i virkeligheden ikke går ind for at måle børn.
Men her er der så tale om en mere overordnet vurdering af hele børnegruppen, hvor vi ser på hvilke aspekter, der med fordel kan styrkes i gruppen. Vi er meget enige om, at vores udgangspunkt ikke skal være, hvad børnene ikke er gode til – vi vil i denne omgang fokusere på børnenes stærke sider. Vi vælger aktiviteter ud fra vores egne interesser; så det bliver aktiviteter, som både børnene og vi synes, er spændende og sjove.
Vi bliver ret hurtigt enige om, at min kollega Emil skal gå over på den anden side af hytten, hvor han kan sidde og skrive vores tanker ned i fred og ro.
10.24
Sig stop, når vi når 100-stregen! De fleste dage har vi mad med fra Spiloppens køkken, men nogle dage laver vi mad, fordi det giver så god mening at gøre det sammen med børnene heroppe i hytten.
Jeg har købt ind til hjemmelavede pitabrød, og jeg lægger dej sammen med børnene, der på skift er med til at måle ingredienser op, og som bagefter ælter dejen. Undervejs snakker vi om, hvad det er, som gær gør – og børnene mener, at man hæver og bliver tyk, hvis man spiser det. Jeg foreslår, at det er det, som Eriks mor har gjort, og Erik udbryder forarget: ”Nej da, hun er ved at lave en baby!” Uden for hytten skærer min kollega Maria grønsager sammen med de restende børn.
11.15
Dejen står til hævning, og jeg rydder op i køkkenet. Der er en del praktiske opgaver i skoven, men det gør ikke noget; det er på en eller anden måde nemmere at give sig tid heroppe. Hjemme på Frederiksberg synes jeg til gengæld, vi har fået pålagt meget mere praktisk arbejde, som rengøringen tidligere tog sig af. Det er på grund af besparelser, og det fylder i dagligdagen.
Hjemme i Spiloppen fordeler vi det praktiske mellem os, det er min mødetid på dagen, der afgør, hvilke praktiske opgaver jeg har den dag. I skoven aftaler vi fra gang til gang, hvem der gør hvad. Der var en årrække, hvor der opstod nogle skel mellem pædagoger og medhjælpere, og hvor begrebet faglig stolthed blandt pædagoger i nogle institutioner lidt blev til noget med, at man gerne så, at medhjælperne forsvandt til fordel for uddannede.
Men jeg oplever nu, at de holdninger er på retur. Og jeg har altid følt mig respekteret.
11.32
Børnene har spontant startet et idrætsprojekt, hvor de drøner ned til enden af den åbne plads foran hytten og tilbage igen, hvorefter de laver nogle ret sjove versioner af mavebøjninger og push-ups. Men de går til det med liv og sjæl. Jeg lægger lige en ekstra portion dej, så vi kan være sikre på, at der er pitabrød nok. En af de drenge, jeg har særlig tæt kontakt med, står og snakker i køkkendøren.
Der vil altid være nogle børn, man kommer tættere på end andre; det er en illusion at bilde sig selv andet ind, selv om jeg er vild med alle børnene. Man kan opleve, at der kommer et barn, som er udfordret – som fx slår meget. Så er min erfaring, at jeg skal skynde mig at skabe en relation. Tilbringe tid med barnet og lære det at kende; så kommer man meget hurtigt til at holde af.
11.58
Må vi begynde? Maden er på bordet, og vi laver buffet, så børnene selv kan fylde deres pitabrød. Mens vi spiser, snakker vi om, hvem der er ældst og yngst. Og så er der en del af børnene, der snakker om, hvorfor de ikke kan lide broccoli …
12.26
Det er fredag, så skov-rygsækkene skal med hjem til Spiloppen. Alle børnene skal finde deres ting og pakke sammen efter frokosten. Vi skal nemlig også have fejet og gjort klar til weekend rengøringen, som kommer, når vi er taget afsted. Hytten bliver tit brugt af spejdere i weekenderne.
12.52
Ej, hvor du roder, når du laver mad, Lone! Emil og jeg er faste makkere, og vi har en ret direkte tone over for hinanden. Jeg har efterhånden arbejdet sammen med seks forskellige pædagoger i mine år i Spiloppen, og jeg lærer noget hver gang; det har udviklet mig enormt meget. I dag tror jeg, at jeg ville kunne arbejde sammen med hvem som. Det handler jo meget om at vælge sit fokus, og man kan næsten altid finde et smuthul til en positiv tilgangsvinkel.
13.18
Jeg bliver ved hytten og fortsætter med oprydningen. Hele hytten skal pakkes ned, mens Emil tager børnene med ned til bålstedet, hvor han fortsætter oplæsningen af ”Danmarks største billedbog”, som de er meget optagede af. De yngste mister ganske vist interessen på et tidspunkt, og Maria tager dem med op til hytten igen.
På Frederiksberg har vi åben plan og funktionsopdelte stuer, og det fungerer godt. Der kan være en risiko for at nogle børn får mere voksenkontakt end andre. Det, synes jeg, at vi er opmærksomme på, men skoven kompenserer også for det. Vi er som en lille familie, hvor vi alle sammen kan mærke hinanden, når vi er heroppe. Her kan vi bruge energi på at fordybe os sammen med et barn, som har brug for det.
13.50
De er igen tid til at få tisset og vaske fingre, for frugtposerne skal frem. Det er børnenes eftermiddagsmad, som de har med hjemmefra. Nogle af de yngste er efterhånden ved at være godt brugte; især treårige Sofus sidder og nikker lidt over maden, og Sander får brug for en tur på skødet. Alle bliver trætte af at være i skoven; også vi voksne.
14.22
Rygsække på, rygsække på! Erik har fået øje på bussen på vejen bag hytten. Børnene ved godt, at så skal de tage deres skov-rygsække på og stille sig i række sammen med deres bus-makker.
14.25
Hej Asbjørn! Det er den samme chauffør hver dag, og han kender børnene - og de kender ham. Der er betydeligt mere ro i bussen på hjemvejen. Når der er gået 10 minutter, sover alle bortset fra Vigga og Ellinor, som sidder og hviske-tisker lidt på deres sæde. Vi voksne har tid til lidt evaluering af dagen - og til at tjekke telefoner.
Der er dagens første pause. Vi holder ikke pauser i skoven; det hænger ikke sammen, og normeringen er også så rimelig, at det ikke er nødvendigt på den samme måde. Men hvis man har brug for det, kan man selvfølgelig sige til de andre, at man lige har brug for lidt tid for sig selv.
15.05
Nogle børn kan næsten gå i søvne ud af bussen, andre vågner lige på stedet, og andre igen kræver temmelig meget overtalelse for at komme på benene, når bussen kører ind foran Spiloppen.
Der er allerede en del forældre, der venter, fordi det er fredag, og fordi de ved, at børnene er supertrætte efter en skovuge. Så der er nogle hektiske minutter, hvor der siges farvel og gives beskeder. Og så lige pludselig er der faktisk stille – og tid til at få pakket ud!
15.30.
Arbejdsdagen er slut. Men i dag skal jeg ikke hjem; vi skal have personalefest i aften. Så jeg fortsætter ud i garderoben for at skifte til renere tøj.
Fakta: |
---|
Navn: Lone Koch Job: Pædagogmedhjælper i Spiloppen i Frederiksberg Kommune Alder: 44 Baggrund: Ansat i Spiloppen siden 1999. Før det universitetsstuderende i matematik og datalogi på Københavns Universitet Privat: Gift med tre børn på 25, 20 og 18. Det bedste ved jobbet: Børnene Det værste ved jobbet: Begrænsninger – det er det værste i alle forhold her i livet |
LFS Nyt vil i en række numre af bladet tage med forskellige LFS-medlemmer på arbejde gennem en hel dag.
Har du lyst til at præsentere dit arbejdsliv for LFS Nyts læsere, så kontakt redaktionen på lfsNyt@lfs.dk eller på 4697 1662.