Tema:

Vi får lov til at sætte pædagogiske aftryk

De kan dårligt få armene ned, når de taler om deres job som inklusionspædagoger på Guldberg Skole på Nørrebro.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

”Det er det fedeste job, jeg nogensinde har haft,” som Kristoffer Eckardt siger. Men han er samtidig enig med kollegaen Lucille Blossom i, at det er de helt særlige rammer på Guldberg Skole, der skaber den store arbejdsglæde.

Også selv om de to pædagoger kan mærke, at skolereform, nye arbejdstidsregler og inklusion til sammen er en stor mundfuld.

De cirka 1000 elever på Guldberg Skole er fordelt på to adresser. Sjællandsgade-afdelingen rummer de yngste elever, mens sjette til niende klasserne har klasseværelser på Stevnsgadeafdelingen, og Lucille Blossom og Kristoffer Eckardt dækker hver sin afdeling.

Men de er på samme tid del af skolens samlede inklusionsteam, som også tæller to inklusionslærere, en AKT-lærer og endnu en pædagog, som særligt har fokus på inklusion og tosprogede elever i indskolingen.

”Teamet er atypisk stort. Det er en bevidst prioritering fra skoleledelsen, og det giver naturligvis arbejdet et løft, at vi er et stort team, der kan udveksle og samarbejde. Men ledelsens holdning til området giver også genlyd i hele kulturen på skolen.

Vi kan mærke, at der blandt vores kolleger er stort behov for sparring vedrørende inklusion af elever med særlige behov - og vi føler os derfor meget velkomne som inklusionspædagoger,” fortæller Lucille Blossom.

Flue på væggen

Der er ikke mange dage, der er ens. Men der bliver brugt en del tid på at observere i klasser, hvor en eller flere elever mistrives, og der bliver brugt meget tid på den efterfølgende sparring med lærerne.

”Læreren skal forholde sig til hele gruppen og til undervisningen. Vi kan derimod sidde lige så stille og observere, hvad der sker. Det kan være, at der skal arbejdes med gruppedynamikken, men det kan også være, at man registrerer noget i omgivelserne eller miljøet, der kan justeres på.

Det kan fx være, at en elevs personlige, faglige og sociale trivsel kan komme bedre i spil, hvis læreren inddrager eleven i timens første minutter og efterfølgende sikrer sig at der laves en opsamling og en afrunding på hver lektion” siger Lucille Blossom, som pointerer, at vi som fagfolk skal være varsomme med at italesætte barnet som problemet.

”Det, vi oplever som et problem, vil typisk være en konsekvens af mødet mellem barnet og dets omverden. Og det er her, vi kan sætte konstruktivt ind.”

Børn vil gerne voksne

Lucille Blossom og Kristoffer Eckardt bruger også tid på enkelte børn eller små grupper af børn, som i perioder kan have brug for at komme ud af klassesammenhængen og i stedet arbejde i små grupper, og de går aktivt ind og støtter, hvis et barn bliver ekskluderet af fællesskabet, eller hvis der opstår mobning.

”Jeg kan fx finde på at sætte nogle spændende aktiviteter i gang med hele gruppen, hvor jeg sørger for, at det ensomme barn deltager og spiller en vigtig rolle. Det kan være en måde at hjælpe barnet ind i legerelationer,” fortæller Kristoffer Eckardt, som ikke oplever, at børnene finder det pinligt at skulle snakke med inklusionspædagogen.

”Der bliver hurtigt skabt en kultur i klasserne om, at det er OK. Der var en dag, en af de ældste sagde: ”Du er jo ikke lærer, du er psykolog”. Det var meget sjovt, men det dækker over, at de store elever rigtigt gerne vil os voksne; de søger aktivt samtalen med os,” siger Kristoffer Eckardt.

Frikvarterer kan være svære

Begge afdelinger har stigende fokus på frikvartererne som et vigtigt indsatsområde.
Inklusionsvejlederne har skabt Pusterummet på biblioteket, hvor elever, der synes, at frikvarteret er svært at agere i, kan komme med en kammerat.

”Så kan de komme tilbage til undervisningen med overskud i stedet for at komme tilbage med opsparet frustration,” siger Lucille Blossom.

På sjette klassetrin uddannes der elevmæglere. Det er elever, der undervises i konfliktmægling, og som på skift tilbringer frikvartererne sammen med de små klasser. De yngste elever kan så hente mæglerne, hvis der opstår konflikt – eller de store kan selv byde ind og tilbyde sig, hvis de observerer uro.

”Det fungerer fantastisk godt. De store vokser og lærer meget om sig selv via opgaven, og der sker noget vigtigt for de små i spejlingen. Det har en særlig effekt, når de store børn tager deres konflikter alvorligt og hjælper med at få dem løst på en konstruktiv måde,” fortæller Kristoffer Eckardt.

Hvad er det, vi kan

De to pædagoger trækker lidt på det, når man spørger dem, hvad det er, de særligt kan i rollen som inklusionspædagoger.
”Meget af det, vi kan, kunne også gøres af lærere med interesse for feltet. Og lærerne er rigtigt dygtige til det med klasseledelse.
Men jeg trækker meget på den viden om specialområdet, jeg har fra mine tidligere jobs og fra mine efteruddannelser," siger Lucille Blossom.

Kristoffer Eckardt er enig: ”Jeg har især glæde af den systemiske tilgang, vi meget har brugt i mine år på specialområdet.
Vores umiddelbare fokus er på det relationelle – hvor er der plads til det specielle i den her kontekst. Jeg ville ikke råde en nyuddannet til at søge det her job. Det er en kæmpe fordel med viden og erfaring i at arbejde med børn med særlige behov.”