Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Budget 2016. Godt begyndt, halvt fuldendt
Et budget med gode signaler, men også et budget, hvor den konkrete udmøntning bliver afgørende for resultatet. Det er LFS-formandskabets reaktion på budget 2016.
Tekst: Anna Louise Stevhøj
”Alle ved, at regeringen har bundet kommunerne på hænder og fødder. Derfor er det positivt, at vores mærkesag, flere penge til den tidlige indsats på nul til tre års området, ser ud til at være prioriteret. Vi er også positive over for satsningen på skoleområdet, som er tiltrængt.
Til gengæld er det sørgeligt, at man fortsat nedprioriterer voksenhandicap; den daglige bemanding er virkeligt ringe. Vi er også skuffede over, at forslaget om en international daginstitution, der kunne forebygge social dumping i private engelsksprogede tilbud, blev taget af forhandlingsbordet.”
Det er de umiddelbare kommentarer fra formand Britt Petersen og næstformand Jan Hoby til det budget, som Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance netop har vedtaget.
Budget 2016 er svært at fortolke, fordi det budgetteknisk ikke alle steder fremgår i detaljer, hvordan rammebeløbene skal anvendes.
”Jeg vil ikke give budgettet karakterer, før vi har klarhed over, hvordan alle rammebeløb og investeringspuljepenge reelt bliver fordelt,” siger Britt Petersen.
Tættere på minimumsnormeringer?
Der er i budgetaftalen afsat 150 mio. over tre år til dagpasningen, og de er øremærket til de nul til toårige. Foreløbig ligger det fast, at 35 mio. per år skal gå til vuggestuerne. Det svarer til 9,7 timer pr gennemsnitlig institution per uge – eller et kvart årsværk per institution.
Til gengæld er Investeringspuljen, som er en investering i fremtidens velfærd, endnu ikke udmøntet. Der er 110 mio. i 2016, som i princippet kan fordeles på mange forskellige områder.
”De penge kan for alvor gøre en forskel i forhold til vores mærkesag omkring tidlig indsats i forhold til de nul til toårige. Spørgsmålet er,- om politikerne vil investere nok i tidlig indsats og dermed i vuggestuebørnene. Vores ønske og krav er, at politikerne hæver pladsprisen til 110.000 kr. om året fra 2016.
Det vil betyde 84.000 kr. til hver eneste vuggestuegruppe i byen, til mere personale eller til at få alle ansatte på fuldtid,” siger næstformand Jan Hoby og tilføjer:
”Det koster kun 690 millioner kr. at indføre minimumsnormeringer i København om året. Det vil betyde 2000 flere pædagoger og vil være et kæmpe skridt for chancelighed, livskvalitet og livsduelighed i børnehøjde. Det er for mig at se ikke et spørgsmål, om der er råd, men om vi har råd til at lade være,” siger Jan Hoby .”
Britt Petersen og Jan Hoby hæfter sig ved, at Tillidsdagsordenen har fået godt med spalteplads i budgetaftalen.
”Det er opmuntrende, at aftalen understreger, at næste skridt er at transformere arbejdspladserne til Københavns Kommune til arbejdsfællesskaber, og at det slås fast, at indsatsen mod sygefravær skal bygge på tillid og arbejdsmiljøforbedringer,” siger Britt Petersen.
LFS-aktuelt i budget 2016:
Børn 2016 til 2019 |
---|
150 mio. til tidlig indsats i dagpasning 113 mio. til Fremtidens Fritidstilbud på 14 skoler 641 mio. til renovering af fem skoler 453 mio. til udbygning af eksisterende skoler og fritidspladser 70 mio. til opkvalificering og fastholdelse af lærere i 2016 og 2017 67,7 mio. til EAT-madordning og Fremtidens Fritidstilbud på Skolen ved Sundet 3,5 mio. til uddannelsesvejledning 12 mio. til styrkede produktionsskoler |
Udsatte 2016 til 2019 |
---|
168 mio. til bostøtte til københavnere med sindslidelser 14 mio. til hjemmevejlederordninger 22,4 mio. til ledsagerordning til københavnere med handicap eller sindslidelser 16 mio. til støtte og pleje af københavnere med handicap i botilbud 23,2 mio. til anti-radikaliseringsindsats 16,4 mio. til Exit-programmet – hjælp til at komme ud af bander og kriminalitet 25,2 mio. til 18+ centre i Tingbjerg og Husum/Voldparken 31,2 mio. til udsatte hjemløse i Café Klare og til Fremtidsfabrikken, der er målrettet unge med sindslidelse |
Sundhed 2016 til 2019 |
---|
24,6 mio. til bedre bemanding i ydertimerne på plejecentrene 10 mio. til hverdagsaktiviteter i ydertimer og weekender på plejecentrene 5,3 mio. til psykiatrihus, der skal styrke rehabilitering og forebygge genindlæggelser 16,1 mio. til sundhedstjek og psykologhjælp til sårbare unge i samarbejde med Headspace |
Jokeren: Investeringspuljen |
---|
København vokser. Det betyder, at der skal bruges flere penge bare for at bevare det nuværende serviceniveau. Princippet er, at København skal investere i fremtidens velfærd ved at bruge penge, der forventes at tjene sig ind senere. |
Øvrigt i budget 2016 |
---|
Nye cykelstier, bedre cykelparkering og renovering og udvidelse af eksisterende cykelstier Idrætshal ved Skolen på Islands Brygge og projektering af Kampsportens Hus på Ydre Nørrebro Kunstgræsbaner i Valby og ved Bavnehøjhallen, boldfælled i Ørestad og skøjtehal på Østre Gasværksgrund Vinterbad på Islands Brygge og flere badezoner i Københavns havn Udviklingsplaner for Tingbjerg- Husum og Urbanplanen Skybrudssikring via anlæg af flere grønne byrum Flere p-anlæg, digitalisering af p-plads systemet, udvidelse af beboerlicenszoner og differentierede priser for beboerlicenser ud fra bilens miljøpåvirkning. Opgradering af beskæftigelsessystemet Reduktion af byggesagsgebyrer for alle og affaldsgebyrer for erhvervslivet Støtte til Copenhagen Film Fund og Danish Fashion Institute |