Tema:

En fremmed flyttede ind i skolen

Casper Nielsen blev skolepædagog i forbindelse med skolereformen og fik lidt af et chok, da han trådte ind i klasserummet. Et stort inklusionsprojekt på Ellebjerg Skole blev hans vej ind i skolen og den ny rolle.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

”Det første år var ret kaotisk. Og det var ikke min skoles skyld. Men reformen var jo sådan meget hovsa, og skinnerne blev lagt, mens toget rullede afsted,” siger Caspar Nielsen, der i forbindelse med skolereformen pludselig fik to arbejdspladser, nemlig fritidshjemmet Rubinen og Ellebjerg Skole.

Han fik et lille chok, da han trådte ind i klasserummet som professionel. Det kom bag på ham, at det ikke var lykkedes at overføre de måder, man fik børnene til at kommunikere på i fritidstilbuddene, til skolen:

”Jeg oplevede klasserummet som et meget konfliktfyldt rum, hvor kommunikationen var kørt fast – både mellem lærere og elever og eleverne indbyrdes,” fortæller Casper Nielsen, der til at begynde med havde svært ved at helt at se sin rolle.

”Jeg mener … Understøttende Undervisning … hvad skulle jeg egentlig stille op? Jeg har jo ikke haft ambitioner om at blive en minilærer, og jeg følte heller ikke helt, det var mine spidskompetencer,” siger Casper Nielsen.

Et pædagogisk aftryk

Casper Nielsen oplever, at hans vej ind i skolen blev banet, da UCC henvendte sig til Ellebjerg Skole og foreslog skolen at tage del i et inklusionsprojekt, hvor mål og midler skulle vokse op nedefra fra fagpersonerne omkring børnene.
Casper Nielsen kom i teamet omkring den daværende 2. årgang.

”Som skolepædagog er du hæmmet i forhold til den slags projekter, fordi jeg fx ikke kunne deltage i alle møder og temadage på grund af mine arbejdstimer i Rubinen. Det er faktisk et godt eksempel på, at man ikke har tænkt pædagogerne godt nok ind.

Men projektet blev alligevel en vej til at sætte et pædagogisk aftryk. Vi valgte at arbejde med trivslen i børnegruppen, og jeg foreslog, at vi undersøgte børnenes syn på miljøet i børnegruppen ved at afholde systematiske trivselssamtaler, som jeg har arbejdet med i fritidshjems-sammenhæng. Det blev en god proces, hvor både jeg selv og mine kolleger oplevede, at vi fik koblet lærerfagligheden og pædagogfagligheden,” fortæller Casper Nielsen.

Vi skal være flere for at rykke

Han oplevede, at projektet hjalp ham til at definere hans rolle i skolen:

”Pædagogkompetencer er faktisk meget, meget nyttige i skolen. Vi kan noget med at lave fællesskab og inkludere, hvor lærerne er nødt til at være mere fokuserede på læring,” siger Casper Nielsen, som pointerer, at det ikke på noget tidspunkt har skortet på samarbejdsvilje og anerkendelse fra lærerkollegerne.

”Jeg er blevet taget godt imod, og kollegerne har været meget anerkendende. De siger eksplicit, at de er imponerede over, hvad vi som pædagoger kan med børnene,” siger Casper Nielsen, som mener, at pædagogkompetencerne er livsnødvendige i skolen, hvis inklusionen skal lykkes. Men han mener også, at pædagogandelen skal op:

”Vi skal være flere, hvis det, vi kan, for alvor kan komme i spil. Vi er på Ellebjerg Skole tre pædagoger og 40 lærere. Når vi er så få pædagoger, bliver det nemt noget med, at vi kommer til lukke huller i stedet for at være en faggruppe med egen identitet og mål,” siger Casper Nielsen.

”Beslutningstagerne skulle måske nok have inddraget nogle pædagoger i planlægningen, da de sad og tænkte store tanker om skolereformen. Det kunne være, at vi kunne have bidraget med noget konkret viden om, hvad det er smart at bruge sådan nogen som os til.”