Af Elisabeth Lockert Lange

Mangfoldighedens rigdom

Brobyggerinstitutioner og sprogpladser. To veje til at nå større integration.
For de to daginstitutioner, vi talte med om deres deltagelse i projekt Mangfoldighedfoldighed i Københavns dagtilbud, er det grundlæggende udgangspunkt og fokus den berigelse, som den kulturelle mangfoldighed betyder for det enkelte barn.

Københavns tosprogede børn skal støttes i at opnå faglige, sproglige og sociale kompetencer, så de klarer sig godt i skolenog senere i samfundet.
At styrke integrationen er det meget langsigtede mål med et tre-årigt projekt for de små tosprogede børn: Mangfoldighed i Københavns dagtilbud.
En af vejene er at blande børn med forskellig etnisk baggrund i daginstitutionerne, så rene etnisk danske og rene tosprogede institutioner så vidt muligt undgås. I praksis gør man det ved at de såkaldte brobyggerinstitutioner (med stort set kun tosprogede børn) i særlig grad satser på at tiltrække fl ere etnisk danske børn. Og skabe et dagtilbud med en mangfoldig børnegruppe, hvor børn med forskellig etnicitet kan danne venskaber på tværs.
En anden af vejene er direkte at styrke de tosprogede børns sproglige kompetencer. Kommunen reserverer et antal sprogpladser til børn, hvor ingen af forældrene har dansk som modersmål. Sprogpladserne ligger i daginstitutioner med mange etnisk danske børn.

En tredje vej er et tæt samarbejde om projekter mellem daginstitutioner med meget forskellig sammensætning af børn. Det er et sådant samarbejde, institutioner som Labyrinten og Ellepilen i Valby er i gang med (omtalt i LFS Nyt nr. 7/06).

Endelig er der særlige byområder, hvor andelen af tosprogede børn er så høj, at der skal sættes ind med integrationsarbejde og styrkelse af deres sprog på anden vis. Emnet for denne artikel er brobyggerinstitutionernes og sprogpladsernes særlige funktion og bidrag for de børn, som deltager. Hvad er det disse institutioner gør som en særlig indsats forskellig fra den almindelige pædagogiske indsats?

KONSEKVENS

Den integrerede institution Akaciehuset i Valby ligger midt i en bebyggelse med mange familier med anden etnisk oprindelse end dansk. I institutionen går der børn med mange forskellige kulturbaggrunde, og den er derfor blevet udpeget til at være brobygerinstitution. Dens opgave er altså at tiltrække etnisk danske forældre og af den vej bygge bro mellem de forskellige etniske grupper.

Konkret skal Akaciehuset ud og finde danske forældre og overbevise dem om, at det er en værdi og en berigelse for deres børn at gå i en institution, hvor der også er børn fra andre kulturer. Boligområdet Akacieparken har ikke det bedste ry, derfor skal der gøres en særlig indsats for at få de etnisk danske forældre til overhovedet at afægge institutionen et besøg. Men gør de det, er den halve kamp vundet, Akaciehuset har nemlig den erfaring at fornemmer forældrene blot husets særlige atmosfære, så skriver de sig ofte på venteliste.

Måske fornemmer forældrene at personalet mener det dybt alvorligt, når de siger at det er en fordel for børnene at gå i en mangfoldig institution med andre børn, som ikke kun ligner dem selv – og at personalet har noget at have den holdning i.

”Generelt mener vi at det er forfejlet at gøre andre anderledes. Her respekterer vi at alle folk er forskellige, har forskellig kultur og baggrund, og forskellige behov. Vi mener ikke at en integrationsmedarbejder med pakistansk baggrund fx er bedre til at forstå somaliere end en med dansk baggrund er”, mener leder Pia Lund Bakke.
Akaciehuset kan noget, fremhæver hun. ”Vi har så mange synlige kultursammenstød at vi ser det individuelle i alle familierne. Når vi står over for den enkelte familie, så spørger vi ind til dem. Vi gør det hver gang og hele tiden, også i forhold til de etnisk danske familier. Vi tager intet for givet. Det er en helt integreret del af institutionen at vi ser ressourcer fremfor mangler og begrænsninger. Det emmer vi af her i huset. Og det mærker forældrene når de er på rundvisning her.

Vi er åbne med at vi har en del tosprogede børn, og vi mener det helt alvorligt at det er vi rigtig glade for på børnenes vegne.
Vi mener børnene på den måde får en række kompetencer, som de har brug for senere i livet. Respekt for andre, tolerance, forståelse, evnen til at kommunikere på fl ere niveauer, evnen til at omstille sig, de bliver nysgerrige og ikke usikre eller tilbageholdende over for det nye og ukendte, og de evner at formidle deres egne grænser og værdier til andre. Alt sammen kompetencer de får, fordi de møder så mange norm- og værdisæt, som de kan spejle deres eget i, at de får mulighed for at fi nde frem til netop det, som giver dem mening. Denne overbevisning er ikke blot noget vi taler om her – vi skal også lugte af det. Det vi siger, er også det vi gør”, siger Pia Lund Bakke.

EN DANSK INSTITUTION

Og hvad gør de så? Personalet i Akaciehuset.
De er fleksible. Akaciehuset har ikke en overordnet mødetid, men det er omvendt ikke tilfældigt, hvornår hvert barn møder i daginstitutionen. Mødetider og regler er individuelle og forskellige fra familie til familie – alt sammen ud fra barnets behov.

”Nogle børn havner uden for gruppen, hvis de møder sent. Så vi taler med deres forældre om, hvad barnet har brug for.
Der er ingen dalren, men vi viser stor fleksibilitet i det daglige arbejde. Noget de danske forældre i øvrigt også sætter stor pris på”, vurderer Pia Lund Bakke.

De kan kommunikere på flere niveauer. De er omstillingsparate. De tager de nødvendige gennemgribende diskussioner, de gør det til bunds uden berøringsangst, og de er fuldstændig bevidste om, hvad der er vigtigt for dem og hvad ikke, og hvad de ikke vil gå på kompromis med.
Et eksempel: en familie ønsker ikke at vugestuens mandlige pædagog skifter deres barn. Efter en lang og tæt debat i institutionen meddeler de familien at ligestilling i en dansk institution er et af de områder, de ikke går på kompromis med.

Et andet eksempel: julebufféen. Igen efter en diskussion beslutter de at den gerne må bestå af fisk. De ønsker ikke at én voksen skal stå vagt ved bufféen og sikre at de muslimske børn ikke kommer til at tage grisekød.
Et tredje eksempel: usunde madpakkker. Hvad kan de gøre for at børnene får sund mad med, det skal jo ikke være rugbrød…
Og hvad betyder det for personalets egne madpakker? En hel del, beslutter de.
”På den måde diskuterer vi helt ned i detaljer. Vi går ikke udenom diskussionerne, heller ikke de farlige. Vi sætter vores holdninger i spil, går bag om rutiner og vaner og synliggør de grundlæggende principper. Det betyder at vi kan være ærlige og konsekvente i vores holdninger og handlinger. Alle kulturer og religioner er ligestillede her, men vi er en dansk institution.”

Et af Akaciehuset helt konkrete projekter er at lægge lokaler til sundplejerskernes grupper for etnisk danske mødre. En mandlig pædagog fra vuggestueafdelingen i institutionen er udvalgt til første gang gruppen mødes at deltage og ”sælge budskabet”. Egentlig blot ved at fortælle om vuggestuen og dens arbejde. En del af planen er at mødrene med deres børn på lidt længere sigt kan låne institutionens rytmikrum og kunne trække på personalets ekspertise.

I udflytterbørnehaven, som består af rent etnisk danske børn, vil de til gengæld sætte andre kulturers madvarer på dagsordenen, og de vil sætte fokus på forskellighed bl.a. ved at bruge naturens store mangfoldighed. Arbejdet er jo lige vigtigt begge veje. Akaciehuset gør også deres til at der på tværs skabes venskaber, som holder uden for daginstitutionen.
I huset arbejdes der tematisk, og temaet kan så udfolde sig på forskellig vis i de enkelte grupper, og der er tale om med mindre børnegrupper. Nogle kan lave drama, andre fortælle historier eller arbejde med ler. Som Pia Lund Bakke siger: nogle børn er gode til at vælge mellem mange ting, andre kun mellem to.

Endnu et konkret projekt sker i samarbejde med Projektrådgivningen i DGI og Valby Idrætsforening. Et gymnastikhold en ugentlig eftermiddag tænkt til at indføre i dansk foreningsliv, men det er i høj grad de danske forældre, som har været først til at melde sig.
”En af vores store styrker er vores glæde ved at arbejde med mangfoldighed. Vi ser mangfoldighed som en ressource og en meget stor værdi”, understreger Pia Lund Bakke.

LANGSIGTET VISION

Stenurten på Indre Nørrebro er udpeget til at have sprogpladser, i år fem i vuggestuen og 11 i børnehaven, og udvidet med to ekstra i hver til næste år.
Da Stenurten blev bygget for over fire år siden, fik den meget presseomtale. Den er bygget efter økologiske principper med en masseovn i midten, og af supermaterialer. Måske er det derfor områdets etnisk danske forældre myldrede til. I hvert fald har Stenurten med sine 108 børn en lang venteliste og en stor overvægt af etnisk danske børn. Ikke at de slet ikke har indvandrerbørn, det har de, og det ville også være mærkeligt andet midt på Indre Nørrebro. Men deres tosprogede børn har alle forældre, som bevidst har søgt Stenurten, fordi de ønskede et sted, hvor dansk kultur er fremherskende, og hvor deres barn lærer det danske sprog. Ressourceforældre, som souschef i Stenurten, Maibritt Iversen, siger. Og sprogpladserne, som de også har venteliste til, ser ikke ud til at have ændret det mønster, som man måske ellers kunne have forventet.

Tanken bag sprogpladserne er at fordele de tosprogede børn (hvor begge forældre er af udenlandsk herkomst) ud i daginstitutioner, som har overvejende dansksprogede børn. En særlig venteliste til de udvalgte institutioner er reserveret til de tosprogede børn.

”I nærheden af os er der en del brobyggerinstitutioner, som vi allerede samarbejder med, og det samarbejde vil vi styrke. Og på den måde være med til at udbrede til de etnisk danske forældrene at de kan søge ind i de andre institutioner.”

Sprogpladser er noget en institution bliver pålagt, men det har nu ikke generet Stenurten. Tværtimod, siger Maibritt Iversen.
”Vi vil gerne have flere tosprogede. Vi lever midt i et område, hvor der bor mange mennesker med en anden etnicitet, og vi vil gerne have dem indenfor. Vi mener det vil lære børnene en masse at få et mere flerkulturelt miljø ind under huden. Det giver forståelse for forskellige idéer, holdninger og kulturbaggrunde.”

Hun peger på at mange af deres børn kommer i privatskole efter børnehaven.
”Hvis vi kan skabe venskaber på tværs, er der måske flere af dem, som vælger folkeskolen. Det vil vi gerne arbejde på, for vi tror på at det vil give mere og bedre integration både i skolen og senere ude i samfundet. Vi ved ikke om det lykkes, men det er den vision vi arbejder på.”

FOKUS PÅ VENSKABER

Der er en hel del arbejde involveret i projektet med sprogpladser. Stenurtens personalegruppe skal på kursus i flerkulturel pædagogik og sproglig udvikling, så lukkedage som tidligere blev brugt til at afvikle ferie er nu inddraget til kurser.
”Det er ret stort for os rent ressourcemæssigt, men det jo samtidig en chance for at lære nyt”, siger Maibritt Iversen.

Først og fremmest sætter Stenurten fokus på den samme indsats nu, som de gjorde før de fik sprogpladser.
For sprogstimuleret har de jo gjort hele tiden. Ikke mindst i vuggestuen, hvor alle børnene skal lære at tale.

”Vores fokus er på venskaber og relationer mellem børnene. Og det vi skal iagttage er, om de tosprogede børn skiller sig ud, om de andre børn ser dem som anderledes. Vi arbejder meget med at gøre ting på tværs af børnegrupperne, med vægt på det flerkulturelle og på relationerne – snarere end på det rent sproglige. Med andre ord piller vi ikke de tosprogede børn ud
og sprogstimulerer dem for sig, vi sørger for at de er med i aktiviterne, og ud fra det lytter vi og tester deres sprog. Men vi sætter ikke fokus på de tosprogede børn som værende særligt anderledes, vi ser alle som forskellige.”
Som alle daginstitutioner arbejder Stenurten med læreplaner.

”En af dem er sproglig udvikling. Inden for det sætter vi handleplaner op, som sikrer at der i aktiviterne er balance mellem tosprogede og etnisk danske børn, fx sanglege og historiefortælling, og samtidig tilgodeser vi venskaber og relationer mellem børnene.”
Forældesamarbejdet kræver noget særligt. De tosprogede forældre deltager ikke selvfølgelig i bestyrelsesarbejde og kommer ikke pr. automatik til forældreaftener og lignende.

”Vi skal spørge dem, hvordan de synes vi skal sætte deres kultur ind i vores institution og om deres forventninger. Og fortælle dem hvad vi gerne vil have de deltager i. Faktisk spurgte vi på et møde om vi skulle fejre ramadan, men det fik vi besked på at vi ikke skulle. Det skulle de nok gøre hjemme; de ville gerne have et frirum her fra de muslimske højtider og lære de danske i stedet.”
Det er en udfordring for Stenurten at få fat i andre grupper af indvandrerforældre end dem, de allerede har, for i alle kredse går ordet fra mund til mund, og de fl este vil gerne hen et sted hvor de børn man kender går. Men måske kan det ske gradvist via fx sundhedsplejersker, som har den første kontakt, tænker Maibritt Iversen.

Til projektet er der lavet en generel pjece om projektet foruden tre forældrepjecer. Derudover har alle deltagerne modtaget en informations- og idémappe. Til hver af de tre forældrepjecer er også lavet et oversat indstik på arabisk, tyrkisk, somali, urdu og engelsk.
Læs mere om Mangfoldigheds-projektet på www.tosprogede.kk.dk (link ikke længere aktivt, red.)