Af Elisabeth Lockert Lange

Profession og sub-profession

Gør pædagoger deres fag og anseelse en bjørnetjeneste, når de fagfolk i kontrast til de uuddannede medhjælpere? Eller er uddannelsen sig”? To provokatører. Den ene siger at det er på tide at skelne og hvad medhjælperen gør, ellers mister pædagogen sin faglighed pædagoger og medhjælpere laver præcis det samme, og medhjælperen hvad skal man så med pædagoguddannelsen?

På de allerfleste daginstitutioner lever pædagoger og pædagogmedhjælpere side om side i harmoni og samarbejde til børnenes bedste.
Om det lige er medhjælperen eller den uddannede pædagog, som tørrer rumper eller bidrager med en pædagogisk bemærkning er ikke noget, som man i børnehaven, vuggestuen eller på fritidshjemmet er gået så hårdt op i. De to grupper har de fleste steder fundet en gnidningsfri måde at supplere hinandens talenter og viden på. Det er mindre vigtigt om man lige er medhjælper end hvem man er med hvilke evner.

Sådan syntes det i hvert fald at være, indtil diskussionen for kort tid siden brød løs. En diskussion som satte betydningen af det pædagogfaglige som profession på dagsordenen – ikke mindst set i forhold til uddannelse.
Den diskussion kører stadig på fuldt tryk. Det er den diskussion, LFS’ debatoplæg En profession på vej, som fulgte med sidste nummer af LFS Nyt, falder ind i. Pjecen er besluttet udgivet af fagforeningens hovedbestyrelse som et bidrag i den løbende debat. LFS er jo som bekendt en pædagogisk enhedsfagforening, hvor både uddannede og uuddannede er organiseret.

Et andet led i debatten er et møde arrangeret af FOAs Pædagogiske Udviklingsfond med titlen ”Pædagoger i skyggen”, et møde om arbejdsdelinger mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere.
To oplægsholdere, begge sociologer, fremlagde essensen af hver deres ph.d.afhandling. Begge har baseret deres afhandling på arbejdet i daginstitutioner, og de kommer sådan set også frem til mange af de samme resultater. Nemlig at der ikke i den daglige praksis er særlig stor, hvis nogen overhovedet, forskel på hvad pædagoger og medhjælpere laver. Deres syn på dette faktum er dog meget forskellig.

SUB-PROFESSION

Sociolog Esther Nørregård-Nielsen kan næsten siges at have startet debatten om arbejdsdeling mellem pædagoger og medhjælpere, da hun gik i byen med udtalelser om, at det er medhjælperne der skal feje og gøre rent i daginstitutionerne. Men er det det fulde billede af, hvad hun bibringer debatten med sin ph.d.afhandling om pædagogers professionalisering, en afhandling hun har kaldt ”Pædagoger i skyggen”?

Sat på spidsen: hvis pædagoger og pædagogmedhjælpere laver fuldstændig det samme, hvorfor så overhovedet have uddannede pædagoger? Er pædagoger så blot en vane snarere end en nødvendighed i daginstitutionerne? Eller helt firkantet: udgør pædagoger en profession? Spørger Esther Nørregård-Nielsen i sin afhandling, som sætter fokus på pædagogerne snarere end medhjælperne.

Dilemmaet er tydeligt: professionen ønsker uddannelse, og i stigende grad at blive anerkendt som fag, samtidig er der voksende politiske krav, krav fra forældre – sammenholdt med en faldende prestige inden for faget. Det sidste faktum, som mange pædagoger har haft på fornemmelsen, er blevet bekræftet af en nylig undersøgelse, som Ugebrevet A4 har lavet.
Man kan være fag og profession på flere måder. Fx det gammeldags ufleksible hierarki. Og det mere nutidige magt-hierarki, hvor man sætter sig selv på dagsordenen som fag og til tider kæmper for det, som sygeplejerskerne (og sygehjælperne) er udtryk for.

Esther Nørregård-Nielsen vurderer det som vigtigt at en profession sætter ”klare sorte streger” omkring sig. Det betyder at den anerkendes som profession, og at sub-professionen, i dette tilfælde medhjælperne, måles op mod selve professionen.

”Pædagogmedhjælperne er defineret som en del af professionen, men også at de ikke er det. Det vil sige en sub-profession.
Det er en svaghed og problematisk, hvis sub-professionen bliver en del af professionen, hvis man ikke som profession siger at sub-professionen er noget andet end professionen, end én selv.”

ER UDDANNELSE VIGTIG?

Daginstitutionerne og dermed pædagoger og pædagogik er for alvor kommet på dagsordenen i de seneste år. Det skyldes bl.a. at området er blevet så stort – 92 pct. af alle børn er i offentlig pasning – og dermed dyrt. Området skal styres og reguleres, og opgaverne vokser.

”Der er meget at forholde sig til, og diskussionen bør også handle om ”hvad vil vi som fag”. Kampen bliver tydeligere, og mange parter kommer ind over, bl.a. forældrene. I professionsteoretisk sammenhæng kan det være problematisk at forældrene har så stor betydning, det slører hvem der er bruger og hvem pårørende”, mener Esther Nørregård-Nielsen.

I sin undersøgelse spørger hun bl.a. børnehaverne om deres arbejde er udvikling eller pasning. De fleste svarer udvikling.
”De ledere som rent faktisk svarer pasning, er de samme ledere som ikke lægger samme vægt på pædagogisk udvikling og pædagogiske diskussioner, som de ledere der svarer udvikling gør.”

Hun undersøger også holdningen hos både pædagoger, medhjælpere og forældre til personalesammensætningen i institutionen: hvis de selv kunne vælge, hvilken gruppe skulle der så flere af. De fleste, både forældre og ansatte, ønsker den sammensætning der er i dag. Men hvis der skal være forandring ønsker pædagogerne fl ere pædagoger og medhjælpere flere medhælpere.

Interessant nok svarer forældrene også flere medhjæpere.
Man kan overveje hvad forældrene, som jo samtidig efterlyser mere kvalitet i daginstitutionerne, anser for kvalitet, når det åbenbart ikke er pædagogisk uddannet personale. De kobler i hvert fald ikke udfordringer og udvikling for deres barn sammen med mængden af uddannet personale.

Esther Nørregård-Nielsen refererer en souschef for at sige at det tit er udflydende, hvem der laver hvad; pædagogerne er stadig så meget præget af flinkeskolen at de ikke profilerer sig og beder medhjælperen tørre bordene hver gang.

”Hvis de laver nogenlunde det samme, hvor vigtig er så uddannelsesbaggrunden? Ikke særlig vigtig, vurderer medhjælpere og forældre.”

I det hele taget viser svarene i Esther Nørregård-Nielsens undersøgelse at forældrene sætter spørgsmålstegn ved den faglige viden i bønehaven, eller mere præcist ved om pædagoger har en faglig viden om børn, som forældrene ikke selv har.

YDMYGE PÆDAGOGER

At den holdning har vundet indpas har nogle konsekvenser, mener Esther Nørregård-Nielsen. Både indadtil og udadtil. For ifølge professionsteorien sker der dermed en underkendelse af faggruppen og af hvad den laver. Og det har konsekvenser for prestigen.
”Hvis pædagogerne er for ydmyge over for deres viden, giver det dem problemer politisk og over for forældrene. Det vil jeg råde dem til at holde øje med, uden at underkende at forskellige faggrupper kan forskellige ting, og at pædagogmedhjælperne er gode til en masse. Man kan jo sagtens have begge grupper og bruge det godt”, siger Esther Nørregård-Nielsen og gør det klart at hendes ærinde ikke er at jage medhjælperne ud af daginstitutionerne.

For at blive anerkendt som profession er det vigtigt at arbejdet løsrives helt fra hjemmet, og at pædagogerne bliver bedre til at positionere sig. Vanskelighederne ligger bl.a. i den fl ade struktur i et kvindefag, som samtidig er et ung fag, vurderer hun. Hvis pædagogerne beslutter sig for at skabe den distance som en strategi for at få anerkendelse som profession, kan det så ikke let få utilsigtede og problematiske konsekvenser? Fx for det kollegiale forhold og for området som sådan? Man kan jo bare tænke i Esther Nørregård-Nielsens egen tidligere parallel til sundhedsområdet med kampen mellem sygeplejersker og sygehjælpere…

”Sygeplejerskers og pædagogers position er meget forskellig. Pædagogen lever ikke i et sådant hierarki. Pædagogen er jo sådan set den øverste i deres hierarki. Mit råd er at man arbejder med det, ikke at man lukker af eller stræber opad. Men det er væsentligt at hvis man har en særlig uddannelse at man så bruger den i daginstitutionen, at man formår at udfolde diskussionen om, hvad vi vil og hvad vi kan arbejde med.

INGEN HIERARKIER

Sociolog Bent Olsen sætter i sin afhandling fokus på pædagogmedhjælperne. Det er deres arbejdsliv han har sat under lup, og det er bl.a. det tidligere PMF (Pædagogmedhjælpernes forbund, som nu er fusioneret med FOA), som har givet de økonomiske midler til arbejdet.

Også han havde åbnet døren til en række daginstitutioner og kigget på, hvad medhjælperne laver, og hvilken rolle de har. Og det han så var meget lig det, som Esther Nørregård-Nielsen har set. Nemlig at der ikke er nogen særlig forskel på, hvad pædagoger og medhjælpere laver. Ikke i den daglige observérbare praksis i hvert fald.
Hans konklusion på det er derimod ikke den samme som Esther Nørregård-Nielsens.

Han illustrerer sin holdning med en lille historie om en skibsfører, som var rigtig dygtig til at føre skib, selvom han ingen uddannelse havde i det, men var vinduespudser. Pointen? Vel nok at hvis bare man har det i sig, så er uddannelse ligegyldigt.
Og omvendt; hvis man ikke har det i sig, kan man ikke få det via uddannelsen (og tilsyneladende handler det i hans øjne meget om kvinders særlige fantastiske evner for at multitaske).

Konkret observerede han tæt fire medhjælpere, i deres roller, hierarkier og opgaver. Han undersøgte sine observationer ud fra disse roller og hierarkier. Det vil sige: Er der opgaver som medhjælperen ikke må udføre? Er der omvendt opgaver, som medhjælperen skal udføre? Og hæver pædagogerne ”gevinster for den uddannelse de har taget”.

”Mit resultat er at med ganske få undtagelser kan jeg ikke udpege hierarkier, hvor pædagogen er øverst i en dominerende position, og jeg kan heller ikke se at pædagogerne hæver gevinster for deres uddannelse, hverken konkrete eller symbolske”, konkluderer Bent Olsen.

Er der så forskel på opgaverne? Arbejder pædagogerne med det sociale og finere, værdier og årsplaner? Og medhjælperne med det beskidte, rengøring og den slags? Næh, heller ikke her synes der at være en tydelig arbejdsdeling, begge faggrupper fandt han i begge områder.

ORDENSARBEJDE

Hvorfor overhovedet uddanne pædagoger? Hvordan kan man forstå, hvad der er på spil? Spørger Bent Olsen og svarer med ”ordensarbejdets mangfoldighed”: orden i børnenes krop, omgivelser, hoveder, orden på tiden og dens møder og fremmøder. Det er et kollosalt ordensarbejde der skal mestres i daginstitutionerne, hvor hverdagens mangfoldighed rekonstrueres, mener han og tilføjer at det måske er derfor, der ikke er så mange mænd der.

”Og hvordan håndteres dette ordensarbejde af pædagoger og medhjælpere”, spørger han videre. Er det medhjælperen der er tilskueren (som ser til fra periferien), er medhjælperen assistenten eller bestyreren (som er i centrum med overblikket og kontrollen)?

I Bent Olsens undersøgelse er medhjælperne primært bestyrerne af ordensarbejdet, mens pædagogerne er tilskuerne.

”Det er fristende at hævde at medhjælperne er vinduespudseren, og pædagogerne er overbegavet med begreber og trækker i de forkerte håndtag. I stedet vil jeg sige at hvis man skal overleve i en daginstitution, så skal man have vinduespudseren i sig.

Og så stille spørgsmålet: hvad gør pædagoguddannelsen ved folk?”
Han synes derimod ikke han kan bruge begreber som ”faglighed”, ”profession” og ”sub-profession” til noget – de er for brede og ”rammer ikke det der er i spil.”

Mens Bent Olsen således problematiserer pædagoguddannelsens værdi og berettigelse, går Esther Nørregård-Nielsen ud fra at der er forskel på de to gruppers kompetencer, også selvom de langt hen af vejen udfører samme opgaver.
Ifølge hendes undersøgelse ønsker pædagogerne bl.a. en faglig udvikling ud over det medhjælperne forventer.
Man kan spørge sig selv, om der var noget Bent Olsen ikke fik øje på, da han var ude i daginstitutionerne. Så han kun "hvad”, men ikke ”hvordan”?

Hvis ikke, kan det da let få nogle konsekvenser for uddannelsestænkningen og sammensætningen af personalet….

Måske handler det om at komplementere hinanden, anerkende at man kan forskellige ting, for at sikre dynamik og udvikling. (Ordbog: komplementere betyder dels: som er en nødvendig del af en helhed, dels: at supplere.)