LFS Nyt vil i en række numre af bladet tage med forskellige LFS-medlemmer på arbejde gennem en hel dag. Har du lyst til at præsentere dit arbejdsliv for LFS Nyts læsere, så kontakt redaktionen på lfsnyt@lfs.dk eller på 4697 1662.

Med pædagog Jane Skou på job: Vi er på – hele tiden

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

9.00
Jeg møder ind og er klædt om kl. 9 efter julemarkedsmøde mellem 8 og 9 på Sundbyvang. Det første, jeg gør, er at kaste mig over computeren for at tjekke for vigtige beskeder.

Man er altid bagud med arbejdsrelaterede mails og alt andet papirarbejde, fordi det er så svært at nå i løbet af dagen.

9.04
Den første borger i min gruppe, Lillian, ankommer. Noget er gået galt for hende her til morgen, for hun har kradset sit ansigt helt til blods. Hun har ikke særlig meget sprog, så hun kan ikke helt forklare, hvad der er galt.

Men hun er skrøbelig, så der skal ikke så meget til at vælte hendes verden. Der kan have været en vikar på bostedet, som skyndede på hende, og der kan have været en chauffør eller andre borgere i bussen, som råbte op.

Hun er i hvert fald meget urolig og gentager de samme sætninger gang på gang. Jeg sætter mig med hende og kan se i meddelelsesbogen, at hendes elskede lillesøster har været på besøg med chokolade i weekenden. Det hjælper at tale stereotypt om søsteren og chokoladen.

9.11
Der er heldigvis faldet en smule ro over Lillian, for nu kommer Mogens i sin kørestol. Jeg har kendt Mogens i mere end 10 år, for han var en af de syv borgere, der flyttede med fra afdelingen på Svanevej, da vi blev samlet herude på Pallesvej for tre år siden.

Mogens meddeler sig udelukkende med meget diskrete signaler og trækker sig lynhurtigt fra kontakten. Lillian begynder at køre op, hver gang jeg gør ansats til at rejse mig fra bordet, så jeg prøver at tale beroligende til hende, samtidig med at jeg får Mogens sat over i en anden stol og skænker kaffe til ham.

Vores borgere er svagt fungerende udviklingshæmmede, men de er til gengæld ekstremt gode til at aflæse følelsesmæssige signaler, og Mogens trækker lynhurtigt hen foran sin lampe, som han bruger meget af dagen på at sidde og kigge på.

9.16
Karsten ankommer støttet til sin rollator, og jeg hjælper ham ind. Michael kommer ikke i dag, så jeg er alene med tre borgere.

Min teamkollega, Maja, og jeg har syv borgere i vores gruppe. Tre har hjemmedag på deres bosteder i dag, og Maja er med i skovgruppen hver mandag og tirsdag. Vi har i alt 73 borgere på Pallesvej, og syv af dem er i skovgruppen. De er udadreagerende og kan godt bruge en ekstra medarbejder to gange om ugen.

Det betyder så til gengæld, at jeg er alene de to dage. Det betyder nul pauser og 100 procent opmærksom hele tiden. To af de tre, der har hjemmedag, fylder meget, når de er her. Vi har fx svært ved at have ting som vores kalender hængende. Den bliver spist, hvis vi ikke konstant er på forkant med opmærksomhed.

10.02
Det er solskin, og Lillian og Mogens elsker at gå tur, så vi traver en tur langs Amager Strandpark. Først får Lillian en tør ble. Vi er meget heldige med vores fysiske placering; det er fantastisk at kunne være så tæt på stranden.

11.04
Tilbage, og Mogens vil gerne hen foran lampen igen. Karsten snakker meget. Han kredser højt og gennemtrængende om de samme få temaer og har meget brug for at få respons, ellers bliver han frustreret.

Nogle gange kan man afhjælpe en begyndende frustration ved at sige det helt rigtige, men det kræver overskud, og at der ikke er to borgere, der kræver en på samme tid. Midt i det hele kommer der varer, som skal sættes på plads. Vi kører en minihusholdning.

Borgerne har madpakker med fra bostederne, men vi har et lille rådighedsbeløb per beboer, så vi kan have et hyggeforråd af kiks, slik og kager.

11.15
Lillian er stadig meget urolig, og en kollega stikker hovedet ind og fortæller, at hun også havde en dårlig uge sidste uge, hvor jeg ikke var her.

Vi skal også have aftalt hvordan vi fordeler vores busser senere på ugen, hvor en stue skal i ZOO, fordi en af borgerne har fødselsdag, og hvor vi skal til 60 års fødselsdag hjemme på bostedet hos en af vores borgere. Der kommer til at mangle plads til Karstens rollator i den lille bus, men det må vi løse. Vi skal være fleksible.

Det er presset at arbejde med udviklingshæmmede efter mange år med nedskæringer, og det er ekstremt vigtigt, at vi er imødekommende overfor hinanden. Ellers bliver arbejdsmiljøet forrået, og det går ud over både ansatte og borgere.

11.30
Jeg begynder at pakke madpakker ud og dække op. Karsten får mayonnaise på alle hans tomater, ellers vil han ikke spise grønt.

Mogens’ pasta skal en tur i mikroen, og jeg putter noget af mit eget smør i. Han er så tynd, og det er svært at få ham til at interessere sig for mad, så det er med at få puttet noget energi i den smule, han spiser. Jeg sætter ord på alt det, jeg gør undervejs.

De borgere, jeg arbejder for, har så lidt sprogforståelse, at det er vigtigt at vedligeholde det, de har. Jeg tænker også, at de lever i en verden, hvor der er meget, som er svært for dem at forstå. Så det er værdigt at give dem en oplevelse af deltagelse på de områder, hvor de kan være med.

11.45
Det er en meget svær dag for Lillian i dag. Hun har fået franskbrød med leverpostej med på madpakken, og det går bedre med rugbrød. Hendes reaktion er, at hun blokerer og sidder og kører maden rundt på tallerkenen med monotome bevægelser.

Og jeg taber kampen; jeg kan ikke få vendt stemningen for hende. Jeg er desuden nødt til at hjælpe Karsten i seng, han er meget træt og sidder og kører op. Så han får en tør ble og bliver lagt til at hvile på sovestuen, hvor der er senge til de borgere, der har brug for at hvile i løbet af dagen.

12.07
Lillian og jeg rydder op efter frokosten, men hun kører op. Hun vil ud og køre bus og bliver ved med at gentage det, og stemmen bliver mere og mere skinger. Jeg prøver at få hende til at høre musik; det plejer hun at være glad for, men i dag er der ikke noget, der hjælper.

Til sidst foreslår jeg hende, at hun går ned på en af de andre stuer, og jeg aftaler det med mine kolleger. Det handler helt klart om modstand på mig i dag; og så er det sundest at bryde kontakten for en stund. Mogens er også urolig og signalerer ja til, at han skal på toilettet.

Bagefter vil han gerne i haven. Han elsker at være udenfor, og hans yndlingssted er lige ved hækken, hvor han kan sidde og kigge direkte ind i bladene. Jeg ved jo ikke, hvad han oplever, men jeg forestiller mig, at han kan lide at se, når lyset spiller i de grønne blade, der bevæger sig i vinden.

12.42
Jeg skal gerne nå noget af det skriftlige, mens Karsten hviler. Men vi har typisk kø til vores pc’er. Vi har i alt fem pc´er til syv afdelinger, og det er inklusive lederens, som han bruger det meste af dagen.

Så det er både svært at få ro til at lave dokumentationsarbejdet og at komme til en skærm. Jeg sætter mig på terrassen for at skrive til Lillians bosted og gøre dem opmærksom på, at hun har det skidt. Det kan tage lang tid at finde ud af, hvad der er med en borger, som ikke selv kan udtrykke sig. Så vi ved ikke, om det er fysiske smerter, utryghed eller noget helt andet.

13.00
Jan dukker op fra en af de andre stuer og vil kramme; han er meget kær og meget fysisk. Man kan ikke undgå at være fysisk sammen med den her borgergruppe. Jeg har haft kolleger, der måtte holde op, fordi de oplevede at deres intimsfære blev overskredet for meget.

Man skal i hvert fald være god til at sætte grænser! Men Jan er supersød, selv om han er lidt hårdhændet, når han krammer. Jan elsker S-tog og tager selv på ture. Desværre er han meget bange for togkontrollører og løber, så snart han ser en. Men jeg tror efterhånden, de fleste kender ham.

13.06
Der er uro på gangen, og en borger råber højt. Jeg går ud og kigger efter, og ja, desværre: Karsten er vågnet. Det betyder, at jeg ikke når det, jeg egentlig skulle skrive, for Karsten kræver konstant opmærksomhed.

Borgerne på min stue kan ikke nyde en film eller anden underholdning; det eneste, der tæller for dem, er den direkte kontakt; ellers bliver de utrygge og frustrerede. Jeg har tidligere arbejdet med mere velfungerende udviklingshæmmede.

Men jeg er blevet glad for at arbejde med den her borgergruppe. Det er en særlig udfordring at arbejde med mennesker, der har så smalt kommunikationsfelt, og hvor man skal bruge hele sin faglighed på at fortolke og finde ud af, hvad man kan gøre for at tilføre kvalitet i deres liv.

13.42
Jeg har min private iPad med på arbejde; den bruger vi fx, når der skal tages fotos af nye beboere, der skal sendes til printeren.

I dag finder jeg et YouTube klip med en sang om kærlighed fra Askepot til Lillian. Det elsker hun og virker nu glad og tilfreds. Så laver jeg kaffe igen og henter Mogens i haven.

14.09
Lillian bliver begejstret, da jeg tilbyder at hente guitaren. Vi synger sammen, og musikken trækker borgere fra de andre stuer ind. Især Jan kan huske nogle af teksterne og synger fint med. Det er lidt af en stjernestund, som jeg ville ønske, der var mere tid til.

14.22
Klokken er pludselig blevet mange, og Lillian skal have en tør ble, før bussen kommer. Vi skal have fundet overtøjet, og alle skal hjælpes ud til busserne. 15 minutters kaos.

14.39
Alle er afsted. Der er kø ved computeren, fordi vi alle har noget, vi skal have skrevet og sendt inden fyraften kl. 15.00. Jeg får også en snak med min kollega Charlotte om en ny dagcenterbruger, der skaber uro i huset.

Hun er lidt bedre fungerende end flertallet, men der er noget, der tyder på, at hun har en negativ vane med at bruge det til at skabe drama, ved at drille nogle af de andre beboere op eller stjæle fokus fra dem. Det skal vi have lavet en strategi i forhold til. Jeg skal også have ryddet op, tømt opvaskemaskine og tjekket, om jeg selv har mad i køleskabet til i morgen, for det er den lange dag med personalemøde frem til klokken 17.

15.06
Omklædt og på vej til Brønshøj i min bil.

---

Navn: Jane Skou Job: Pædagog på Strandparkcentret på Pallesvej. Dagcenter for svagtfungerende voksne udviklingshæmmede Alder: 59 år Baggrund: Socialpædagog. Har arbejdet med udviklingshæmmede siden 1976. Udddannet 1978-81 Privat: Gift med to børn på 22 og 24. Det bedste ved jobbet: Når man mærker på en borgers gode respons, at noget er lykkedes Det værste: Høje skingre stemmer. Både når det er borgere, der kører op – og når det er kolleger, der i stress og afmagt kommer til at tale konfronterende til hinanden