Leder

Af Jan Hoby, medlem af forretningsudvalget

Til ingens bedste!

Stanken af kvoteordninger for tosprogede børn breder sig, nu også til Informations lederspalte den 1.august! Trods fine ord om at alle "børn skal have lige muligheder uanset baggrund", så " er der ingen vej uden om en mere ligelig fordeling af de tosprogede børn."

Det er en myte at alle børn har lige muligheder i daginstitutionerne. Mange års nedskæringer på daginstitutionsområdet har gjort det til discountpasning. Konsekvensen er at børn uanset hudfarve får mindre og mindre tid sammen med det pædagogiske personale. Klasseforskellene træder tydeligere og tydeligere frem i dagens daginstitutioner. Spørgsmålet om de tosprogede børn handler ikke om kulturelle problemstillinger eller om manglende vilje til integration. Der er tale om sociale problemstillinger. Det er de dårlige normeringer i daginstitutionerne, og de alt for store gruppestørrelser i vuggestuerne og børnehaverne, der er problemet! Det er ikke børnene eller deres etniske baggrund.

Det at være tosproget og farvet er i sig selv ikke en social begivenhed eller et socialt problem. Der er masser af børn med etnisk baggrund, som klarer sig fint i daginstitutionerne og skolerne, fordi deres sociale og kulturelle kapital modsvarer daginstitutionens og skolens sociale og kulturelle kapital.

Kvoter løser ikke de sociale problemstillinger, men vil i stedet diskriminere og stigmatisere de i forvejen marginaliserede børn og familier. Det vil sende et signal til børnene og deres forældre om at det omkringliggende samfund opfatter dem som et problem. Og det kan ende med at det pædagogiske personale kommer til at se dem som et problem. Dermed kan en daginstitution medvirke til at forstærke den sociale ulighed. En ny undersøgelse fra Amtskommunernes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) bekræfter et billede af lærernes lave forventninger til tosprogede børn. Strukturel stigmatisering fører til en relationel stigmatisering!

Kvoterne er alene vendt mod dem med den forkerte farve! Det er ikke de hvide børn fra Frederiksberg og Gentofte, der bliver fragtet rundt til byens fattige kvarterer, selvom de og deres forældre er de mest ressourcestærke! Den store sociale udskilning af tosprogede, farvede og hvide børn skyldes skolens klassekarakter og de alt for få ressourcer. Men den forstærkes også af den racistiske og kulturelle udstødelse af folk fra den 3. verden.

Alle de problemstillinger, som kommer med børn og unge fra ressourcesvage familier, kunne løses, hvis der var langt færre børn i vuggestuer, børnehaver og i klasselokalerne. Ressourcerne kunne målrettes – sprogstimulering og social anerkendelse af det enkelte barn.

Det er dybt beskæmmende, at politikerne i Københavns Kommune og dele af den pædagogiske verden er hoppet på den ideologiske limpind, som er fostret af regeringen og dens nykonservative dagsorden. Den forsøger at reducere alt til kulturelle problemstillinger, når det i virkeligheden handler om social ulighed.

At acceptere kvoter er at acceptere et samfund der tolererer social marginalisering, udstødelse og eksklusion. Det er en accept af nyliberalismen og har intet med pædagogik eller respekt for børn og unge at gøre. Derfor tager jeg hatten af for Københavns ungdoms – og uddannelsesborgmester Per Bregengaard, Enhedslisten.Han ved at kvoter er til ingens bedste!