Nyt bofællesskab i Frederiksberg Kommune

Af Elisabeth Lockert Lange

På siden af brugerne

Et nyt bofællesskab betyder en ny kultur. Den bygger de fire nyansatte hjemmevejledere op sammen med lederen og ikke mindst de ti beboere. Respekt, høj etik og det hele menneske er nøgleord i arbejdet.

Det er ikke så tit en socialpædagog får mulighed for at være med til at starte et helt nyt sted op, med alt hvad det indebærer. Som regel bliver man ansat ind i en kultur, hvor man må tilpasse sig det, der allerede eksisterer i forvejen.

På Søndre Fasanvej på Frederiksberg ligger et helt nyt bofællesskab. Her har de fire nyansatte socialpædagoger lejlighed til at være med til at sætte deres præg på stedet sammen med brugerne. Den chance og udfordring har de taget til sig.

Socialpædagog Susanne Birch er en af dem. "Det er sjældent, man sådan kan være med til at forme en helt ny kultur, og det er en spændende udfordring. Det er brugerne der bor her og skal synes her er rart, og det er selvfølgelig først og fremmest dem, der skaber den kultur og de traditioner, de gerne vil have her, men det sker i et samarbejde. Vi skal være behjælpelige med at understøtte det, så det munder ud i det, de gerne vil have. Det er en større proces, hvor brugerne også skal finde deres roller her i bofællesskabet i forhold til dem, de havde der hvor de kom fra", siger hun og fortsætter:

"Som kolleger skal vi også sammen finde ud af, hvordan vi arbejder. Ikke alle har været hjemmevejledere før, og det er en helt anden type arbejde end fx arbejdet på et beskyttet værksted, som jeg kom fra. Der indgår helt andre etiske overvejelser i arbejdet som hjemmevejleder, først og fremmest fordi vi arbejder i brugernes hjem. Og vi har jo ikke nogen skemaer, hvor vi kan aflæse om de ting vi gør er rigtige. Det handler meget om respekt og om en høj etik, og det sker pr. fingerspidsfølelse."

Lisbeth Mortensen har været ledende hjemmevejleder i Frederiksberg Kommune siden 93 og før da hjemmevejleder. Hun nikker: "Ja man skal have en høj etik i dette arbejde og vise stor respekt, når man går ind i brugernes hjem. En god metode er at bruge sig selv som målestok: hvordan ville jeg selv have det med det. Og så følge det."

Udvælgelse af ansatte og beboere

Beboerne flyttede ind i bofællesskabet på Søndre Fasanvej i aprilmaj, men forud gik et langt forløb. Det første skridt var at finde egnede bygninger. Huset bofællesskabet ligger i er Frederiksberg Kommunes egen bygning, og det har tidligere været både plejehjem og indkvartering for flygtninge. Ud over bofællesskabet for udviklingshæmmede indeholder huset nu også et bofællesskab for sindslidende.

Bofællesskabet for udviklingshæmmede er fordelt på to etager. Hver beboer har en to-værelses lejlighed med stue og soveværelse, og desuden er der et stort fælles køkken og en fælles stue.

"Pæne lejligheder, hvor brugerne har alt de har brug for, og hvor de i øvrigt har mulighed for at mødes på kryds og tværs", siger Lisbeth Mortensen og peger på, at lejlighederne er standarden fremover for bofællesskaber i kommunen.

Hun har været involveret i alt forarbejdet, lige fra interiøret, materialerne, køkkenet, lamper, stole osv til ansættelse af personale og udvælgelse af de kommende beboere.

"En af udfordringerne ved at starte et helt nyt sted op var at vælge fire medarbejdere, som jeg ikke kendte, og som ikke kendte hinanden, og få dem til at arbejde sammen. Det har været en spændende proces. Og om det er lykkedes vil vise sig", siger hun med et smil. Alle fire er socialpædagoger, tre kvinder og en mand, og alle fire har kendskab til udviklingshæmmede. Men ellers kommer de med meget forskellig erfaring.

Udvælgelsen af de nye beboere foregik sammen med handicapteamet. Hver enkelt potentiel beboer blev besøgt og interviewet om, hvordan de forestillede sig, det ville være at bo i bofællesskab, før gruppen blev sat sammen. Alle havde selv ønsket at komme i bofællesskab, og kun en takkede nej til tilbuddet. Nogle kommer fra døgninstitution, en del fra forældrene, en enkelt fra egen lejlighed.

Beboerne er alle mobile og temmelig velfungerende, de har alle arbejde og er alene om natten. Det er mennesker, som selv kan klare deres personlige hygiejne, finde på arbejde, gå i banken, i bio og i øvrigt finde rundt i byen. Alt sammen med støtte og vejledning, for behovene er forskellige, og nogle har brug for hjælp til økonomien, andre til at handle og lave mad.

"Vores opgave er at støtte dem i deres videre udvikling. Det ville være fantastisk, hvis de selv kunne bo eller lave mad uden støtte, selvom det bestemt ikke er udgangspunktet at stræbe efter det, det er altså ikke et mål, det er vigtigt at understrege", siger Susanne Birch.

De fire fuldtidsansatte socialpædagoger dækker stedet fra kl. 7 til ved 22-23 tiden.

Målet er mennesker, der trives

Mens LFS Nyt er på besøg kommer en af brugerne, Kim, ind med walkman og cykelhjelm. Han har ferie fra sit arbejde med at skanne stregkoder, og han har lige været på gaden. Han glæder sig til at han og Susanne skal i Zoologisk Have. Tonen er humoristisk og positiv, og han pjanker med at han "i hvert fald ikke er glad for at bo der".

"Målet for os er at de mennesker, som bor her, trives og har det godt med sig selv og hinanden og i deres netværk. De skal ikke trænes til at kunne noget specielt. Den enkelte er i fokus som et helt menneske", fremhæver Lisbeth Mortensen.

De ti beboere er meget forskellige, og det samme er dere behov. Derfor vælger de ansatte mere eller mindre "metode" ud fr hvilken person med hvilket behov, de har foran sig.

Susanne Birch: "Det er ikke typiske udviklingshæmmede, vi har. Vi har en stor mangfoldighed, også aldersmæssigt, hvor den yngste er 20 år og den ældste 63. De ældste brugere bor på den ene etage, og de yngste på den anden, men de er sammen på tværs af etagerne."

Mange af brugerne har tillægshandicaps. En hjerneskadet bruger, den sidst indflyttede, har behov for at hverdagen er struktureret og ikke for uoverskuelig. En metode som fx neuropædagogik kan her komme ind i billedet. I bofællesskabet bor også en beboer med spasticitet og en med Downs syndrom. En anden beboer har Prader-Willi-Syndrom, en spiseforstyrrelse som bl.a. betyder at vedkommende ikke mærker mæthed og derfor overspiser.

"Det er en succes, hvis han kan bo sammen med andre udviklingshæmmede, som ikke har Prader-Willi-Syndrom. Normalt bor de sammen, og med lås på køleskabet! Det har vi ikke her og vil heller ikke have det. Hans forældre har trænet og trænet med ham, så han kan begå sig sammen med andre udviklingshæmmede", siger Lisbeth Mortensen.

Dilemmaer

De ansatte ser med andre ord på hver enkelt bruger og vedkommendes behov, og så sætter de ind der.

"Vores brugere har ikke boet i bofællesskab før, og vi skal vise dem vejen for mange ting, som er nye for dem. De spørger fx "er det i orden at jeg går ind til mig selv" eller "må jeg have gæster på besøg". Vi skal lære dem at de selv bestemmer en masse ting. Vi skal snakke med dem om at være voksne og ansvarlige, nu hvor de bor i egen lejlighed", siger Susanne Birch og fortsætter:

"Vi er på siden af de mennesker vi arbejder med, og ikke hverken foran eller bagved. Især i forhold til det frie valg er det jo vigtigt at kunne overskue det. Og brugerne ved ikke hvad de selv kan vælge og bestemme over, før vi har fortalt dem det. Der er også mange ting de ikke kender konsekvensen af, og de kan ikke forstå abstrakte forklaringer. Derfor er de nødt til at prøve nogle ting, før de lærer dem. I den situation kan vi opleve dilemmaer, for vi har omsorgspligten, men hvornår bliver det omsorgssvigt. De bestemmer jo selv, men hvis vi ser at de hænger ud på et værtshus, så er det en svær balance, for vi har lyst til at hive dem hjem. Men hvor meget skal vi være på ? Hvor meget skal vi gribe ind? Der er ingen facitliste, det handler om en føling med tingene, og som Lisbeth siger at bruge sig selv: mærke om jeg selv ville bryde mig om det, og ville jeg bryde mig om at mine børn gjorde det. Vi er jo selv arbejdsredskabet, og vi har en holdning til tingene. Derfor har vi også mange pædagogiske diskussioner og overvejelser både sammen og hver for sig."

Samarbejdet med brugernes forældre er et område, de ansatte i bofællesskabet lægger stor vægt på og gør meget ud af.

"Det er meget vigtigt at få det samarbejde til at fungere, det er jo forældrene, som kender deres søn eller datter bedst. Det samarbejde er den største udfordring af alle i dette arbejde, og det er ikke negativt ment. Som forældre ved man også selv, hvor svært det er slippe sine børn, og det er nok endnu sværere når datteren eller sønnen er handicappet og flytter herind hjemmefra", siger Lisbeth Mortensen.

Forældrene besøger naturligvis deres søn eller datter når det passer dem, det bestemmer de selv. Flere af beboerne har da også givet forældrene nøgle til deres lejlighed, og forældrene har hjulpet med at sætte op osv ved indflytningen, fortæller Susanne Birch.

"Samarbejdet med os er helt uformelt. Vi har meldt ud fra starten, at de er velkomne til at besøge os og snakke med os. Og det gør de meget, og sikkert ekstra meget her i opstarten. De skal også
lære os nye at kende. Lisbeth kender de jo fra kommunen."