Ind med musik og bevægelse

Af Tine Sejbæk

I skal turde dumme jer

Pædagoger er bange for at dumme sig over for hinanden. Det er den største forhindring for at få musik og bevægelse integreret i institutionens liv, mener Bibi Fussing, der i 15 år har arbejdet freelance med børn, musik og bevægelse. Her fortæller hun om, hvordan man kan få musik og bevægelse ind i institutionens dagligdag.

"Det sjoveste er når de voksne opdager, at "det her er sjovt for MIG". Det elsker jeg. Når de f.eks. opdager, at det er sjovt at kunne synge og tromme samtidig. Så går de i gang med at lave musik og bevægelse med børnene. Derfor er det de voksne, vi skal have fat på. Det er dem, der skal i gang".

LFS Nyt har sat Bibi Fussing, der ellers holder til på Møn, stævne på en københavnsk café for at give inspiration til, hvordan man får musik og bevægelse til at blive en del af institutionens liv - sådan som læreplanerne i øvrigt også foreskriver.

Bibi Fussing er pædagog og Gøsselpædagog og har haft sit eget firma, "Hop og spring", i 15 år, hvor hun bl.a. har holdt foredrag og kurser for pædagoger, dagplejere, folkeskolelærere samt kurser på Danmarks Pædagogiske Universitet. Hun har også undervist på Konservatoriet i Århus (rytmisk afd. Silkeborg) i 10 år. Når hun tager ud, er det pt typisk til et kursus en lørdag med en flok pædagoger. Nogle gange vil de efterfølgende have hende ud i institutionen – for at vise, hvordan musik og bevægelse "ser ud", når børnene er der.

I det meste af sit snart 65-årige liv har Bibi Fussing brændt for sammenhængen mellem krop, musik og bevægelse. Pt er hun sammen med Marianne Hiort Lorentzen, chef for Møns bibliotek, i gang med projektet "Kulturpufferne". De har fået bevilget 600.000 kroner af Kulturministeriet til at tage ud i de mønske børnehaver og sætte teater, musik/bevægelse, højtlæsning, billedfag og sprog på dagsordenen. Tanken er at give børnehaverne et ordentligt, kulturelt puf. Og skabe en model, der også kan bruges i resten af Danmark.

"Det er vigtigt, fordi daginstitutionerne i de sidste mange år har oplevet kolossale nedskæringer, så smertegrænsen for længst er nået. Det er grotesk i forhold til, at vi i Danmark har en statsminister, der siger, at gode hjerner er vores råstof. Men hvor tager man så fat? I børn fra skolealderen og op. De mindste under skolealderen eksisterer ikke "på bjerget". Det er udtryk for en rystende uvidenhed og manglende respekt for det lille barn. ALT sker fra 0 til 6 år. Danmarks guld er de små børn", siger Bibi Fussing.

Men egentlig skal vi ikke tale om kulturpuffere – men om, hvordan man bedst griber det an, hvis man vil gøre musik og bevægels form af rytme, sang, galophop og trommer til en levende og integreret del af institutionen.

Ifølge Bibi Fussing skal man for det første sikre sig, at nogen i personalegruppen - minimum to - brænder for det. Desuden kræver det opbakning fra den øvrige personalegruppe. Vælger man at tage på kursus, skal alle med - selv om ikke alle skal arbejde med det."Ellers får man situationer, hvor de andre pædagoger siger "Skal nu ind og larme igen?" Hvis de andre véd, hvad der skal ske, er de mere støttende".

Blottet over for kollegerne

En mulighed er også at ansætte en instruktør udefra, hvor personalet gradvist overtager aktiviteterne under vejledning af instruktøren. Under alle omstændigheder må man ville investere tid, rum og penge, hvis man vil have gjort musik og bevægelse til en fast del af institutionen.

"Jeg vil vove at påstå, at det tager fire år at bygge op, hvis man starter fra bunden. Det er en kultur, der skal bygges op. Der skal købes kurser til at opkvalificere personalet. Der skal købes instru- menter. Og børnene skal begynde at opdage, hvad musik og bevægelse er. Det skal være sådan, at børnene selv begynder at "skabe". De skal mærke, at det, de gør, bliver brugt til noget af de voksne. Meget tit sidder et barn f.eks. på gulvet og synger spontant en sang. I værste fald siger de voksne "Ti stille og syng en rigtig sang" – eller også siger de ingenting. Men det er utroligt vigtigt, at børnenes initiativer bliver "set" af de voksne. Og at man tager udgangspunkt i det, de gør, i stedet for at ville have dem til at gøre noget bestemt".

Hvis man skal have musik og bevægelse ind i institutionen, skal personalet turde komme på banen. "Det går tit i stå ved, at folk trækker sig, fordi "Nej, vi har én her, der spiller guitar, så må jeg hellere holde mig tilbage" – selv om de egentlig gerne ville. Men det er ikke nødvendigt at kunne spille guitar for at få gang i bevægelseslegen. Trommen kan ofte være langt bedre til at styre selve bevægelserne ude på gulvet".

Inden man går i gang, skal man i personalegruppen snakke om, hvad man har lyst til, hvad man er god til, og hvad man vil være endnu bedre til."Pædagoger er tilbøjelige til at sige, at de er umusikalske. Men det er der ikke nogen, der er. Vi har det alle sammen i os. Vi skal bare øve os og have det frem. Ideerne kommer, når vi ser på børnene.Man får alt sit stof fra børnene", siger Bibi Fussing. Ifølge hende er den største hæmsko ved at få integreret musik og bevægelse i institutionen, at pædagoger er så bange for at "dumme sig" over for hinanden.

"Det handler om at være skøre nok! Fordi man blotter sig på en anden måde end normalt. Det kræver et vist mod at kaste sig ud i f.eks. at sidde og slå på tromme og synge samtidig. Når jeg er ude i børnehaverne på Møn, begår jeg masser af brølere. Men gør det! Lad være med at være så bange. Nogle siger "Vi vil godt synge, hvis kollegerne ikke hører det. Og hvis forældrene ikke kommer ind imens". Det kræver en meget tryg personalegruppe at turde "dumme sig". Men man kan lære meget, bare man kaster sig ud i det," siger Bibi Fussing, der opfordrer til, at man i personalegruppen får sat ord på egen angst og uformåenhed over for musikaktiviteter.

"Mit yndlingscitat af Platon lyder "Man kan lære mere om hinanden gennem en times leg end ved samtaler gennem et helt år". Vi er en nation af siddende mennesker, som i overført betydning har fået skåret kroppen af ved halsen. Dét at gøre noget kropsligt, dvs at danse, klappe og lave koordinationsøvelser; det er dét, der løser op i en voksengruppe. Det er de voksne, der skal have det sjovt. Så får børnene det også".

Tag udgangspunkt i børnene Når man skal have børn til at danse, synge, kravle, hoppe, lave galophop, klappe og tromme skal det ske ud fra nogle rammer. F.eks. i form af rundkredse og væg til væg-lege, hvor det handler om at komme til den anden ende af rummet ved f.eks. at "svømme", hinke, have hulahop ringe om maven osv.

"Man er nødt til at lave nogle rammer at være frie indenfor. Samtidig med, at man ikke skal styre for meget. I et stort rum med børn er det første, de voksne siger, ofte "Sæt jer ned!" Det er de voksnes kaosangst. Når et barn går ind i et stort rum, indtager barnet rummet rent kropsligt. Hvis vi forhindrer barnet i at løbe rundt i rummet, så forhindrer vi det i at forstå sig selv i forhold til rummet og de andre børn. Børn får ikke udviklet rum- og retningsopfattelsen, når de altid skal "sætte sig ned". Det skal de også, men i starten, når de kommer ind i et nyt rum, skal de have lov til at løbe fra væg til væg. De voksne kan jo løbe med. Det er en pragtfuld stund".

Med hensyn til at styre så handler det som voksen om at have så mange idéer, at man er tryg ved situationen. Og her er det også en god idé at tage udgangspunkt i børnene."Jeg oplever ofte, at pædagoger bremser børn, der er i gang med at finde på noget skægt. At de bliver opfattet som forstyrrende. Hvis man vender det til "Nej, hvordan gjorde du, prøv det igen!", selv om barnet egentlig ville drille lidt, kan man få en sjov leg ud af det".

"Jeg husker f.eks. en situation, hvor jeg sad med en børnegruppe på gulvet. Så var der en større dreng, der kravlede op i en ribbe og kiggede ned på os andre. I den situation kunne jeg vælge to ting: jeg kunne rejse mig og flå ham ned. Eller, som jeg gjorde, sige "Det er egentlig en god idé, lad os alle sammen kravle derop". Vi lavede en leg, hvor vi kravlede i ribber og sprang ned på nogle madrasser foran ribberne. Til børnenes store glæde. Pædagogen var imponeret og sagde bagefter til mig "Jeg ville have taget ham ned med det samme!"

En anden problemstilling kan være, at man som pædagog føler, at et barn forstyrrer, fordi det ikke "er med".

"Vi voksne synes ofte, at tingene skal foregå på vores præmisser; at børnene f.eks. skal sidde pænt i rundkredsen. Men sådan skal det ikke nødvendigvis være. F.eks. lavede jeg musik og bevægelse med en børnegruppe, hvor en lille dreng hver gang sad inde under et bord. Men han var i rummet. Pædagogerne sagde "Han er ikke med". Men hver gang, vi sang en bestemt sang, gik han hen og var med. Og hans mor kom en dag og sagde "Det er utroligt, så meget han lærer. Han synger alle sangene derhjemme!" Han skulle bare have god tid til at turde være sammen med os andre. Det havde han ikke fået, hvis man havde taget ham ud og sagt, "Det må du ikke, du er ikke med".

God motorik styrker hjernen

Ifølge Bibi Fussing er det en god idé at lave musik og bevægelse med en børnegruppe mindst en gang om ugen, som et fast punkt. Derudover er der ofte masser af "musik" på legepladsen og i form af galophop i institutionens lange gange. Eller i form af et barn, der spontant sidder og synger, mens det leger med en bil. Og der kan man – f.eks. når man ugentligt laver musik og bevægelse – sige: "Jeg hørte forleden, at du sad og sang, kan vi prøve at gøre det sammen?" På den måde bringer man det frie og spontane ind i det styrede.

Dét at få musik ind i institutionen kræver også ydmyghed og kendskab til børns motorik – til hvad man kan kræve af dem i forhold til trille-, krybe- og kravleudviklingen.

"Det ved pædagoger selvfølgelig godt, men alligevel kan det være fint at få opdateret. Hele den viden om, hvor utroligt vigtigt det motoriske er for helhedsudviklingen, er gået i glemmebogen. Men det er sådan, at hver gang barnet har lært en ny ting motorisk set, så udvikler hjernen sig. Vi kører og slæber børn for meget. De sidder for meget ned. Et andet af mine yndlingscitater er "Hver gang, man gør noget for barnet, som det selv er i stand til, har man taget en udviklingsmulighed fra barnet". Barnet skal selv, når det kan selv".

Og at musik og bevægelse styrker børns udvikling er der ingen tvivl om.

"Man siger, at danske børn læser dårligt. Ja, men hvorfor? Dér vi uenige. Nogle mener, det handler om for få dansktimer. Min påstand er, at børn bevæger sig for lidt! Via bevægelse og musik hjernens to halvdele nødt til at samarbejde. Lige som når man ska lære at læse. Der er en meget nær sammenhæng mellem den motoriske udvikling og hjernens udvikling. Derudover styrker musik og bevægelse selvværdet. Og det styrker følelsen af fællesskab, fordi de er noget, man gør sammen med andre", siger Bibi Fussing.

Prøv en lille spilsammen-leg

Den ene halvdel af børnene sidder med musikinstrumenter i den ene ende af rummet. I den anden halvdel sidder resten. De børn, der ingen musikinstrumenter har, finder selv på en måde at bevæge sig på, mens musikerne spiller til. Efter nogen tid byttes der. I legen skal børnene på én gang: - Orientere sig efter nogle andre børn i den anden ende af lokalet - Kunne kommunikere og koordinere spillet og bevægelserne i begge grupper. Kilde: Musik og pædagogik

Litteratur: Bibi Fussing og Dorte Bille " Rygsækken - en bog om musik og bevægelse", Egtved 1997. Sten Larsen, "Den arbejdende hjerne", Gyldendal, samt bogen "Musik og pædagogik", forlaget Modtryk, redigeret af Elsebeth Kirk - se især afsnittet "Musik og bevægelse i vuggestuer og børnehaver".

Hvad med instrumenterne?

Ifølge Bibi Fussing står der "tonsvis" af instrumenter rundt omkring institutionerne, som ikke bliver brugt. Også fordi de voksne er usikre på, hvordan de skal bruge dem. De instrumenter, man ifølge hende bør købe, skal appellere til grovmotorikken, så som bongotrommer, klangkasser, marimbaer med brede klangstave og en masse solide rytmeinstrumenter. Det er primært instrumenter med dybe træklange.

"De lyde er også langt nemmere at holde ud at høre på end metallydene i f.eks. zylofoner. Rasleæg og andre former for raslere er lige som rytmepinde, tamburiner og træ ago-go eksempler på gode småinstrumenter".

"En af mine kongstanker er, at instrumenterne skal stå frit fremme, så børnene selv kan tromme osv. Det kan pædagogerne måske ikke holde ud. Men så må de stå i puderummet eller hopperummet. Børn skal være sammen med instrumenterne og eksperimentere. Desværre er de tit låst inde eller står øverst oppe på en hylde". Musikinstrumenter kan købes gennem www.rabo.dk Bibi Fussing kan træffes på tlf.: 21.401207 eller 55.818848