Læserbreve

- med bedstefar i spøgelsestoget gennem Europa

Respons på Jan Hobys indlæg om Paulo Freires (PF) uddannelsesteorier til en socialistisk revurdering af det pædagogiske arbejde.

Først et velment tillykke med medlemskabet i Forretningsudvalget (FU) og sidst i pressegruppen, hvor du nok skal vise dit værd.

Når det er sagt, må jeg desværre konstatere at der, foruden en tur i de socialistiske gynger, ikke fremkommer noget væsentligt – tvært i mod. Ikke at jeg hermed modsiger mig en diffus "vision om socialisme" eller har et ønske om amerikanske burgeruniversiteter eller svensk-italienske designeruddannelser i Danmark, men...

Den pædagogiske faglighed bombes tilbage til 70´erne med en anvendelse af diffuse kategoriseringer, som f.eks. forskellene mellem enten "pædagogiske lærerplaner" eller "læseprogrammer" og viden som noget der enten kan "akkumuleres" eller "produceres". Resultaterne er de samme og der er ikke noget forgjort i skriftlig refleksion – men metodevalg er det branchen skal forholde sig til i disse år. Substansen i artiklen udebliver og derfor risikeres pædagogikken at blive til gammelkendte floskler. Den procesorienterede pædagogik er for længst indført. Derfor nytter det ikke at hive PF ud af skabet, som den alfaderlige julemand, i frigørelsens navn. Giesicke forklarer dette projekt på fremragende vis og reproduktionen af magtstrukturerne i uddannelses systemet har Bourdieu ligeledes en udmærket beskrivelse af, blot for at nævne de ældste og mest relevante.

Social træning og samfundsmæssig bevidsthed, har så vidt jeg ved, været en del af seminarieundervisningen siden 70´erne. Udmærkede pædagogiske værktøjer som "anerkende dialog" og "selvindsigt" er stadig blandt dagens frugter.

Min opfordring til arbejdet i FU må derfor være af mere pragmatisk art. Det forhåndenværende søms princip efter et pædagogisk program – gerne af nyere dato, vil være til fordel for respektable ansættelsesforhold (og kursusbudgetter). Fred, frihed og frikadeller! 8)
Jacob Mørch Sørensen, socialpædagog (Børglumvej 5,2; 2720 Vanløse)

Svar:

Gamle mænd og store ideer!

Først og fremmest tak for din respons Jacob! Det er altid rart at andre forholder sig til det man skriver. Det er selvfølgeligt ærgerligt at du ikke finder artiklen om Paulo Freire væsentlig. Jeg enig i at Pierre Bourdieus teorier er fantastiske til at forklare reproduktionen af ulighed i uddannelsessystemet. Med Charlotte Palludan fra DPU’s ph.d. afhandling "Børnehaven gør en forskel" har vi nu videnskabelig dokumentation for at den sociale ulighed reproduceres og manifesterer sig i daginstitutionerne. Og det pædagogiske personale bakker op om bestemte adfærdsformer, som nogle børn har lettere ved at beherske end andre!

Men det er ikke nok at kunne afdække magtstrukturerne. Pædagoger bliver nødt til at kunne skabe inkludering, anerkendelse og acceptabilitet for alle børn uanset deres race, køn og klasse! Den nyliberale regering er i gang med at afmontere hele den pædagogiske profession og den pædagogiske tradition. Derfor skal nyliberale visioner mødes med en anden vision. Og der er Paulo Freire et rigtigt godt udgangspunkt, men ikke det eneste. Men det der gør Paulo Freire så aktuel og anvendelig er at hans teori er vokset ud af praksis . Min hensigt med artiklen var at starte den nødvendige visionære diskussion om pædagogikkens fremtid. Det er ikke nødvendigt at abonnere på hele "pakken" for at bruge Paulo Freire. Men vil man arbejde med inkluderende og anerkendende pædagogik, så kommer man langt med Paulo Freire.
Jan Hoby

Åbent brev til LFS` forretningsudvalg

Jeg har fået den opfattelse at LFS er meget afvisende i forhold til at lave konkrete aftaler om forlængelse af tidsbegrænsede ansættelser for støttepædagoger, ansat af institutionerne. Dette åbner overenskomsten ellers mulighed for.

Jeg er meget uenig i den holdning og mener, at dette har store negative konsekvenser for det enkelte barn, som har brug for støtte og for den enkelte institution.

Når et barn får bevilget støtte, er det fordi det er et sårbart barn vi har med at gøre. Et sådant barn har i særlig grad brug for kontinuitet og netop den holdning som jeg opfatter at LFS står for, er med til at forhindre dette, for disse børn .

Det er min opfattelse, at mange af de børn der bevilges støttepædagog til på disse vilkår, er børn der har fået en diagnose og dermed overgår til handicapcentrene. Der følger herefter en tid, hvor fremtiden for barnet skal udredes. I den periode/proces bevilges der støtte i en afgrænset periode, oftest af tre måneders varighed. Institutionerne kan søge om forlængelse, hvis der ikke er fundet en varig løsning for barnet. Derfor vil der næsten altid være tale om midlertidige bevillinger, som det er op til institutionen at søge brugt bedst muligt. Når det drejer sig om bevillinger til de enkelte institutioner drejer det sig om et konkret barn, der af en eller anden grund har brug for hjælp, indtil en endelig løsning er på plads for barnet, eller det skal starte i skole.

Det kan selvfølgelig være vanskeligt at rekruttere en støttepædagog, når vi er usikre på, hvad der sker fremover, og derfor ikke kan love en ansættelse udover bevillingsperioden. Når det lykkes, er det næsten ikke til at bære at vi ikke kan forlænge ansættelsesforholdet udover de seks måneder. Dette kan vi kun hvis vi tager en ledelsesmæssig risiko, idet vi kan stå i en situation hvor vi ikke har økonomi til at dække lønnen.

Jeg kan godt forstå at man vil sikre sine medlemmer ordentlige arbejds- og lønvilkår – og jeg kan godt forstå at man kunne ønske sig at virkeligheden var en anden end den er, nemlig at de børn der havde brug for støtte altid kunne få støtte fra et veluddannet støttekorps, der ikke skulle belaste den enkelte institutions budget. Men sådan er virkeligheden langt fra.

Vi er efter min mening nødt til at agere i den konkrete virkelighed, hvor der ikke er afsat økonomi nok til at løse de problemer, der er for børn med særlige vilkår. Det betyder for mig at man må tage hensyn til det enkelte barn og den enkelte institution ved at være langt mere fleksibel i forhold til indgåelse af aftaler om forlængelse af midlertidige ansættelser af støttepædagoger . Vi kan så samtidig bruge kræfter på fortsat at gøre opmærksom på at ressourcerne til støtte ikke dækker behovene.

Med venlig hilsen Dorte Munk, leder, Børnehuset, Tuborgvej 7, 2900 Hellerup

LFS’ forretningsudvalg svarer i næste nummer af LFS Nyt.