Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Bryghusgrunden
Af Elisabeth Lockert Lange
FRI LEG
Vrede børn og pædagoger samledes på Rådhuspladsen for at protestere over tyveriet af deres legeplads. Den er – helt hen over hovedet på dem – blevet solgt til byggeri. Men endnu er der håb. Byggeriet kræver at lokalplanen for området ændres, og de nyvalgte politikere lovede på et valgmøde før kommunalvalget at de ville bevare eller erstatte det grønne åndehul som legepladsen er, så de stemmer vel ikke for en sådan lokalplansændring. . . . . . .
Underligt. I forskellige medier kan man læse dele af en pressemeddelelse, som i stort set samme ordvalg fortæller offentligheden at nu har Realdania købt Bryghusgrunden i København (i øvrigt af Ørestadsselskabet ved Jens Kramer Mikkelsen). Her vil de opføre ”et byggeri af høj arkitektonisk kvalitet på basis af en international arkitektkonkurrence”.
Underligt fordi de ”glemmer” at fortælle at den solgte og købte grund slet ikke er tom. Det der lyder som en solstråle med et budskab om at beslutningstagerne i København nu endelig har set lyset og vil gøre skaderne ved havnefronten gode igen, er ikke det der ligner. I hvert fald ikke for de rigtig mange københavnere, som netop bruger grunden.
På Bryghusgrunden, som ligger ned til havnen på Christians Brygge mellem Vester Voldgade og Frederiksholms Kanal som nabo til Kongens Bryghus og Den sorte Diamant, er der nemlig en legeplads. Faktisk Indre bys eneste større legeplads. Den har siden begyndelsen af 60’erne (efter en bygning brændte ned) betydet et grønt frirum for børnene og såmænd også for voksne i Indre by. Her har de kunnet udfolde sig frit og kreativt.
Og det er der mange børn i Indre by, der gør og gerne vil blive ved med. Bl.a. bruger de legepladsen sammen med deres daginstitutioner.
Salget af deres legeplads fik mange børn, forældre, personale fra daginstitutioner og skoler til at møde op på Rådhuspladsen den 10. november. De nægtede at lade lukningen af Indre bys eneste større legeplads gå stille af.
De havde bannere og skilte med, som helt tydeligt gav udtryk for deres holdning. Og flere af byens på det tidspunkt valglystne politikere deltog, bl.a. holdt Bo Asmus Kjeldgaard (som jo ser ud til at blive den nye børne- og ungdomsborgmester) en tale til fordel for at bevare legepladsen. På et efterfølgende valgmøde erklærede samtlige politikere, uanset partifarve, sig enige i at det var helt nødvendigt med et grønt åndehul af en rimelig størrelse til bydelens voksende antal børn. Om det så lige skulle være netop Bryghusgrunden eller en erstatning for den, bandt de sig ikke til. Et hurtigt kig på kortet over Indre by er dog nok til at se at en erstatning bliver svær at finde – med mindre man vil rive huse ned. Så i realiteten må alle disse politikere stemme imod en ændring af lokalplanen, når den bliver fremlagt – hvis de altså skal overholde deres valgløfter. For det nye byggeri kræver en ny lokalplan, som politikerne skal godkende.
Bruges af 500 børn
Det var egentlig lidt tilfældigt at institutionerne i Indre by fandt ud af at grunden var blevet solgt, og at deres legeplads dermed var i fare. I hvert fald havde deres forvaltning ikke fortalt dem det, selvom det siden viste sig at den udmærket kendte til salget af legepladsen.
Den integrerede institution Vartov er en af Indre bys oprørte institutioner.
”Behovet for grønne områder stiger her i Indre by. Politikerne lokker jo flere og flere børnefamilier ind til byen, og så er der også brug for legepladser til børnene. Den legeplads, som nu er solgt, bruges stort set dagligt af mindst 500 børn fra vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og områdets skole, som har en ret dårlig skolegård og netop har udvidet antallet af børn. Heldigvis sagde alle politikerne på valgmødet at de selvfølgelig ville bevare børnenes legemulighed og grønne område”, fortæller Vartovs leder Fransiska Tvede. Hun bor selv i området, og det er ikke kun som daginstitutionsleder, hun er imod et sådant byggeri, det er hun også som borger:
”Det vil være rædsomt som beboer at få en firkantet kasse op foran de smukke gule fredede bygninger. Det handler jo også om miljøet i området.”
Siden valget har institutionerne intet hørt, den nye Borgerrepræsentation har travlt med at slås om borgmester- og udvalgsposter. Legepladsen er derimod flottere end nogensinde. Lige nu er den prydet af de mange dekorative bannere, som institutionerne bar til demonstrationen.
Bryghusgrunden er ”den sidste større byggemulighed på havnefronten”, sådan som legepladsen ses gennem Ørestadsselskabets og Realdanias øjne. Ørestadsselskabet overtog grunden i 1994 og har siden forsøgt at finde en køber til grunden med Christian den 4.s Bryghus på den anden side af Frederiksholms Kanal.
Det er ikke første gang at legepladsen er i fare. På et tidspunkt var der forhandlinger om at opføre et musikhus på grunden, og ved den lejlighed lovede daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen at der skulle findes en erstatning. At han nu er sælgeren kan man kalde skæbnens ironi, hvis man er venlig….
Målet om at sikre et byggeri af ”høj arkitektonisk kvalitet” kan dog godt gøre én lidt nervøs. Hvis man skal dømme efter samme Jens Kramer Mikkelsens bidrag til havnefrontens udseende indtil nu.
København svømmer jo over med grimme nybyggede kontorbygninger, som er svære at få lejet ud. Der er ikke brug for flere. Derimod bør man af al magt fastholde de efterhånden få grønne områder, som byen endnu har, hvor der er luft og muligheder for rekreativ kreativ udfoldelse for de yngste borgere. Ikke mindst ved havnefronten, som har været så hårdt ramt de seneste år.