LFS-arrangement: Børn i familier med vold
Når far forvandler sig til et monster
Hvordan tager man den svære samtale med barnet, hvis man har mistanke om, at der er vold i hjemmet? Og skal man risikere det gode forældresamarbejde ved at underrette, når det ikke er barnet, men mor, der får bank?
Omkring 33.000 børn i Danmark lever i familier, hvor der er vold. En del af børnene er selv udsat for fysisk eller psykisk vold, andre har overværet, at deres mor er blevet udsat for vold, og forskningen viser, at volden kan give børnene alvorlige psykiske mén - både på kort og lang sigt.
Det pædagogiske personale har et særligt ansvar i forhold til de børn, der lever i en familie med vold. Det vil Lene Johannesson, formand for LOKK, Landsorganisation af Kvindekrisecentre, fortælle om i LFS den 26. april. Lene Johanneson er socialrådgiver og har arbejdet med vold i nære familierelationer i mere end 30 år.
Lene Johanneson vil i foredraget fortælle om, hvordan volden i familien adskiller sig fra anden vold, og hun vil fortælle om tegn og reaktioner hos børnene. Hun vil også give bud på, hvordan man tager den svære samtale med barnet, og hun vil opridse de redskaber, man som pædagogisk personale har til rådighed, når der er mistanke om eller viden om vold i hjemmet. Aftenens program kommer også til at indeholde film om børns reaktioner og mulighed for spørgsmål og debat.