Leder:
Vi har råd til et værdigt seniorliv
Af: Forretningsudvalget i LFS
Folketingsvalget kommer til at handle om pensionsalder, Big Time. Det er godt, for det er helt galt med arbejdslivet og nedslidningen. Ny måling fra Megafon viser, at 91 procent af de adspurgte mener, at nedslidte folk bør kunne gå på pension før tid. Det er også godt, for det betyder at alle partierne er under maksimalt pres for at levere resultater lige efter folketingsvalget.
Kampen for retten til en værdig tredje alder er den samme kamp, som fagbevægelsen kæmpede for den ugentlige arbejdstid, for ret til ferie og for ret til barselsorlov. Det handler grundlæggende set om social retfærdighed for de mange.
Socialdemokratiet har i valgkampens navn kastet et pensionsforslag på bordet. Et forslag der, trods det er meget luftigt, har startet en vigtig debat på arbejdspladser og ude ved middagsbordene blandt 2,8 millioner lønmodtagere.
Desværre oversælger Socialdemokratiet sit forslag om rettigheder til nedslidte lønarbejdere i en grad, der nærmer sig det pinlige. For nærlæser man, kan man se, at det kun vil tilgodese en lillebitte gruppe - cirka 17.300 lønarbejdere ud af knap 1 million borgere mellem 60 og 74 år. FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) har 1,5 millioner medlemmer. Så der vil være mange nedslidte medlemmer, der kan skyde en hvid pind efter tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Socialdemokratiet vil heller ikke opsige ”Velfærdsforliget" fra 2006, som betyder, at pensionsalderen bliver ved med at stige, og at håndværkerne, SOSU'erne og andre lønarbejdere, vores børn og børnebørn stadig skal arbejde, til de er langt oppe i 70'erne.
Så de nedslidte, der med S-forslaget muligvis kan gå fra tre år tidligere, skal stadig arbejde, til de er næsten 70.
Så Socialdemokratiets forslag er som et plaster på en brækket ryg og giver falske forhåbninger til hundredtusindvis af nedslidte lønarbejdere i den offentlige og private sektor, som tror, der er lys for enden af tunnelen.
Under OK18 stod lønarbejdere fra forskellige brancher, faggrupper og uddannelser skulder ved skulder og krævede En Løsning For Alle. Når det kommer til at sikre alle nedslidte lønarbejdere et værdigt arbejdsliv og ditto seniorliv, skal vi også stå skulder ved skulder og kræve en løsning for alle. Vi skal ikke acceptere splittelse mellem lønarbejdere, mellem faglærte og ufaglærte eller mellem bygningsarbejdere, pædagoger og akademikere. Lad os stå sammen om et stop for den automatisk stigende pensionsalder og kræve, at ingen 67+ årige skal tvinges til at arbejde. Vi har råd til et værdigt arbejds- og seniorliv for alle.