De ved, at vi ikke sidder og snakker om dem

Beboerne på botilbuddet Robert Jacobsens Vej 17 er velkomne til personalemøderne, vælger deres egen kontaktpersoner og er med til at træffe hovedparten af de beslutninger, der tages om dagligdagen i botilbuddet. Medarbejderne ønsker nemlig ikke, at de fine ord om brugerstyring og brugerinddragelse skal være pseudo-begreber. Det har sat en udvikling i gang, men beboerne kan også blive skræmt af ansvaret.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Botilbuddet Robert Jacobsens Vej 17 kan bedst beskrives som lækkert.

De øverste lejligheder har penthouseudsigt og kig til Øresundsbroen fra den ene side og et storslået vue ud over Kalvebod Fælled til den anden. Alle beboerne har to værelseslejligheder på 64 kvadratmeter.

Fællesrummene er nye og velindrettede, og der er masser af plads.

Pædagog og arbejdsmiljørepræsentant Camilla Hegaard Madsen Simonsen har da også svært ved at få armene ned:

”Det er fede rammer at være i, og det gør helt sikkert noget for vores fælles trivsel,” siger Camilla Hegaard Madsen Simonsen, der kan fortælle en anden historie om socialpsykiatrien i København end den, der normalt høres.

Lavt sygefravær = overskud

Botilbuddet Robert Jacobsens Vej 17 havde i 2018 det laveste sygefravær blandt Socialforvaltningens institutioner.

”Der er lavt sygefravær, fordi vi har et godt arbejdsfællesskab, og så opstår der jo en positiv cirkel, fordi det giver mere overskud,” siger Camilla Hegaard Madsen Simonsen.

Botilbuddet Robert Jacobsens Vej 17 lukkede op for beboere i 2017 og blev blandt andet bolig for en række af beboerne fra det gamle Ringbo. Det betød, at der var en personalegruppe, der kunne definere sig selv og et botilbud helt forfra.

Socialforvaltningen havde i 2017 offentliggjort den nye Grundfortælling om socialpsykiatrien, og botilbudsleder Luise Marie Bak syntes, at der var oplagt, at Botilbuddet Robert Jacobsens Vej 17 skabte sin egen fortælling, der tog udgangspunkt i den fælles Grundfortælling.

Beboerne for bordenden

Det blev til en fortælling, der tog udgangspunkt i, at beboerne skulle sidde for bordenden.

”Vi valgte, at brugerstyring skulle være det centrale begreb. Det skulle tænkes ind i alle beslutninger,” fortæller Luise Marie Bak.

Det betyder eksempelvis, at resultatet af brugertilfredshedsundersøgelser bliver behandlet på en temadag, der er fælles for beboere og medarbejdere. Det er beboerne, der beslutter, hvilke aktiviteter, der skal være tilbud om, og det er beboerne, der har talt sig frem til, hvordan fællesrummene er indrettet.

”Vi kom for nylig med i Madliv København, hvor vi naturligvis stillede med repræsentanter for både medarbejdere og beboere. Det blev konsulenten fra Madliv København helt overrasket over. Da gik det op for mig, at det er blevet meget naturligt for os; vi overvejer ikke engang, om beboerne skal være med, det skal de bare,” siger Luise Marie Bak.

Personalemødet er åbent

Personalemødet er også åbent for alle.

”Da vi indførte det, var der seks til otte beboere, der benyttede sig af det. Det er klinget af, nu er der ofte en enkelt, der kigger forbi og deltager i dele af mødet. Men beboerne har givet udtryk for, at det giver en oplevelse af ligeværdighed mellem medarbejdere og beboere. Når vi sidder for åben dør, ved de, at vi ikke sidder og taler om dem. Det virker afstigmatiserende - og det er værdighedsskabende,” siger Luise Marie Bak, som understreger, at der var overvejelser forud:

”Vi nåede frem til, at personfølsomme ting om enkelte beboere hører til i supervisionen, og at hovedparten af det, vi i øvrigt taler om, sagtens tåler dagens lys. Det skærper faktisk også etikken. Men vi er selvfølgelig reflekterede. Hvis vi baksede med arbejdsmiljøproblemer og gnidninger i personalegruppen, ville vi ikke inddrage beboerne i det. Det kunne skabe utryghed,” siger Luise Marie Bak.

Vælger selv kontaktperson

Medarbejderne skulle også lige tænke over det, da det blev besluttet, at beboerne selv skulle kunne vælge deres kontaktperson.

”Men medarbejderne tog godt imod ideen. Der var selvfølgelig drøftelser i personalegruppen. Nogle medarbejdere var bekymrede, for hvad nu hvis der ikke var nogen, der valgte en som kontaktperson. Men det viste sig, at alle blev valgt, og at beboernes valg var fornuftige, når man så på det rent fagligt,” fortæller Luise Marie Bak.

Valgrunden fandt i juni 2018, og beboerne kunne lave en første, anden og tredje prioritet. Regnestykket gik op, så alle beboere fik en af deres prioriteter.

”Vi gentager øvelsen igen i sommeren 2019,” siger Luise Marie Bak.

Beboerne tager styring

Beboerne har alle boet på andre bosteder, før de flyttede til Robert Jacobsens Vej. Og Camilla Hegaard Madsen Simonsen oplever, at der er sket en udvikling i de to år, der er gået, siden de første flyttede ind.

”Jeg oplever, at beboerne i stigende grad tager styringen på sig. Mange af vores aktiviteter er helt og holdent brugerdrevne. Jeg ville fx ikke have tænkt på at foreslå, at vi tog på Flyvergrillen eller i svømmehallen; det er helt og holdent beboerinitiativer. Beboerne har på eget initiativ startet en madklub, hvor de laver mad og spiser sammen. Det ville vi ikke have fundet på; vi ville nok i højere grad have lavet individuel madtræning. Men det er en dundrende succes,” fortæller Camilla Hegaard Madsen Simonsen.

Ansvar kan opleves utrygt

Der er også sket en overraskede udvikling med det trivselsmøde, der afholdes hver mandag.

”Da vi begyndte, handlede trivselsmødet meget om aktiviteter. Men det har stille og roligt udviklet sig til et forum, hvor beboerne tager meget personlige problemstillinger op, som de deler med hinanden, og hvor de støtter hinanden. De taler fx med hinanden om, hvordan de hver især håndterer deres angst,” fortæller Luise Marie Bak.

De to medarbejdere har i det hele taget svært ved at se ulemper ved den høje grad af brugerstyring. Men der er beboere, der skal vænne sig til tanken.

”Det kan opleves overvældende, og mange af vores borgere har brug for tryghed. Vi skal være klare i spyttet og formidle, at det ikke handler om spareøvelser, når vi lægger ansvar og beslutninger over på beboerne,” siger hun, og fortsætter:

”Flere af vores beboere følger med i medierne og er bekymrede for besparelser. Og de er meget bekymrede for os som personale. De er faktisk meget omsorgsfulde.”

Brugerstyring er et voldsomt ord

”Jeg har aldrig boet så godt. 64 kvadratmeter med altan. Men det tager tid, før man føler sig helt hjemme, og min tilværelse har mildest talt været forvirret de seneste år, ” siger Dorte Pernille Svane.

Botilbuddet Robert Jacobsens Vej er hendes tredje bolig på fem år, og hun måtte vente i et år på Ringbo, før det blev afklaret, hvor hun skulle bo.

”13 kvadratmeter og fælles bad og toilet. Det er uanstændigt over for voksne mennesker. Men personalet var fantastisk hele vejen igennem,” siger Dorte Pernille Svane, der håber, at Botilbuddet Robert Jacobsens Vej bliver hendes varige hjem. Hun er nemlig også kommet hjem til det Amager, som hun er vokset op på – selv om øen har forandret sig voldsomt, siden hun som barn legede i kolonihaverne tæt på Ørestaden.

Dorte Pernille Svane synes, at de åbne personalemøder er et godt initiativ.

”Det afmystificerer det hele. Så behøver man ikke sidde og tænke på, hvad de mon snakker om,” som hun siger.

Men hun synes til gengæld, at brugerstyring er et voldsomt ord.

”Det kan godt gøre mig lidt bange. Det lyder voldsomt. Det må ikke blive tvang, for så bliver jeg nervøs. Men jeg kan godt lide ordet brugerindflydelse. Det er mere trygt.”

Brugerstyring er sundt

”Jeg er glad for at være med til at bestemme. Jeg er helt sikker på, at brugerstyring er sundt, fordi vi som beboere får et medansvar,” siger Johnny Svejgaard Rasmussen, der bruger muligheden for indflydelse aktivt.

Han har desuden et skånejob, hvor han arbejder en time om dagen i botilbuddets cafe, og det er han glad for, for det skaber struktur og giver indhold.

”Jeg er faktisk offentligt ansat. Men det må aldrig blive sådan, at vi overtager personalets ansvar, og at vi får for mange opgaver, så det kan blive brugt som undskyldning for besparelser. For jeg ville knække nakken, hvis jeg ikke fik tilstrækkelig støtte. Jeg kommer aldrig til at kunne bo i egen lejlighed,” siger Johnny Svejgaard Rasmussen, der også var en af de beboere, der ventede længe i uvished om, hvor han skulle bo efter Ringbo.

”Først ventede jeg i årevis, og så gik det hele pludselig hurtigt. Det var ekstremt stressende, og det kan jeg slet ikke tåle. Men jeg føler mig heldig ved at bo her.”

Man bliver faktisk hørt

Allan Hansen har ikke pakket alle sine flyttekasser ud, selv om han har boet på Robert Jacobsens Vej siden december 2017. Han tror selv, det handler om, at det har været svært for ham at falde til.

”Hvis jeg fik tilbuddet, så flyttede jeg gerne tilbage til Ringbo. Jeg flyttede så mange gange i 0’erne, og jeg var også hjemløs en periode. Så Ringbo var det første sted, jeg faldt til ro, og jeg boede der i otte år. Og jeg var ikke glad for at skulle til Amager. Så flytningen har været lidt svær for mig. Men der er ikke noget i vejen med stedet her. Slet ikke,” siger Allan Hansen, som synes, at princippet om brugerstyring er overvejende positivt.

”Der er faktisk et reelt beboerdemokrati, og man bliver hørt. Det er ikke bare på overfladen. Jeg synes, det er positivt, at vi som psykiatribrugere også får en stemme,” siger Allan Hansen, der drømmer om endnu mere selvbestemmelse. Han sparer nemlig op til en andelslejlighed og drømmer om at blive rask nok til at kunne flytte til Faxe Ladeplads, hvor hans vennenetværk bor.

”Det er ikke lige nu. Men det er godt at have noget at håbe på.”