TEMA: Kan du blive (en god) TR
Det handler først og fremmest om relationer
Kampvalg om TR-posten er et sjældent fænomen. De fleste forbinder rollen som tillidsrepræsentant med kedeligt overenskomststof og svære telefonsamtaler efter arbejdstid, mens vi andre sidder og ser Netflix. John Skeberg og Michala Toftager Bovien har til sammen 23 års TR-erfaring, og de er ret enige om, hvad det fede ved hvervet er – og om hvornår det gør ondt.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
John Skeberg er en meget rolig mand, der sjældent hæver stemmen. Men han står gerne ved, at han enkelte gange i sine 20 år som TR har været godt og gammeldags pissesur.
”Når det er sket, har det handlet om uretfærdighed, eller om at nogen er løbet fra en aftale. Men det er bestemt ikke normen, og det er ikke sådan, jeg ser rollen som tillidsrepræsentant. Rollen går ud på at skabe et godt samarbejde – ikke på at være i konstant opposition eller på at vinde eller tabe. Du skal jo som TR også kunne fungere med ledelsen dagen efter,” siger John Skeberg.
Han bliver ved med at vende tilbage til, at det handler om relationer.
”Der er i virkeligheden ikke ret meget, der er sort-hvidt, når man ser bort fra helt firkantede bestemmelser og afsnit i overenskomsterne. De fleste TR-opgaver kræver, at du kan aflæse, hvad der sker i relationerne, og at du bruger din fingerspidsfornemmelse. Og det er det, der er sjovt og udfordrende. Uanset om du forhandler løn eller forsøger at løse en organisatorisk knude.”
Det fede er at gøre en forskel
Michala Toftager Bovien er gerne den, der kommer først og går sidst, når der er demonstration på Rådhuspladsen eller fanevagt foran Forligsinstitutionen. Men det er ikke aktivismen, der gjorde hende til tillidsrepræsentant, eller som giver de mest tilfredsstillende dage.
”Det er ikke altid lige sjovt at stå og fryse inde på Rådhuspladsen. Det er den nære medlemskontakt, der gør mig mest glad for hvervet. Jeg kan blive helt høj, når jeg oplever, at jeg er med til at gøre en forskel på det individuelle plan. Det kunne være en god lønforhandling eller god rådgivning på min arbejdsplads. Som fællestillidsrepræsentant er de bedste dage, når det lykkes at give en TR-kollega ude på en arbejdsplads sparring, som hun eller han kan bruge til noget.”
Det er direkte sjovt
Da John Skeberg for 20 år siden blev opfordret til at påtage sig rollen som TR, havde han kvaler.
”Jeg var relativt nyuddannet og følte ikke, at jeg havde det store at byde ind med. Men jeg arbejdede i en lille og overskuelig organisation, og der var en anden TR tæt på, som jeg kunne støtte mig til. Så jeg opfattede det som en mulighed for personlig udvikling, der kunne give noget ekstra til mit arbejdsliv. Det viste sig at være direkte sjovt. Jeg kan godt lide at lønforhandle, og jeg har været del af et hav af omorganiseringer, hvor det har været spændende at være med i maskinrummet via MED. Man bliver også del af et fællesskab, der rækker videre end fællesskabet på arbejdspladsen. Man får relationer til andre tillidsrepræsentanter, og man får et fællesskab i LFS.”
Timingen var elendig
Tillidshvervet lå mere til højrebenet for Michala Toftager Bovien.
”Jeg har altid haft tendens til at involvere mig. Da jeg begyndte på pædagoguddannelsen, var det det pædagogfaglige, der tændte mig, og jeg blev aktiv i PLS og endte med at sidde som faglig sekretær i to år. Da jeg fik mit første pædagogjob, kunne jeg mærke, at min interesse for det fagpolitiske og for det organisatoriske ikke var forsvundet. Så da den tidligere TR valgte ikke at genopstille, føltes det meget naturligt at stille op,” fortæller Michala Toftager Bovien.
Det var til gengæld ikke efter planen, at hun stillede op som fællestillidsrepræsentant efter kun to år som TR.
”Timingen var faktisk elendig, for vi var i gang med nogle spændende processer på min arbejdsplads. Men der var to fællestillidsrepræsentanter i LFS, der holdt op på samme tid, og de har typisk lang anciennitet i hvervet. Så jeg kunne regne ud, at enten var det nu - eller om ti år. Og det, syntes jeg alligevel, var for lang tid at vente.”
Det værste dilemma
De to TR’ere er på tværs af 17 års forskel i erfaring helt enige om, at det sjove handler om at få ting til at lykkes. Det er fedt, hvis man kan få forhandlet et godt tillæg hjem til en kollega, det er tilfredsstillende at kunne hjælpe kollegerne med at gennemskue aftaler og systemer, og det er spændende at have indflydelse på, hvordan arbejdspladsen skal udvikle sig.
De er også enige om, at det værste er, hvis der er personalekonflikter på arbejdspladsen.
”Det er svært for alle, hvis der er konflikter. Men tillidsrepræsentanten står i et særligt dilemma, fordi man både er kollega og del af arbejdspladsen og samtidig skal være med til at løse op for det, der er svært. Det er en følsom balancegang,” siger John Skeberg.
Og Michala Toftager Bovien supplerer:
”Man skal have styr på sig selv og sine egne kasketter. Hvornår siger min kollega noget til mig som kollega – og hvornår siger hun det til mig som tillidsrepræsentant. Hvis der er konflikter i personalegruppen, er det vigtigt at have nogen, man kan vende situationen med. Man behøver ikke kunne klare alting selv. Søg hjælp hos en TR-kollega eller en fællestillidsrepræsentant, som har distance, og som ikke selv er involveret.”
Tre gode råd:
1. Vær tydelig i din rolle, og vær afklaret om, hvornår du er TR, og hvornår du er kollega – både over for dig selv og over for kollegerne.
2. Skab gennemsigtighed, og fortæl dine kolleger, hvad der foregår, hvis det overhovedet er muligt.
3. Du behøver ikke kunne klare alt selv. Hent sparring hos en TR-kollega, en fællestillidsrepræsentant eller din afdeling i LFS– uanset om du er i tvivl om arbejdstidsregler eller om en personsag.
4. Deltag aktivt i TR-møderne. Her bliver du klædt på til din rolle, du får mulighed for at sparre med dine TR-kolleger, og du bliver del af fællesskabet.
John Skeberg
48 år
Tillidsrepræsentant siden 1998
Fællestillidsrepræsentant siden 2016
Kommer fra stilling som boligrådgiver i Socialforvaltningen
Michala Toftager Bovien
31 år
Tillidsrepræsentant siden 2015
Fællestillidsrepræsentant siden 2017
Kommer fra stilling som pædagog i ungdomsklub