Når man kan give sig selv stjerner, giver målene pludselig mening
Handicappede kender ikke nødvendigvis deres egne udviklingsmål, for de ligger typisk godt gemt på personalets computer. En ny app kan gøre målene mere vedkommende – og sjovere at arbejde med for den enkelte.
Tekst: Agnete Vestergaard-Kristensen
Niels-Erik Hansen har boet på Botilbuddet Peder Lykkes Vej på Amager i knap fem år. Han er god til computere, og han har derfor fast beskæftigelse med blandt andet at sørge for, at al it på Dagtilbuddet på Tomatvej er up to date.
"Jeg er rigtig glad for det. Lige nu arbejder jeg fx med fem tablets, hvor jeg opdaterer dem og laver nye apple-id. De skal nulstilles, fordi ham, der lavede dem, ikke er der mere”, fortæller han.
Men indtil for nylig havde 30-årige Niels-Erik Hansen rigtig svært ved at komme ud ad døren, huske at komme på arbejde og møde til tiden. Men så blev han bedt om at teste en ny app, der er udviklet til handicappede.
Ikke bare personalets mål
Den app, Niels-Erik Hansen blev bedt om at teste, hedder LiMo. Det er en forkortelse for Life og Motivation, og den er netop udviklet til borgere med borgere med udviklingshæmning og andre kognitive udfordringer som fx autisme, Aspergers eller ADHD.
Niels-Erik Hansens udviklingsmål er lagt ind i app-modulet. Det betyder, at de er blevet nærværende i hans hverdag, og han er blevet mere motiveret for at komme afsted på arbejde og for at møde til tiden. Dengang det var et mål, der blot lå i personalecomputeren, var det sværere for Niels-Erik Hansen selv at tage ansvaret for at komme af sted.
En, to … fem stjerner
Niels-Erik bruger LiMo cirka tre gange om ugen. Her benytter han det indbyggede stjernesystem til at vurdere sin indsats.
"Ved fem stjerner, så er jeg mødt ind hver gang til tiden, fire stjerner er, at jeg er kommet til tiden, tre stjerner, så er jeg kommet for sent til en af tingene. To stjerner betyder, at jeg har meldt mig syg, og en stjerne betyder, at jeg har glemt at melde mig syg”, forklarer han og fortæller, at han har alarmer i app’en. ”Det er faktisk rigtig godt, at den minder mig om at huske ting, jeg skal. Fx har jeg brugt den til at huske at komme på arbejde,” siger Niels-Erik Hansen og fortsætter:
"Det går rigtig godt med at komme på arbejde, så nu bruger jeg den også til at lægge opgaver ind i mit skema”, fortæller Niels-Erik Hansen, som oplever, at han er blevet langt mere uafhængig af personalet, efter han har fået LiMo på sin smartphone.
"Jeg kan se, hvordan jeg har forbedret mig hele tiden. Det er fedt,” siger den 30-årige amagerkaner.
Et usynligt arbejdsgrundlag
Simon Aalling er projektkoordinator i teknologisk team i CSBB under Socialforvaltningen i København, og han er med i udviklingsarbejdet omkring app’en.
"Når jeg har været ude og snakke med borgere, har jeg oplevet, at det med deres mål ofte er en udfordring. Vi fandt faktisk frem til, at meget få kender til deres udviklingsmål, hvilket jo er en ret central del af det fælles udviklingsarbejde,” fortæller Simon Aalling.
Det skal app’en være en del af svaret på. Den bruges nu af cirka 100 borgere, som enten selv arbejder med den på deres smartphones som Niels-Erik Hansen, eller som bruger den i samarbejde med deres kontaktpersoner.
Målene kommer tættere på
"Det har været vildt interessant at forsøge at flytte målene ud af fagsystemerne hen på borgerens egne hænder, hvor pædagogerne bakker op om personens mål - helt konkret. Succesen er, at borgerne bliver klar over, hvad de konkret arbejder med og hvorfor. Der skabes et fælles fokus for borgeren og medarbejderen,” siger Simon Aalling.
De foreløbige erfaringer viser, at de borgere, der bruger app’ en, alene eller sammen med det pædagogiske personale, faktisk kender deres egne udviklingsmål, og at de giver mening for dem.
”Og så virker det normaliserende, at borgeren kan bruge sin egen smartphone,” siger Simon Aalling.
FAKTA om LiMo:
LiMo er et modul i PlaNet, som er borgerens kalenderapp på hans smartphone. App’en er skabt gennem et udviklingssamarbejde mellem Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse, Landsforeningen LEV og IT-virksomheden Mobilize Me.
App-modulet er opsat, så den kan benyttes på flere forskellige måder, der tilpasses efter behov. Som eksempel kan en borger have som hovedmål at holde egen lejlighed og herunder delmål såsom at tømme opvaskemaskine, støvsuge og børste tænder. App’en indeholder et "ratingsystem" med stjerner, man kan tildele sig selv ved hvert opnået mål - eller alt efter hvor godt, man klarede det.