TEMA: Pædagoger/pædagogiske assistenter søges
Vi skyder os selv i foden, hvis vi accepterer et lavere fagligt niveau. Men vi lever også i en virkelighed, hvor vi skal have kvalificerede medarbejdere på stuerne, siger Nicolai Fjellerad, som er pædagogisk leder i Klatretræet i København NV. Han har taget konsekvensen af manglen på pædagoger og er parat til at besætte pædagogvikariater med pædagogiske assistenter.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
To pædagoger i Klatretræets vuggestueafdeling venter barn. Det indebærer to barselsvikariater. Men Nicolai Fjellerad har ikke kunnet finde pædagoguddannede vikarer.
Han har derfor taget konsekvensen og har slået stillingerne op under overskriften pædagoger/pædagogiske assistenter søges.
”Vi har haft drøftelsen i klyngen og er blevet enige om, at vi er nødt til at gentænke, hvordan vi gør tingene. Pædagogmanglen er nu så udtalt, at vi ikke længere bare kan lave genopslag og krydse fingre for, at vi finder en pædagoguddannet,” siger Nicolai Fjellerad.
Skal understøtte pædagogen
Klatretræet arbejder med et grundsystem med to uddannede pædagoger samt en pædagogmedhjælper på hver stue. Hvis det lykkes at finde to pædagogiske assistenter, der matcher institutionen, vil to ud af i alt fem stuer i stedet få en sammensætning, der hedder en pædagog, en pædagogisk assistent og en medhjælper.
”Pædagogiske assistenter har en faglighed, der er direkte målrettet arbejdet i dagtilbud. Så vi kan stille andre krav til assistenter end til medhjælpere. Vi håber på at finde medarbejdere, der har lyst til og kan understøtte de opgaver, der normalt hører til hos de uddannede pædagoger. Det kan fx være trivselsvurderinger og handleplaner. Så må vi finde en form, der fungerer,” siger Nicolai Fjellerad.
Goddag Blå Stue – og så i gang
Han oplever, at medarbejderne i Klatretræet generelt har taget godt imod valget om at ansætte pædagogiske assistenter i de to vikariater.
”De kender jo også realiteterne. Øvelsen bliver at finde en måde at omsætte de nye fagligheder, så vi får gode teams, hvor vi både passer på de medarbejdere, der allerede er på stuerne, og på de nye,” siger Nicolai Fjellerad.
Den pædagogiske leder i Klatretræet understreger, at lykken ikke altid er gjort, bare man finder en uddannet pædagog. Der skal også være god introduktion til huset og til de faglige mål, så nye medarbejdere er klædt ordentligt på til de opgaver, der venter.
”Vi lever en presset hverdag med store krav til at levere pædagogisk højkvalitet hver dag, og det skal medarbejderne løfte i fællesskab. Nye medarbejdere skal hurtigt med på ”vognen”. Vi har ikke ressourcer til bare at lade en ny medarbejder følge med som føl i nogle uger, så han eller hun får en rolig opstart. Vilkårene gør, at det hedder: ”Goddag her er Blå Stue” – og så er det ellers i gang”, siger Nicolai Fjellerad.
Teori – men ikke praksis
Erfaringen i Klatretræet er, at det er en stor opgave for de erfarne pædagoger at hjælpe nyuddannede kolleger i gang.
”De kommer med et fint teoretisk niveau, men der kan mangle en evne til kobling mellem teori og praksis, og der mangler helt basal viden om, hvad det lille barn har brug for, og hvad det lille barn skal kunne. Det skaber usikkerhed, når man er ny, og derfor gør vi meget ud af at sikre en god start,” fortæller Nicolai Fjellerad.
Klatretræet og de øvrige institutioner i klynge NBH har derfor arbejdet systematisk med at sørge for, at nyansatte bliver taget i hånden omkring alt det praktiske. Der er tjeklister, der skal sikre, at vigtige informationer og principper bliver videregivet, og nyansatte får en ”startmentor”, som de kan støtte sig til i begyndelsen.
”Vi kan forhåbentlig bruge nogle af de erfaringer, når vi skal sige goddag til en ny faggruppe,” siger Nicolai Fjellerad.