LFS: Nej til selvstændig socialpædagoguddannelse
Socialpædagogik fylder for lidt på pædagoguddannelsen, og det går ud over kvaliteten på det sociale område, mener Benny Andersen, som er formand for Socialpædagogerne. Han ønsker sig en selvstændig uddannelse. Helle Vibeke Haslund fra LFS advarer mod splittelse: Vi skal hellere kæmpe for en generel opgradering af pædagoguddannelsen, siger hun.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Skal Danmarks udsatte, mennesker med udviklingshæmning, omsorgssvigtede børn og unge og psykisk sårbare ikke have den bedst mulige støtte og de mest kompetente indsatser?
Sådan begynder et langt debatoplæg i dagbladet Information den 28. oktober. Svaret på det retoriske spørgsmål er indlysende. Men underskriverne på debatindlægget konkluderer, at det ikke sker i dag, fordi socialpædagoger bliver udannet sammen med almenpædagoger. Derfor ønsker formanden for Socialpædagogerne sammen med repræsentanter for en række interesseorganisationer inden for handicap- og udsatte området, at socialpædagogerne får deres egen uddannelse.
Det er en blindgyde
Men det er en blindgyde, der risikerer at aflede opmærksomheden fra de mest presserende problemer omkring pædagoguddannelsen, mener Helle Vibeke Haslund, der sidder i forretningsudvalget i LFS, og som selv har en arbejdsmæssig baggrund fra socialområdet.
”Det sociale område er så bredt, at det under alle omstændigheder er urealistisk at klæde de studerende på til alle typer udfordringer inden for området,” siger Helle Vibeke Haslund.
Er der ikke en pointe i, at der ville være mere tid til de enkelte emner, hvis man havde specialisering fra første studieår?
”Nej, det mener jeg reelt ikke. Specialiseringen udgør allerede hovedparten af uddannelsen, to-et-halvt ud af tre-et-halvt år, og pædagoger skal uanset deres specialisering have en fælles grundviden omkring personlighedsudvikling og omkring relationer. Socialområdet er desuden i dag så nichepræget, at du under ingen omstændigheder kan komme omkring alle emner på en anstændig måde i løbet af en professionsbachelor. Når kvaliteten halter ude på området, handler det primært om manglende ressourcer og om for lille adgang til specialiseret efteruddannelse,” siger Helle Vibeke Haslund.
Lad os holde fokus
Kritikerne af den nuværende uddannelse peger på stigningen i antallet af børn med diagnoser og af borgere med psykisk sygdom, og siger, at det kalder på pædagoger med specialviden. Har de heller ikke en pointe der?
”Nej tvært om. Vi lever i et samfund, hvor man netop ønsker, at børn med udfordringer skal kunne gå i skole og daginstitution med alle andre børn, og vi ønsker, at psykisk syge og handicappede i så vidt omfang som muligt skal være del af det omgivende samfund. Så nytter det ikke noget, at vi splitter uddannelsen op – vi skal som pædagoger kunne favne bredt. Jeg synes i det hele taget, det er en rigtig trist diskussion, for vi står med nogle presserende problemer, og det her risikerer at afspore debatten om pædagoguddannelsens fremtid: Politikerne er endelig begyndt at forholde sig til, at uddannelsen er voldsomt underfinansieret, og vi begynder at mærke konsekvenserne af, at de unge ikke søger ind på et fag, hvor de får dårlige arbejdsvilkår til en dårlig løn. Jeg synes, vi skal holde fokus på at kæmpe for at styrke hele det pædagogiske område i stedet for at lave splittelse.”