Orme-pizza på skolemenuen
Magnus og Jonas er blevet eksperter i skyggebillens livscyklus. Men den konkrete viden er ikke det eneste udbytte af insekt-forløbet i hele specialklasserækken på Lundehusskolen. De små husdyr har vist sig at være gode pædagogiske redskaber.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Magnus på 11 og Jonas på 9 kan fortælle, hvordan luftfugtigheden skal være i den insektfarm, der er stillet op i en mellemgang tæt på deres klasselokaler, og de har hundrede procent styr på billernes livscyklus fra æg til puppe til larve og til sidst bille. De samarbejder rutineret, når nye æg skal sorteres fra, og når der skal laves nyt foder.
Netop samarbejdet har vist sig at være en stor pædagogisk gevinst i de seks uger, hvor hele specialklasserækken på Lundehusskolen har arbejdet med spiselige insekter.
Samarbejde træner relationer
Pædagog Lene Hempel fortæller, at der er vokset nye interessefællesskaber op blandt børn på forskellige klassetrin.
”Vi har en række elever, som er meget optagede af insekterne, og som nærmest er blevet eksperter – også i hvordan man håndterer dyrene. De kan til gengæld have udfordringer i forhold til det sociale. Og vi kan se, hvordan nogle af vores børn har nørdet igennem sammen og på den måde har skabt sig nye relationer,” fortæller Lene Hempel.
Lene Hempel har som de øvrige medarbejdere skullet udfordre sig selv i projektet.
”Vi har jo også været nødt til at smage på den insektbaserede mad, for man kan jo ikke forvente, at børnene kaster sig ud i det, hvis vi ikke går forrest,” siger Lene Hempel, der faktisk er blevet ret begejstret for friturestegte melorme.
Fra bille til bæredygtighed
Projektet har været fælles for alle klassetrin, blot med varierende sværhedsgrader. De ældste klassetrin har også lært om klima og bæredygtighed og om, hvordan insekter kan komme til at spile en rolle i fremtidens fødevareproduktion.
Annette Nielsen, som ligeledes er pædagog, synes, at forløbet matcher specialklasserækkens behov:
”De fleste af vores børn trives bedst med hands-on undervisning, hvor der er praktiske elementer og bevægelser. Det fungerer ikke, hvis de skal sidde stille alt for længe. Det har fungeret supergodt, og de fleste er på - det er kun ganske få, der er veget tilbage fra at røre ved insekterne og fra at smage. Det er tydeligt, at der er fagligt udbytte på alle klassetrin,” siger Annette Nielsen.
Specialklasserækken på Lundehusskolen startede i skoleåret 2019/2020 med 42 elever og vil fra august 2020 være oppe på 65 børn. Målgruppen er børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og specifikke indlæringsvanskeligheder, der er vurderet indenfor normalbegavelsesområdet. Børnene har typisk diagnoser indenfor autismespektret, ADHD og andre opmærksomhedsudfordringer.
Lundehusskolen har fået hjælp fra Bugging Denmark, som har leveret transportabel insektfarm, knowhow og undervisning. Bugging Denmark vil introducere spiselige insekter som fremtidens fødevare og har etableret en insektfarm i en 40 fods container på den gamle ISS-grund i Københavns Nordvestkvarter. Her produceres der fårekyllinger til spisebrug. Buggins Denmark tilbyder udover fårekyllinger også undervisning og foredrag.