LFS-initiativ: #Hjertevelfærd
Socialområdet sætter ord på virkeligheden
LFS har igangsat en ny kampagne, der skal tydeliggøre virkeligheden på det københavnske socialområde.
Du har muligvis fulgt #enmillionstemmer og #hvorerderenvoksen på de sociale medier. Disse bevægelser har skabt forandring.
Men vi har manglet nogle af de vigtigste stemmer i fortællingerne om velfærd: Stemmerne fra de medarbejdere i København, der arbejder med de handicappede, de psykisk syge, de hjemløse og alle de andre udsatte. #Hjertevelfærd er medlemmernes beretninger fra hverdagen, hvor de anonymt fortæller om, hvordan rammer og vilkår gør, at de gang på gang må tilsidesætte pædagogik og omsorg for at få enderne til at mødes. Derfor håber vi, at endnu flere medlemmer på området vil fortælle deres historie.
Historierne sendes til lfsnyt@lfs.dk, og vi sørger for, at de er anonymiserede, så ingen kommer i klemme. Fortællingerne udgives på Facebook, instagram og Twitter, hvor vi med hashtagget #Hjertevelfærd håber, at vi kan få politikere såvel som andre borgere til at indse, at feltet er presset til bristepunktet.
Du kan læse mere om konceptet på www.mitlfs.dk/13990