Pædagoger skal insistere på at skabe tillid på trods

Tillid er en svær størrelse, men især tilliden mellem ansat og en udsat ung er hårdt prøvet. Det kræver insisteren fra personalet at forsøge at skabe tillid, også selvom man må handle imod sine egne instinkter.

Tekst: Signe Rosa Skelbæk

Et udsat barn eller ung kan være så præget af sin opvækst, at det måske ikke har lært, hvordan man selv udviser tillid og stoler på andre. Tonsvis af møder med skiftende sagsbehandlere, forældre der afskyr kommunen eller massevis af skole- eller lærerskift kan gøre, at et barn eller ung har mistet troen på, at ’de voksne’ vil dem noget godt. Lige netop derfor er det svært for pædagogisk personale at skabe en tillid til barnet.

Men det kan lykkes, især hvis man er opmærksom på nogle af de fælder, det er let at falde i som personale.

Sådan forklarer forsker Hanne Warning, der i årevis har forsket i netop tillid, herunder tilliden mellem udsatte børn og unge og de omsorgspersoner, de møder. Hun erfarede, at især udsatte børn og unge føler sig svigtet og mødt af mistillid fra voksne.

”Vi oplevede, at de unge følte sig overset. Det kan ses som et paraplybegreb, der dækker over ikke at blive set, forstået, og troet på, og at de handlinger, de gjorde, blev misfortolket,” fortæller hun om observationerne under et forskningsprojekt.

Skolen især presset

Selvom børnene både følte sig mødt af mistillid hos pædagoger, sagsbehandlere, lærere og i andre arenaer, stak især skolen ud. Det fik Hanne Warming til at udsende spørgeskemaer på almindelige skoler for at undersøge, om følelsen af mistillid kun var en oplevelse, de udsatte børn havde.

”Skolen er et af de steder, der markerer sig rigtigt dårligt i forhold til denne problematik. Rigtig mange udsatte børn og unge har også meget dårlige skoleoplevelser. I skolen er der mange ting, man skal leve op til for at passe ind i skolens rammer, og det er nogle normer og krav, som det er svært at leve op til, hvis der er andre ting i ens liv, der er svære.”

Spørgeskemaerne viste, at en stor del af de udsatte børn oplevede, at der ikke var en eneste af lærerne, der godt kunne lide dem. Mange af dem havde også en oplevelse af, at hvis de fortalte noget til en voksen i skolen, så blev det ikke taget seriøst.

Forstår det godt

Hanne Warming har under sine oplæg mødt skolelærere og pædagoger, der godt kan forstå, hvorfor de udsatte børn har de oplevelser. Hun siger, at de oplever, at skolen ikke er gearet til at rumme børnene og støtte dem på deres præmisser.

”Hele tilgangen spænder ben for, at der etableres tillid mellem børn og personale. Der er for eksempel handleplaner, som jo egentlig har et konstruktivt sigte. Men de gør, at når man møder de her børn, så leder man efter, hvad der er galt, og hvor barnet skal ændre sig. Handleplanen kommer ikke til at handle om, hvordan vi giver barnet en mulighed for at blive en del af et fællesskab, den kommer til at handle om, hvordan barnet kan ændre sig, så problemet forsvinder. Igen er det barnet, der er forkert på den og skal bære forandringen. Når barnet mødes sådan, så skaber det en mistillid.”

”Udfordringen med handleplanerne er, at det er lettest at måle resultater, hvis delmålene peger på, at børnene skal ændre sig. I stedet burde man sætte mål for konteksten og de voksne, så det ikke er barnets ansvar at udvikle sig. Det handler i bund og grund om at ændre fokus. Det er ikke umuligt, men det er vanskeligt og samtidig enormt vigtigt, for at man kan starte en tillidsbåren relation,” forklarer Hanne Warming.

Presset personale

Hun understreger dog, at selvom pædagoger og andet personale ihærdigt forsøger at arbejde med tillid mellem systemet og den unge, så er de presset på flere fronter.

”Man må huske på, at meget omsorgspersonale har meget travlt. Og så er der den udfordring, at andre samarbejdspartnere kan gøre, at det er svært at tro på, at man kan have tillid,” forklarer Hanne Warming.

De andre samarbejdspartnere kan for eksempel være sagsbehandlere, en lærer eller en anden pædagog, der har gjort sig erfaring med det udsatte barn, og som videregiver sine egne oplevelser.

”Den tillid, man har til sin kollega, kan stå i vejen for, at man stiller spørgsmålstegn ved den information, der videregives om barnet,” siger hun.

Bliv ved at kæmpe

Forskeren understreger, at det trods svære betingelser er nødvendigt at arbejde målrettet med at etablere og fastholde en tillid. Også selvom tidligere erfaringer har vist, at barnet lavede fejl.

”Det handler i bund og grund om at vove at vise tillid, selvom man helt inderst inde ikke er sikker på, at den holder. Det er essentielt, at man rækker ud og bliver ved, og det største ansvar ligger selvfølgelig hos de voksne professionelle. De skal insistere på at vise, at de gerne vil barnet eller den unge, og på at de tror på, at den unge har noget vigtigt at bidrage med.”

Hold hvad du lover

”Og så er det jo enormt vigtigt, at man selv er til at stole på, og at man holder det, man lover. Det virker banalt, men nogle gange er det faktisk svært, fordi man også har andre samarbejdspartnere og overordnede. Vores forskning viser, at hvis man har fået opbygget bare lidt tillid, så kan en relation godt bære, at man laver fejl. Man skal blot erkende, at man dummede sig, og engagere sig i at få løst udfordringen sammen,” siger Hanne Warming.