Jeg kan godt føle, at jeg svigter mit arbejde i Danmark
Tekst: Signe Rosa Skelbæk
”I mine tidligere 20’ere hoppede jeg lidt fra job til job. Min daværende kæreste sagde, at jeg burde have med børn at gøre. Hun hjalp mig med at søge et job som pædagogmedhjælper på Frederiksberg, som jeg fik. Jeg vidste nok godt, at det var noget for mig, for da jeg arbejdede i en bowlinghal, opdagede jeg, at jeg kunne noget med børn. I mine yngre dage tænkte jeg, at jeg ville ende med at arbejde med noget sportsrelateret. Fysioterapeut eller sportsmassør for eksempel, da jeg spillede meget fodbold og var meget sportsinteresseret.”
”Efter fem år på fritidshjem var tiden inde til at uddanne mig. Jeg læste til idrætspædagog på Ballerupseminariet. I min praktik var jeg på Cebu på Filippinerne. Først var jeg i et feeding-projekt med en katolsk kvinde. Det blev lidt for religiøst og med lidt for lidt fokus på pædagogik. Så jeg skiftede til et ungdomsfængsel, hvor jeg kom og dyrkede sport med de 70-80 unge kriminelle. De fleste var mordere og havde stiksår over det hele. Udfasningssystemet virkede slet ikke, så jeg greb muligheden for at starte noget op, hvor de unge kunne komme på ret køl igen.”
”Min praktik på Filippinerne var første gang, jeg var længe væk hjemmefra. Vejledningsmæssigt fik jeg næsten intet ud af det, i stedet opsøgte jeg de lokale i min fritid for at sætte mig ind i den filippinske kultur, og lære sproget. I 2010 tog jeg tilbage til Cebu, da jeg var blevet uddannet, for at mærke efter. Jeg var der i cirka 100 dage, og da jeg kom hjem til Danmark, var jeg blevet kræsen og ville ikke bare arbejde i en børnehave eller i et fritidshjem. Jeg endte i Nexus, hvor jeg er i dag. Det er en døgninstitution for udsatte og kriminalitetstruede unge. De kæmper med misbrugssager, dobbeltdiagnoser, ADHD eller autisme. Vi er lidt skraldespanden, før det går helt galt.”
”Mange af de børn, jeg arbejdede med som medhjælper på Frederiksberg, de havde alt. Deres problemer var minimale. Da jeg kom i praktik på Filippinerne, mærkede jeg virkelig, at vi ikke har problemer i Danmark. Det største problem i Danmark er, at forældre burde tage sig bedre af deres børn. Der er for meget curling.”
”Jeg er på Filippinerne cirka 100 dage om året. Det kan kun lade sig gøre, fordi jeg har en god arbejdsplads, der forstår min passion. Jeg kan godt føle, at jeg svigter, når jeg tager væk fra de unge herhjemme. Det samme føler jeg, når jeg tager fra Filippinerne. Men der hvor jeg er, lægger jeg al min energi og mit hjerte. Min passion stopper aldrig. Den startede et sted i 2007, og den varer ved.”
”Efter ni år i Cebu, hvor jeg har lavet alt muligt, købte jeg i 2017 noget land på en lille ø og åbnede et fiskeopdræt. Det skal generere profit, som går til fattige og udsatte børn. Vi have en grisefarm og et hønseopdræt på grunden ved siden af skal, hvor gadebørn kan få en gris og en høne, som de passer og sælger og så starter forfra. Man kan sælge en voksen gris for 20.000 pecos, det svarer til 2.500 danske kroner. Det kommer man langt for.”
”Grunden har jeg købt for mine egne penge, og planen er, at jeg skal hjælpe så mange filippinske gadebørn som muligt. Realistisk er det nok 50 børn ad gangen, der kan få et dyr og en soveplads. De skal jo ikke have luksus, de skal bare have værdighed, mad og noget at stå op til. Jeg behøver ikke installere aircondition, hellere købe fodbolde, blyanter og bøger. Alt det, der giver reel værdi. Jeg plejer at have chokolade med til børnene, når jeg tager hjem til Filippinerne, men sidste gang havde jeg tandbørster med, og de blev meget gladere, fordi der var omtanke bag.”
Hvem: Dennis Stender Kristjansen
Stilling: Pædagog
Arbejdssted: Døgninstitutionen Nexus
Alder: 45
Bonusinfo: Har et lille firma, hvorigennem han er mentor for autister. Dennis har selv ADHD. Han har både kæreste og hund på Filippinerne. Han ville oprindeligt i praktik i Sydamerika, men det krævede, at han kunne tale spansk, og det rakte evnerne ikke til. I fritiden styrketræner han.