Vi har vuggestuebørn, der kommer med fyldt ble og tom mave
For medarbejderne i Gaia er børnefattigdom et helt konkret begreb. De møder børn, der kommer sultne i institution, og de møder børn, som ikke har det mest nødvendige overtøj. Dagtilbuddet forsøger at kompensere – men arbejder også på at finde den hårfine balance, der handler om hjælp til selvhjælp.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Den integrerede institution Gaia ligger langt ude på Amager med dyre villaer til den ene side og almennyttigt boligbyggeri til den anden. Og det afspejles i børnesammensætningen, fortæller Christine Moefelt, som er pædagogisk leder af børnehavedelen i Gaia.
”Vi har en meget mangfoldig sammensætning. Vi har meget ressourcestærke familier, og så har vi en relativt stor andel familier, der er pressede. Det handler typisk ikke bare om økonomi; de kan være på midlertidigt ophold, de kan være på overførselsindkomst, og de kan have dårlige boligforhold, hvor en stor familie lever i en meget lille bolig,” siger Christine Moefelt.
Socialrådgiveren er uundværlig
Der var nervøsitet i Gaia, da ordningen med daginstitutionssocialrådgivere blev del af sparekataloget op mod budgetaftalen i efteråret 2019, og Christine Moefelt og Trine Bach Hermansen, som er pædagogisk leder af vuggestuedelen i Gaia, blev meget lettede, da faren drev over.
”Ordningen er heldigvis forlænget i foreløbig et år, og det er vildt afgørende for os. Vores socialrådgiver løfter nogle opgaver, vi slet ikke har kompetencer til, og som vi ikke kan påtage os,” siger Christine Moefelt og nævner som eksempel den mor, som bor alene med tre børn i en etværelseslejlighed, men som nu er blevet sat ud af lejemålet.
”Vores socialrådgiver ved, hvor man søger hjælp, hun ved, hvornår man kan få hjælp fra fx Mødrehjælpen, og hun kan være kontaktleddet til socialforvaltningen, når familierne fx bliver forvirrede over sagsbehandlerskift. Vi ville svigte vores familier og dermed børnene, hvis hun ikke var her,” siger Christine Moefelt.
Den sure, daglige fattigdom
Socialrådgiveren kan imidlertid ikke ændre på den almindelige daglige fattigdom, der er hverdag for en del af de familier, der kommer i Gaia.
Det er en fattigdom, der har mange forskellige ansigter, fortæller Trine Bach Hermansen
”Vi ser mødre, som virkelig kæmper for at få enderne til at mødes, og hvor vi måske kun ved et tilfælde opdager, hvor pressede de er. Men vi har også familier, der har givet lidt op, og som ikke altid er i stand til at opfylde deres børns behov. Vi har vuggestuebørn, der kommer om morgenen med fyldt ble og tom mave, og vi har bade-lege og lusekæmme-lege, fordi der er forældre, der har svært ved at overkomme det derhjemme,” fortæller Trine Bach Hermansen, der understreger, at institutionen støtter op og vejleder meget langt hen ad vejen, men at der underrettes, hvis det vurderes, at barnets udvikling er truet.
”Vi ved, at alle vores forældre ønsker at give deres børn den bedste barndom, og vi ved, at de kan være så pressede, at de har svært ved at opfylde deres børns basale behov – at de fx ikke orker at insistere på, at børnene skal spise rigtig mad og komme i seng til tiden, så de får en døgnrytme og overskud til dagen efter. Men vores forståelse for forældrene må ikke trumfe børnenes behov.”
Gaia serverer mad og kultur
Måltiderne i Gaia er sammensat, så et barn kan få dækket sit fulde behov for næring i løbet af institutionsdagen, og der er ikke begrænsninger på mad, og på hvornår man spiser.
”Kommer et barn og udtrykker sult, lige før det skal hentes, så får det mad,” fortæller Christine Moefelt.
Men Gaia forsøger også at kompensere for den åndelige fattigdom, der ofte er følgesvend til den materielle.
”Der er sjældent stort kulturelt overskud, hvis man er presset i sit liv. Derfor ser vi det som vores opgave at give børnene nogle oplevelser, der rækker ud over nærområdet. Vi prioriterer årskort til ZOO og til Den Blå Planet, og vi er meget ude af huset, for mange af vores børn oplever ikke så meget sammen med deres forældre,” siger Christine Moefelt.
In-house genbrugscentral
”Byttecentralen” er endnu et tiltag i Gaia, der kan hjælpe familier, der har det svært økonomisk. Byttecentralen minder mest af alt om en velassorteret genbrugsforretning og er et stort og lyst rum i institutionens underetage, hvor man kan aflevere brugt tøj og brugte sko, og hvor forældre kan hente efter behov.
Det kan også være, at det pædagogiske personale opdager, at et barn mangler vinterstøvler og henter et par i Byttecentralen, som barnet kan få på.
”Hvis vi ved, at det er en trængt familie, vil vi spørge forældrene, om de er interesserede i at beholde støvlerne, når de kommer og henter,” siger Trine Bach Hermansen.
Det må ikke blive velgørenhed
Både Trine Bach Hermansen og Christine Moefelt har været fristede til at gå på loppemarked i indre by og købe stort ind af brugte kvalitetsgummistøvler og flyverdragter til børnene fra de fattigste familier.
Men de har standset sig selv.
”Man skal passe på med ikke at forfalde til velgørenhed, for vi kan som institution ikke passe på børnene og deres forældre gennem hele barndommen. Vi må ikke skabe en forventning om, at andre løser problemerne. Vi skal i stedet finde de små åbninger til, at de kan noget selv – som fx at vejlede forældrene i, at de kan gå i vores egen byttecentral og finde noget, der passer,” siger Trine Bach Hermansen.