TEMA: De pædagogiske assistenter kommer – og er ikke bare en nødløsning
Lad os bruge kompetencerne hos de pædagogiske assistenter i stedet for evindelige genopslag og dispensationer til alle mulige andre faggrupper, siger LFS-formand Britt Petersen. Hun er ikke bange for, at assistenter på sigt kommer til at blokere stillinger, der burde være pædagogstillinger.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Manglen på pædagoger i København er allerede massiv.
I 2018 slog de kommunale dagtilbud 1400 stillinger op. Heraf blev 30 procent ikke besat. Nogle blev genopslået, andre blev slået op igen som stillinger uden krav til pædagogisk uddannelse.
Pædagoger har altså nærmest frit jobvalg på hylderne, og der er ikke udsigt til, at situationen bedres inden for overskuelig fremtid. Pædagoguddannelsen i København kan ikke fylde alle sine studiepladser op, og på landsplan er antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen faldet med næsten 24 procent siden 2014.
På samme tid kommer der flere børn – især i København, hvor der nu er 46.000 børn i alderen 0-5 år. Det tal forventes at stige med 26 procent, svarende til 12.000 børn flere, i 2033.
Gå efter kompetencer
Britt Petersen, som er formand for LFS, ser de pædagogiske assistenter som en del af løsningen.
”De pædagogiske assistenter får en uddannelse, der er direkte anvendelig i dagtilbuddene. Vi kan lige så godt se i øjnene, at manglen på pædagoger ikke bare går over med det samme, og så giver det meget mere mening at ansætte assistenter frem for at bruge tid og penge på genopslag og på at søge om dispensation til alle mulige andre faggrupper, ” siger Britt Petersen.
Hun foreslår, at institutionerne laver stillingsopslag, der retter sig mod både pædagoger og pædagogiske assistenter, og at man så fokuserer på de kompetencer, man ønsker sig, fremfor udelukkende på uddannelsesbaggrunden.
Plads til begge slags
Hun er ikke bekymret for, at pædagogiske assistenter får sat sig på pædagogstillinger i en grad, så det bliver svært at vende personalesammensætningen igen, når der en dag er pædagoger nok.
”Jeg synes, det er forkert at sige, at assistenterne er en løsning, mens vi venter på flere pædagoger. Der er plads til begge faggrupper, og vi skal generelt have opkvalificeret det pædagogiske område. Jeg er overbevist om, at der er så meget rotation på området, at man finder en balance ude i institutionerne – også den dag hvor der er uddannet tilstrækkelig mange pædagoger. Vi må først og fremmest se på, hvad der er bedst for børnene,” siger Britt Petersen.
Pædagogerne i København
- Udgør 26 % af medarbejderne
- 79 % bor i Københavns Kommune
- 21 % er mænd og 79 % er kvinder
- 45 år i gennemsnitsalder
- 6,9 % er 60+ år
- 45 % er på fuldtid og 55 % er på deltid
- 12 % har op til 1 års erfaring
- 50 % har over 10 års erfaring
- 24,9 % personaleomsætning
- 13,2 dages sygefravær i 2018
- 2,5 pct. ledighed i København blandt
pædagoger
Kilde: OPUS og Ledelsesinfo personale juni 2019, årsrapport sygefravær 2018.
Ledighed
Statistikkerne viser, at ledighedstallet for pædagoger i København var på 2,5 procent i 2018. Det betyder, at København allerede sidste år nærmede sig det begreb, man kalder fuld beskæftigelse: En ledighedsprocent på to anses ofte som grænsen for, hvornår man reelt set har fuld beskæftigelse, fordi det i praksis er svært at presse ledigheden længere ned. Der vil nemlig altid være en vis andel af befolkningen, der står uden arbejde – fx som helt nyuddannede, i forbindelse med et jobskifte og så videre.
Ser man på ledighedstallene for pædagogiske assistenter, ser situationen anderledes ud. I slutningen af 2019 var 10,1 procent af alle pædagogiske assistenter i Danmark arbejdsløse.