Coronadagbog fra en arbejdsmiljørepræsentant
Marie Rehfeldt er AMR i Vuggestuen Titanrosen på Nørrebro og har på foranledning af LFS Nyt skrevet dagbog i perioden 12. marts til 14. april 2020.
Torsdag den 12. marts
Det er dagen, hvor vi får at vide, at Danmark skal lukkes ned. Dagen starter, som den plejer, dog med meget få børn – vi ender med at være 15 børn og 23 voksne. Min leder orienterer sig løbende om nye informationer fra BUF. Jeg har en samtale med lederen om at sende personale hjem; vi har forskellige holdninger. I min optik skal så meget personale som muligt sendes hjem med det samme, i lederens optik gælder hjemsendelse først fra mandag den 16. marts. Vores køkkendame laver mad i køkkenet. Da der ikke er mange børn at lave mad til, laver hun retter af de råvarer, hun stadig har, og fryser retterne ned til den dag, vi igen kan åbne. Vi holder morgenmøde om planlægning af dagen og arbejdsopgaver, der kan udføres, herunder rengøring af legetøj, sengetøjsvask, lave barnets bog, skriftligt pædagogisk arbejde og så videre.
Til frokostpause gør jeg personalet opmærksom på, at de skal forsøge at holde afstand i personalestuen. Det går fint i starten, men da flere kommer til pause, opgiver jeg. Vi prøver at få det bedste ud af det og holde humøret oppe. Alle er på en eller anden måde lidt ved siden af sig selv i den her underlige situation. Senere på eftermiddagen spørger jeg igen min leder, om hun har fået info om hjemsendelse af personale. Hun har nu fået noget fra BUF, og vi drøfter indholdet. Vi har meget forskellig holdning til, hvordan situationen skal håndteres. Jeg mener stadig, at hun skal sende så meget personale hjem som muligt, og hun mener, at det først gælder fra mandag. Jeg går hjem kl. 16.30, hvor jeg normalt har fri. Der er stadig personale tilbage i institutionen. Mine børn har været alene hjemme hele dagen, da min mand også har været på arbejde.
Fredag den 13. marts
Jeg begynder med at kopiere og tjekke mails og beder om en samtale med vores leder, da jeg gerne vil drøfte, hvor mange der kan sendes hjem - vi er i alt seks børn og 15 voksne. Vi aftaler, at vi finder ud af det på morgenmødet. Efter morgenmødet sendes nogen hjem, mens andre vælger at blive for at ordne praktiske ting, så som at vaske legetøj, gøre rent, male mm. Min leder ser på, hvilke arbejdsopgaver hun kan give til de hjemsendte den kommende tid. Vi laver en plan for de næste 14 dage. Lige nu ser det ikke ud til, at der er børn fra vuggestuen, der har brug for nødpasning. Klyngen har lavet et skema, hvor fire af klyngens syv institutioner skal nødpasse. Hver institution skal udfylde skemaet med medarbejdere, der kan nødpasse. Vi laver en kæde A, B og C. Kæde A skal møde op mandag morgen. Jeg har fri fra arbejde klokken 13.30. Da jeg går hjem, er der stadig medarbejdere i huset, der ordner praktiske ting. Det er som om, at medarbejderne endnu ikke har forstået alvoren.
Lørdag den 14. og søndag den 15. marts
Jeg følger med i pressemøder og nyheder, og mine børn (Storm på 11 og Anna på syv) følger med i børnepressemøde og børnenyheder. Jeg prøver så småt at danne mig et overblik over børnenes mange hjemmeopgaver, som vælter ind fra skolen, og så tager jeg ud at løbe og tager på cykeltur og på legeplads med børnene. Søndag laver vi ugeplan til Storm og Anna med praktiske daglige opgaver. De skal være med til at vaske tøj, støvsuge, vaske op, lave mad osv. Det næste stykke tid skal vi være ekstra gode til at hjælpe hinanden, og det fungerer bedst for dem med struktur. Faktisk hjælper de gladeligt til, når det står på et skema, hvorimod når vi pludselig beder dem om hjælp til en praktisk opgave, kan de godt synes, at de har det hårdt. En legekammerat kontakter Storm og vil lave en legeaftale med overnatning. Det siger vi nej til.
Uge 12. 16.- 22. marts
Jeg følger fortsat med i pressemøder og nyheder. Det tikker løbende ind med beskeder på AULA. Både fra børnenes skole og fra min mand Simons kolleger og elever (Simon er lærer). Vi forsøger at sætte struktur på dagene med almindelig skolegang, og Simon laver et skoleskema for dagen med opgaver, undervisning og frikvarter. Jeg løber lange ture, da jeg er ved at blive sindssyg af konstante plinglyde fra alle de beskeder, der tikker ind på AULA.
Jeg er frustreret over at skulle arbejde og samtidig hjælpe med skoleopgaver på samme tid. Vores lejlighed er ikke ret stor og ikke gearet til, at fire mennesker skal sidde sammen og arbejde en hel dag. Nogle af os skal have ro, når vi arbejder, og andre vil gerne høre musik. En kollega har oprettet en gruppe på Messenger, så vi kan fortsætte et socialt liv, og jeg har oprettet et forum på KbhMedarbejder, hvor kolleger kan stille spørgsmål til AMR, TR og leder. Det er også her, jeg lægger info ind om regler fra fx FOA og kontaktoplysninger til LFS.
Vi forsøger at lave fysiske aktiviteter med Storm og Anna hver dag, men det er begyndt at blive svært at finde legepladser, da man nu højst må være ti mennesker samlet. Som ugen går, bliver det sværere at opretholde disciplinen og strukturen derhjemme, vi er alle sammen lidt rastløse.
Uge 13. 23.- 29. marts
Jeg holder kontakt med min leder via telefonen. Info om nødberedskabet til forvaltningen er på plads. Der er 10 ud af 18 medarbejdere, der er arbejdsdygtige. Alle medarbejdere har rigeligt med arbejde med læreplaner, hjemmeside, læsning af faglitteratur og så videre.
Når Simon har Skypemøde med sit lærerteam, er jeg nødt til at tage børnene ud af lejligheden, men det er svært at finde legepladser, hvor man kan holde afstand. Dagene går hurtigt, men det føles samtidig som flere måneder. Børnenes lektier fylder meget, og det er svært at overskue og skabe overblik. Arbejdsmæssigt er jeg ret presset, da jeg næsten ikke får lavet noget. Der er stadig konstante plinglyde fra AULA. På en enkelt dag kommer der over 180 beskeder samlet fra børnenes skole og Simons arbejde. Jeg kommer til at hade den lyd resten af mit liv.
Mine kollegaer skriver stadig dagligt på Messenger. Det er både arbejdsrelateret, privat, og et behov for at tale om hele situationen.
Uge 14. 30. marts – 5. april
Mandag morgen sover jeg over mig, og det sker ellers aldrig. En zombietilstand er ved at snige ind. Ikke fysisk, jeg gør, hvad jeg kan for at holde mig aktiv. Jeg styrketræner, løber og går ture med podcast i ørerne. Lige nu hører jeg Susan Hart, der taler om udviklingspsykologi. Det er mere mentalt, at dagene ligner hinanden med arbejde og lektier. Tirsdag aftaler vi at holde TRIO-møde via Messenger. Det fungerer fint, og vi laver lidt sjov og griner. Det hjælper på humøret.
Trangen til at se andre mennesker begynder at tage til. Der er så meget at se til herhjemme, så det er først om aftenen, der kommer en følelse af kedsomhed. Jeg læser nyheder et par gange om dagen nu. Jeg gider ikke engang følge rigtigt med mere. Det er ”bare” blevet nogle tal og en slags ventesituation. Jeg holder jævnligt kaffepause med kollegaer i vores gruppe på Messenger, men aktiviteten i vores gruppe stilner af. Vi er nok alle ved at vænne os til situationen.
Mandag den 6. april
Mandag aften er der pressemøde kl. 20 om genåbning af 0.- 5. klasse, børnehaver og vuggestuer. Det er dagen, vi alle har ventet på og samtidig frygtet. Kommentarerne begynder på Messenger allerede, før pressemødet er færdigt. Folk skriver, at de glæder sig til at se hinanden, men der er også angst og utryghed. Flere er også utrygge ved at skulle sende deres egne børn afsted og er bange for at smitte familiemedlemmer. Der er 1000 spørgsmål om, hvordan det praktisk skal foregå, om der er værnemidler, hvad med medarbejdere med kroniske sygdomme – og hvad med de små børn, der ikke har set os i en måned og har brug for tryghed.
Jeg er selv ikke umiddelbart særlig positiv i forhold til deres svar på, hvordan de har tænkt sig, vi skal åbne op. Da LFS sender en melding ud om, at de er på sagen, videresender jeg til mine kolleger uden kommentarer. Det er fint at dele tanker, men vi må også lige afvente, og se, hvad der yderligere bliver meldt ud.
Tirsdag den 7. april
TR og jeg tager en lang snak. Vi taler om, at vi som TRIO skal være opmærksomme på, om vi kan arbejde inden for de retningslinjer, der bliver meldt ud. LFS videresender en vejledning fra Sundhedsstyrelsen, som giver mig lidt sved på panden. Jeg har virkelig svært ved at se, hvordan vi skal indfri alle de punkter, når vi arbejder med vuggestuebørn. En medarbejder lægger vejledningen op på Messenger, og flere kolleger kommenterer, at det her bliver en umulig opgave. Jeg skriver til mine kolleger: ’Kære kolleger. Vi afventer stadig retningslinjer for vores institution. Hvordan åbning specifikt skal gribes an, vil være forskelligt for hver institution. Jeres bekymringer, tanker, ideer mm. vil der selvfølgelig blive lyttet til. Lige nu må vi bare vente på, at der bliver meldt noget mere ud. Og husk, at I har en TR og AMR. Vi er i dialog og drøfter løbende. Husk at bruge os.’
Onsdag den 8. april
Jeg har løbende drøftelser med TR og med min leder. Corona-situationen har styrket vores samarbejde. Ikke fordi det ikke var godt før, men det her kræver, at vi konstant er i dialog, vi får virkelig øvet.
Torsdag den 9. april
Vi får nu at vide, at vi skal åbne for 36 børn. Nu kommer planlægning, organisering og hvilke børn, vi skal prioritere.Der ligger et kæmpe arbejde foran os. Min leder er på vej hen til arbejdet, så vi aftaler, at jeg kan mødes med hende der, på afstand selvfølgelig. I vuggestuen kan vi se, at der virkelig er meget, der skal fjernes. Da vi har klaret os igennem fire stuer, aftaler vi, at de to sidste stuer må vente til i morgen. Sideløbende har vi drøftet, hvordan vi skal afholde pauser, hvordan forældrene skal aflevere deres børn, og hvor de skal aflevere. De skal selv have dyner og lagen med. Der skal være detaljerede instruktionsskilte rundt omkring i institutionen, fx hvordan toilettet skal sprittes af efter brug. Min leder tjekker mails, mens jeg tager overtøj på, og her finder hun ud af, at jeg faktisk slet ikke må være på arbejde. Aftalen i morgen må vi droppe.
Fredag den 10. april
Min leder sender et udkast med info til personale med opstartsplan, og det ser fornuftigt ud. Det er svært at lade være med at arbejde. Jeg har nærmest arbejdsabstinenser, og jeg går 23 km for at komme af med stress over, at vi ikke bare kan gå i gang med at gøre klar.
Lørdag den 11. april
Jeg tager hele familien med ud på mit arbejde. Vi maler ”velkommen tilbage” og ”hold afstand” på fliserne. Vi maler også lidt blomster for at skabe en varm, hyggelig og tryg velkomst. Nogle forældre og andre forbipasserende kommer forbi og stopper op. Forældrene er meget glade og positive i forhold til vores initiativer og de informationer, de har fået. Samtidig viser forældrene stor bekymring for medarbejderne. De virker næsten mere bekymrede for os end for dem selv. Det er faktisk rørende.
Andre forbipasserende spørger også ind til, om vi medarbejdere er OK, og om vi føler os trygge og er klar. Det er en ret speciel oplevelse, at helt fremmede mennesker er bekymret på personalets vegne. Det betyder noget, at andre bemærker og værdsætter vores arbejde. Der er en stemning af sammenhold og en nærhed, som pludselig er kommet frem i løbet af den her Coronatid.
Søndag den 12. april
TR ringer til mig angående uklarhed omkring de medarbejdere, der bor i samme husstand med en, som er er i risikogruppen. Hun spørger, om jeg vil undersøge det i fagforeningen. Bagefter går jeg en tur og smutter forbi arbejdet og gør vores nye garderobe klar i vores fællesrum. Når vi åbner, skal medarbejderne møde ind i intervaller. Jeg laver navneskilte i forskellige farver og alle får en pose til deres tøj.
Mandag den 13. april
Jeg sidder hjemme og laver instruktionsskilte og vejledninger. Jeg skriver også til min leder, og vi aftaler TRIO-møde samme eftermiddag, så vi er enige om, hvordan dagen i morgen skal foregå. Vi holder mødet på Messenger. Flere forældre, end vi umiddelbart kan starte op med, har nu meddelt, at de har brug for pasning. Der er desuden nogle medarbejdere, vi endnu ikke har fået svar fra med hensyn til deres lægevurdering. Det gør det svært at lave skema. Jeg er selv i tvivl om, hvilke vagter jeg selv kan tage. Anna starter først i skole torsdag den 16. april, og Storm starter den 20. april. Vi skal stå i hold og aflevere og hente ved skoleporten til en lærer. Simon ved stadig ikke, hvornår og hvor meget han skal være på sin skole, og hvor meget han skal fjernundervise hjemmefra. Lige nu må vi tage det dag for dag.
Tirsdag den 14. april
Første arbejdsdag. Vi møder ind i intervaller, så vi ikke står klumpet sammen i vores nye garderobe. Det fungerer fint, og alle går op på de stuer, de hører til. Vi får lidt tid til at tale sammen, og derefter kommer vores leder rundt på stuerne og svarer på spørgsmål og samler ideer og tanker. Der er flere forældre, der ønsker pasning, end de 36 pladser, vi har til rådighed. Vi forsøger at imødekomme, så godt vi kan. Personalesituationen er også lidt af et puslespil. Nogle medarbejdere er i risiko, og nogle venter svar fra egen læge. Flere har, ligesom jeg selv, børn, der skal afleveres i deres institutioner på et bestemt tidspunkt, hvis deres institutioner da overhovedet er åbnet op endnu. Der er god stemning, og medarbejderne laver selv forslag til, hvordan et arbejdsskema kunne se ud de næste dage. Det er superfedt.
Medarbejderne går hjem ved middagstid, så rengøringen kan komme ordentlig til, og TRIO’en bliver og ser på medarbejdernes bidrag med arbejdsskema og gode ideer. Vi skal også have det sidste på plads i forhold til, hvilke børn vi kan modtage. Vi åbner med 18 børn onsdag den 15. april, 24 børn torsdag den 16. april, 30 børn fredag den 17. april og 36 børn mandag den 20. april. Børnene har været længe væk, og vi skal kunne tage imod dem på en ordentlig måde.
Vores endelige plan for genåbning ser fornuftig ud. Det har været et godt samarbejde. Vi er en TRIO, der fungerer utrolig godt. Vi er ikke altid enige, men vi formår at finde løsninger, som vi alle kan acceptere og stå inde for. Vi har en leder, som lytter og inddrager personalet. I Titanrosen har vi gennem denne tid alle haft et super arbejdsfællesskab, hvor vi har været sammen på afstand. Alle har bidraget på hver sin måde og været omsorgsfulde over for hinanden. Der er ingen tvivl om, at den her lukning og særligt genåbningen for mange har krævet hårdt arbejde. Jeg er spændt på at se, hvad der sker de kommende uger.