Grøndalsvænge i en Coronatid

Hanne Bros arbejder som pædagogmedhjælper på Grøndalsvænge, som er et botilbud for udviklingshæmmede borgere over 40 år. Hanne Bros har skrevet et personligt essay om de første tre uger i et Danmark, der er lukket ned på grund af Corona-virus.

Vores sygeplejerske skal skifte job til et andet bosted, så vi sidder to pædagoger, tre beboere og hovedpersonen selv med god afstand fra hinanden og spiser en cookie, mens vi snøfter farvel. Ingen afskedstaler, ingen krammere eller forsamling af personale eller beboere fra andre etager – bare en lille hurtig kage kan det blive til. Som alle andre skal vi overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer for at begrænse spredning af Covid-19, så vores arbejdsplads er blevet tryllet om. Tre nøglemedarbejdere er hjemsendt på grund af kroniske sygdomme, der gør, at de absolut ikke må blive smittet med Corona-virus. Vi andre skal holde øje med symptomer både hos os selv og hos beboerne, så det strømmer ind med mails om symptomer, regler og retningslinjer.

11. marts

Før jeg lærte, at jeg var en del af kriseberedskabet, holdt statsminister Mette Frederiksen en tale midt i marts. Her bebuder hun, at børne- og uddannelsesinstitutioner skal holde lukket fra mandag. Jeg har ikke selv mindre børn længere, så jeg tænker bare ”Hold da op.”

12. marts

Dagen efter har jeg aftenvagt og skal egentlig først møde kl. 15. Jeg møder ind en time før, fordi jeg tænker, at jeg skal bestille en frisørtid til en af de beboere, jeg er kontaktperson for, men det når jeg aldrig til. Transformationen af vores arbejdsplads er begyndt: Pårørende får besøgsforbud, værnemidler bliver udvidet fra handsker og håndsprit til også at omfatte mundbind, beskyttelsesbriller og heldækkende engangsforklæd, som vi skal bruge, hvis nogen af vores beboere får Corona. Beboernes dagtilbud lukkes, og personalet herfra kommer op på de enkelte afdelinger og læres op. Heldigvis kender de jo flertallet af beboerne i forvejen, men nu lærer de, hvad det vil sige at arbejde på døgn fra 7 morgen til 23 aften, inklusive weekender. Jeg tager en ekstra aftenvagt allerede den første søndag, fordi de fleste vikarer allerede er i spil. De to vikarer, der har været her længst og som kender både beboere og arbejdsgange rigtig godt, er ude at rejse i Asien. Det vil sige, at når de kommer hjem, skal de først i karantæne i 14 dage, inden de må komme igen.

16. marts

Ledelsen opruster med flere vikarer - jeg tænker, at det er til ”just in case”? Tænk at opleve at finde et forladt plejehjem som i Madrid, hvor der ikke var noget personale tilbage til at tage sig af både syge og raske ældre?

Når der står en lille stjerne i mødeplanen, betyder det, at du har en ny medarbejder med rundt til oplæring. Nogle gange går det strygende – vedkommende har erfaring med f.eks. at lifte med sejl, er sygeplejerskestuderende eller lignende – andre møder ind en enkelt gang eller slet ikke. Jeg kan kun gætte på, at personlig hygiejne eller mødet med handicappede mennesker har skræmt dem væk. Vores etage lider i forvejen under et rygte om, at vi er den afdeling, hvor der skal knokles mest, og at vi har mange tunge borgere. Vi har mange, der bruger kørestol, så det er fysisk arbejde, men jeg ved ikke, om det er sandt, at vi har mest drøn på til daglig.

31. marts

Dagligdagen er blevet anderledes. Jeg lærer at tage arbejdsdagen en dag ad gangen. Jeg ved ikke, hvem der kommer, hvem der er sygemeldt, eller hvem der er ny. Jeg bytter lidt rundt på navnene. Nu får vi også arbejdskraft fra andre arbejdspladser i socialforvaltningen. Der er blevet udarbejdet en nødplansmappe, hvor det skal udspecificeres, hvad den enkelte beboer spiser, hvor meget hjælp vedkommende skal have til personlig hygiejne og påklædning, hvor meget medicin beboeren får og hvem, deres pårørende er. Just in case.

1. april

Mine hænder er knastørre, når jeg kommer hjem. Aldrig i mit liv har jeg brugt så mange handsker og så meget håndsprit. Aldrig i mit liv har jeg vasket så meget hænder og tørret så mange håndtag, vandhaner og overflader af. Jeg glæder mig til restferie sidst i april, hvor jeg kan kysse på min mand uden at tænke på, hvor mit tøj og min krop har været henne. Så skal jeg gå med vielsesring og armbåndsur hele tiden, have pænt og upraktisk tøj på uden lommer til nøglechippen. Jeg skal høre Abba Gold i bilen og droppe nyhederne, være i kolonihaven og luge skvalderkål og købe ny jord til krukkerne.

4. april

Vi har indtil nu været forskånet for udbrud af Corona. I fredags blev tre beboere testet, men eftersom jeg ikke blev ringet op lørdag, går jeg ud fra, at prøverne var negative. Selvom vi har fået mange instrukser om, hvordan vi skal forsøge at isolere beboerne ved smitte og tage værnemidler på, når vi skal ind til dem, så har der endnu ikke været information om, hvordan vi selv skal forholde os, hvis vi ikke har symptomer. Gårsdagens tests satte gang i tankerne: Hvis beboeren har Corona, er jeg så i risiko for at sprede virussen til andre beboere, kollegaer og familien derhjemme? Omvendt kunne det også være fedt at blive testet for, om jeg HAR haft den, så jeg i virkeligheden er immun.

5. april

Søndag tænder jeg computeren derhjemme, inden jeg skal på arbejde. Der ligger et digert spørgeskema fra FOA, der gerne vil vide, hvordan vi oplever Covid-19-epidemien, som de benævner den. Får vi information nok? Tjaa, det er utaknemmeligt at arbejde på døgn – for hvem giver hvilken information til hvem på hvilken tid af døgnet? Jeg synes, at der er stor forskel på, hvad der bliver sagt, når man møder en afdelingsleder på morgenrunde og at læse en mail med retningslinjer senere på dagen. Det er tryghedsskabende at være på dagvagt, for du kan få mange input. En søndag aften føles mere udsat. Det bliver sværere, når en mundtlig besked bliver viderebragt af kollegaer, der måske uforvarende trækker lidt fra eller lægger lidt til. Da paramedicineren kom ud for at teste i fredags, forlød det, at svaret ville komme i løbet af fire til seks timer. Da jeg møder ind søndag eftermiddag, er der stadig intet svar, og det kommer heller ikke i løbet af min aftenvagt. Vi er tre, der møder ind, og kollegaen, der har haft beboeren både fredag og lørdag, vælger at fortsætte med kontakten. Det vil sige, at det er hende, der tager kittel, mundbind og handsker på derinde, udfører personlig hygiejne og giver mad på værelset.

Hvad skal vi kalde Corona overfor beboerne? På første sal, hvor to blev testet, siger de, at lægen skal se, om de har hals- eller lungebetændelse. Hos os, hvor en beboer altid har TV 2 News kørende, har vi udviklet en fortælling om, at det er noget, Dronningen og regeringen har bestemt. Især en konkret besked om at Dronningen har bestemt, at dagtilbuddet er lukket, ser ud til at blive accepteret af vores udviklingshæmmede beboere. Uanset den usædvanlige situation kommer nogle beboere stadig hen hver dag og spørger: ”Kommer du i morgen?”

Jeg ser tv med et par beboere, mens vi venter på, at en god gammeldags dansk film skal begynde. En af de bedre fungerende beboere har selv været ude at handle tre gange i denne her uge, men han glæder sig til at komme på udflugt igen: ”Nogle gange siger jeg til mig selv inde på værelset: Sig mig, er det et fængsel, det her?” Han virker både frustreret og lidt forvirret over, at vi skal holde os så meget for os selv. Vi prøver at forklare det med konkreter fremfor det mere diffuse ord ”virus”.

En anden beboer kommer ud og lyser op i et stort smil. Sætter kursen mod mig for at kramme, så jeg må skynde mig bagud og lave en stor luftkrammer med armbevægelser, så hun kan se, at jeg også er glad for at se hende. ”Vi må ikke lige kramme endnu, vel?” siger jeg afværgende for både at imødekomme hende og håbe på, at hun ikke bliver skuffet. ”Ja, jeg ved det godt,” svarer hun. Hun skal blandt andet have hjælp til at afgøre, hvad hun kan nå i løbet af eftermiddagen og have struktur på aftenen.