Bekymringer og sorger fylder også for mennesker med udviklingshæmning

Nogen vil måske tro, at mennesker med udviklingshæmning ikke bekymrer sig, fordi de ikke altid forstår, hvad der foregår, eller kan forudse konsekvenserne af det, der sker. Men det er forkert. De skal blot hjælpes til at forstå situationen ud fra deres erfaringer, råder socialpædagog og leder Vivi Storm Skou.

Tekst: Signe Rosa Skelbæk

Mennesker med udviklingshæmning er lige så forskellige, som mennesker er i almindelighed. Men de er ofte udsat for mange bekymringer og sorger, som de ikke selv er herre over. Derfor er det væsentligt, at fagpersoner sætter sig ind i og forstår det enkelte menneskes livshistorie og udviklingsalder.

”Det er først, når vi forstår, hvorfor det enkelte menneske reagerer, som han eller hun gør, og hvad der giver mening for lige præcis ham eller hende, at vi professionelt og med hjertelig medfølelse kan hjælpe med at bære tunge følelser og bekymringer. Det er følelsen bag reaktionen, vi kan hjælpe med at tage vare på,” siger Vivi Skou, der er socialpædagog og boenhedsleder.

”Mennesker med udviklingshæmning vælger yderst sjældent selv, hvem de bor sammen med. Og selvom et menneske selv har det svært, så kan det føles frustrerende og bekymrende at bo sammen med mennesker, som også har det rigtigt vanskeligt, og som derfor reagerer voldsomt eller uhensigtsmæssigt. Det er vigtigt, at vi som fagpersoner er opmærksomme på at skærme og sætte ord på, hvad der sker, da der ellers kan udvikles en ængstelighed hos det enkelte menneske,” giver hun som eksempel på, hvorfor netop denne borgergruppe ofte oplever bekymringer, sorger eller frustrationer.

Corona-krisen er en speciel tid

Det er netop i en tid, hvor Corona-virus bekymrer mange, vigtigt at have forståelse for, hvorfor borgere med udviklingshæmning kan reagere ekstra kraftigt på de ændringer, de oplever.

”Kroppen husker altid. Og de erfaringer og oplevelser, vi har med os, er afgørende for, hvordan nye bekymringer lagrer sig i os. Nogle borgere kan have haft rigtig mange bekymringer og svære oplevelser. For dem kan det være stressende at skulle opleve endnu flere ændringer i dagligdagen. Det kan blandt andet komme til udtryk som angst, ængstelighed eller voldsomme reaktioner imod sig selv eller andre,” forklarer Vivi Storm Skou, der også snart er uddannet psykoterapeut.

”Det er først, når vi er to til tre år, at vi udvikler vores kognitive hukommelse. Indtil da har man bare sin følelsesmæssige hukommelse. Det vil sige, at forandringer og bekymringer selvfølgelig påvirker, selvom at man ikke har mulighed for at sætte ord på. Det er en følelsesmæssig og stemningsorienteret bekymring,” siger Vivi Storm Skou.

Ryk sammen og giv håb

Mennesker med udviklingsforstyrrelser er enormt forskellige. Men man kan hjælpe dem igennem deres bekymringer, hvis man tager afsæt i faglig viden og udgangspunkt i deres mentale alder og i øvrigt inddrager de følelsesmæssige erfaringer, de har med sig.

”De mennesker, vi hjælper, er meget afhængige af vores stemning, at vi bevarer roen og nærværet, og at vi gør dem betydningsfulde, som de mennesker, de er. Når der er ændringer i hverdagen, som fx at et aktivitetscenter lukker, der kommer nye medarbejdere til, eller praksis ændrer sig på grund af Corona, så nytter det at anvise det positive, det der giver mening for den enkelte. De skal opleve sikkerhed og tryghed, og at vi rykker tættere sammen og passer på hinanden,” råder Vivi Storm Skou.

”Borgerne oplever tit før os, hvis vi er urolige, stressede eller bekymrede. De er dybt afhængige af, at vi kan skabe forudsigelighed og tryghed for dem, så kunsten er at skabe ro i kaos,” siger hun.

Tal om bekymringerne

Selvom det er vigtigt at udstråle ro og at forsøge at løfte stemningen, så er det også vigtigt at være konkret på et niveau, som kan forstås af borgeren.

”Det kan hjælpe at sætte ord på, hvordan vi fortolker deres følelser. Det kan virke befriende og understøtte, at de føler sig betydningsfulde, når vi ser og anerkender de følelser, der ligger bag deres bekymringer. Det kan vi gøre ved fx at sige: ’Lige nu er der mennesker, som har Corona-sygdom. Dronning Margrethe har sagt, at vi skal blive hjemme. Mor og far skal også blive hjemme. Jeg tænker, at du savner dem. Men når Corona-sygdommen er væk, så skal du igen på besøg hos mor og far. Lige nu er du her sammen med Peter og Anna, vi elsker at være sammen med dig. Vi passer på dig. Du er sej – du skal nok klare det’,” siger hun og tilføjer:

”Metoden er af spædbarnsterapeutisk oprindelse og kan også bruges i forhold til andre bekymringer og sorger som ved et dødsfald. Vi kalder det konsekvent Corona-sygdom, da mennesker, som har vanskeligt ved at generalisere, kan forveksle det med en forkølelse. Vi siger ’jeg tænker’, når vi tolker, for det kan jo være, at vi tolker forkert”.

Bevar håbet i samtalen

Hun råder desuden til, at man altid bevarer håbet i samtalen, så der er et lyspunkt at fæstne sig ved, uanset om vi taler om Corona eller dyb sorg.

”Har vi fx beboere, der har mistet en pårørende, så er det ikke sikkert, de forstår omfanget af, hvad der er sket. Men de har fx en følelsesmæssig fornemmelse af, at far plejede at komme, og der hørte nogle ritualer eller vaner til. Det er vigtigt at sætte ord på alt det, der var, og på hvilke følelser, det kan efterlade beboeren med. Vi skal ikke lade være med at sige de svære ord, fx at nogen er død, men vi skal hjælpe dem med at forstå og konkretisere, hvad det så betyder,” siger hun.

”Det er vigtigt, at håbet altid er til stede, for ellers er der ingen motivation. De ord, vi vælger, og måden, vi udtrykker os, på har stor betydning for, hvordan mennesker lagrer og udvikler deres følelsesmæssige erfaringer.”

Vivi Storm Skou

Boenhedsleder i Landsbyen Sølund, oprindeligt uddannet socialpædagog, herudover blandt andet spædbørnsterapeut. Landsbyen Sølund er et hjem og aktivitetstilbud for cirka 216 voksne mennesker med betydelig og varigt nedsat psykisk og fysisk funktionsniveau.