Spørg LFS-monopolet
LFS Nyt har fået sin helt egen brevkasse: Spørg LFS-monopolet
Kan du tillade dig at være irriteret på din kollega, fordi hun tygger tyggegummi hele dagen? Er du træt af, at venner og bekendte altid vil have gode råd om deres børn, når I ses til rødvinsmiddage?
Du kan nu få LFS-monopolets kvalificerede bud på svar på de dilemmaer, du ikke kan finde svar på i en overenskomst, arbejdstidsaftale eller hos din tillidsrepræsentant.
Send dit spørgsmål til lfsnyt@lfs.dk, så vil panelet gøre sit bedste for at hjælpe dig.
PS: Du er selvfølgelig helt anonym.
Panelet
Emil Solvind, født 1982. Pædagogmedhjælper og FTR på Frederiksberg. Rådgiver ofte venner og bekendte… til tider endda med succes.
Majbritt Kronbøl, født 1963. Dagplejer og valgt områdeformand for dagplejen. Har en mening om det meste og putter ikke med den.
Kirsten Løth, født 1979. Pædagog og valgt områdeformand for almenområdet. Tænker, at der ikke er ret meget, man ikke kan løse ved at bruge ord – mange ord.
Lisbeth Waidtløw, født 1967. Socialpædagog og valgt områdeformand for specialområdet. Kan næsten altid se en sag fra flere sider – og det hjælper med kaffe undervejs.
Spørgsmål og svar
Hvordan får jeg min kollega til at forstå, at jeg er træt af hendes stikpiller?
Jeg er oprindelig uddannet akademiker inden for et helt andet fag, som jeg af forskellige grunde har forladt. For halvandet år siden blev jeg vikar i en integreret institution, og efter nogle måneder blev jeg tilbudt et barselsvikariat for en pædagog, da det ikke var muligt at få en pædagoguddannet barselsvikar. Den kollega, jeg var vikar for, valgte ikke at komme tilbage efter barsel, og da det igen ikke var muligt at få ansat en pædagog, fik jeg hendes stilling. Jeg er virkelig glad for jobbet, børnene og kollegerne. Jeg varetager i dag de samme opgaver som mine uddannede kolleger. Jeg er fuldt ud klar over, at jeg ikke er uddannet, og jeg bruger dem derfor tit til at sparre med i konkrete situationer, hvor jeg savner faglige input. Nu kommer mit problem: Jeg har en enkelt kollega, som hele tiden har brug for at minde mig om, at jeg ikke er uddannet, og at jeg kun har fået min stilling, fordi der ikke var en kvalificeret uddannet ansøger. Hun er egentlig sød nok, men også lidt af en stivstikker, , og hun har ikke lagt skjul på, at hun havde foretrukket, at der var blevet ansat en uddannet pædagog. Der er ikke åbne konfrontationer – mere små stikpiller som her den anden dag, hvor jeg spurgte en anden kollega om et eller andet, og hvor der så – som så mange andre gange før - kom en bemærkning: ”Ja, det er jo grundpensum på pædagoguddannelsen”. Jeg tror ikke, at de andre bemærker noget, og det er under ingen omstændigheder så slemt, at jeg vil lave en konflikt ud af det eller involvere min leder eller TR. Men jeg kunne godt bruge et godt råd til, hvordan jeg får markeret over for hende, at det altså er ubehageligt, at hun bliver ved med at stikke til min manglende pædagoguddannelse.
Hilsen den småirriterede
Kære småirriterede
Det er de færreste mennesker, der har decideret onde intentioner, men vi kommer alle sammen til at sige og gøre dumme ting. Ting, hvor vi ikke helt har overvejet, hvad det gør ved vores nærmeste, når vi gør det. Men der findes en mikroskopisk lille gruppe mennesker, som Stanford psykologen Robbert Sutton har skrevet mangt og meget om. En gruppe mennesker, som han kalder røvhuller. Hans definition af et røvhul er ”en der efterlader os med følelsen af at være ydmyget, drænet for energi, disrespekteret og/eller undertrykt.” Han skelner imellem at være et decideret røvhul og at udvise røvhulsadfærd. Det eneste, der kan sikre os mod at blive deciderede røvhuller, er, at vores nærmeste – hvad enten det er kollegaer eller familie – fortæller os, når vi udviser den form for adfærd. Og når de gør det, så skal vi pinedød lytte opmærksomt.
Din kollega er sandsynligvis ikke et røvhul, men et presset og usikkert menneske, der har brug for at blive mindet om, at hendes handlinger har konsekvenser for andres følelser. Og andres oplevelse af hende som menneske.
Din opgave bliver ærligt og kærligt at gøre opmærksom på, hvordan det føles, når din kollega kommenterer på din uddannelsesbaggrund. Den opgave ligger på dit bord, fordi du skal respektere dig selv, og fordi det vil gå ud over børnene, hvis ikke I får det her ad vejen. Du har søgt og fået en stilling. Du har gjort dig fortjent til at løfte et kæmpe ansvar. Det skal have respekt. Alt derimellem er et spørgsmål om faglige men professionelle uenigheder. Dem håndterer man i et arbejdsfællesskab.
Mit råd til dig er at tænke i første, andet og tredje skridt. Skridt hvor du holder dig til laveste konfliktniveau. Men hvor du også beslutter dig for, at hvis første skridt ikke har effekt, så må du tage næste. Og til sidst det sidste skridt.
Første skridt må være at være nysgerrig næste gang kommentaren falder. Her følger et par bud: ”Hvorfor siger du det?” ”Hvad mener du med det?” ”Hvorfor er det vigtigt lige nu?” Det kan være, at første skridt skal tages et par gange.
Andet skridt må være, at du tydeliggør, hvad du vil tage imod af kommentarer. Det er ikke en egentlig samtale, men en orientering. Jeg ville kun tage andet skridt en gang. To bud kunne være:
”Jeg vil gerne tale med dig om det her, men jeg vil gerne have mig frabedt, at du kommenterer på min uddannelsesbaggrund.”
”Jeg kan godt høre, at det betyder meget for dig, at du har taget pædagoguddannelsen, men det gør ikke noget godt for mig, at du hele tiden påpeger, at jeg ikke har.”
Tredje skridt er ligeledes en orientering, men der viser du, at det ikke længere et anliggende mellem dig og hende som kollegaer men et anliggende for arbejdsmiljøet og dermed arbejdspladsen. Et bud kunne være:
”Nu har jeg forsøgt at finde ud af, hvad det handler om. Jeg har forsøgt at gøre det tydeligt for dig, hvad det gør ved mig. Du fortsætter alligevel. Nu bliver jeg nødt til at tale med min leder/arbejdsmiljørepræsentant om det.”
Det at bedrive saglig kritik er dybt professionelt. Men det er ofte også forbundet med følelsen af at løbe en risiko. Vi skal bare huske, at når vi føler, at vi løber en risiko, så er vi sandsynligvis også ved at gøre noget meget modigt. Så jeg slutter af med Jonathan Løvehjertes ord til sin lillebror Tvebak: ”…der er ting man må gøre, ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort…”
Kirsten Gunvor Løth
Kære småirriterede
Jeg kan levende forestille mig, hvor frustrerende det må være. Derfor synes jeg også, du skal gøre noget ved problemet Jeg tænker, du bliver nødt til at tale med din kollega om det. Enten når hun selv kommer med en stikpille eller endnu bedre: Gå til hende, og sig det. Du kan jo med fordel sige til hende, at det ikke er din beslutning, at du er blevet ansat, men derimod ledelsens, og at hun derfor må rette eventuelle bekymringer til denne. Derfor vil du gerne frabede dig, at hun bliver ved med at påpege, at du ikke er uddannet pædagog, da det ikke er befordrende for dit virke i institutionen.
Jeg kan godt forstå, du ikke vil involvere for mange i dette. Dog er det sådan, at alle i en daginstitution er ansat til at varetage kernopgaven. Derfor er alle ansatte kollegaer, der skal respektere hinandens ansættelse. Det er desuden deprimerende, at noget sådant foregår, og det vil ofte være udtryk for, at man ikke kan definere sin egen faglighed ved andet end at sparke nedad. Sådan en form for fagchauvinisme er på ingen måde acceptabel og bør give anledning til en debat i institutionen om arbejdsfællesskabet, og hvordan man ser hinanden som kollegaer. Det skal jo gerne være sådan, at man spiller hinanden gode og ikke modsat.
Generelt synes jeg, at du skal prøve at hvile i, at arbejdsgiveren har ansat dig på grund af de kompetencer, du har. Tænk på, at din kollegas frustration ikke har noget med dig at gøre, men handler om hende selv. Jeg håber, at dette svar giver dig lidt mod til at tage problemet op med din kollega.
Emil Solvind