Medlemsportræt:
Jeg kan ikke forestille mig et bedre job end mit
”Corona-situationen har ændret min hverdag. Horisonten, hvor jeg arbejder, er lukket, så jeg er overflyttet til et bosted. Jeg har skullet lære nye beboere at kende – og så bruger vi ellers vores kræfter på at skabe en så god hverdag som muligt for vores borgere, som er afskåret fra deres normale aktivitetstilbud. Vi får gået en masse ture, vi spiller ludo og prøver i det hele taget at skabe adspredelse. Angsten for Corona fylder ikke så meget hos mig personligt; jeg er mere bange for at være den, der bringer noget ind til vores borgere. Nogle af dem er ældre og dermed udsatte, så min familie og jeg er ekstremt opmærksomme og holder os helt for os selv – og på jobbet er vi meget forsigtige og passer på borgerne og på hinanden.”
”Jeg er oprindelig uddannet arkæolog og er født og opvokset i Lancashire i det nordvestlige England. Da jeg næsten var færdig med studierne, mødte jeg Henriette, som er dansk, og som var i England på et udvekslingsprogram, mens hun også studerede arkæologi. Vi blev kærester, og Henriette blev i England for at tage en ph.d. Men da vi ventede Bess i 2011, besluttede vi os for at rykke til Danmark, så vi kunne komme tættere på Henriettes familie. Min familie var alligevel fire timers kørsel væk, så vi ser dem lige så ofte i dag, som vi gjorde, da vi boede i England – i hvert fald under normale forhold. Vi flyttede i første omgang til Jylland, og der var ikke ligefrem en overflod af ledige arkæolog-jobs, så jeg fik arbejde hos Louis Poulsens lampefabrik. Det var faktisk en sjov arbejdsplads, og vi var mange udlændinge. Holdningen var, at vi skulle tale dansk – uanset hvor gebrokkent det var. Det hjalp mig godt på vej sprogligt.”
”Københavns Universitet lukkede den afdeling i Aalborg, hvor Henriette arbejdede, og hun blev overflyttet til København. Vi flyttede i 2016. Jeg havde i mellemtiden taget en designteknikeruddannelse, men det var svært at få foden inden for, så jeg tog et job i en cykelforretning på Nørrebro. Jobbet var fint, men det var svært at få min work-life balance til at gå op på grund af lange arbejdsdage i forretningen og en lille pige, der skulle hentes i SFO. Jeg var samtidig begyndt at lave frivilligt arbejde i ”Cykling uden alder”, hvor jeg kørte rickshaw med ældre mennesker fra et ældrecenter her på Amager, Pederlykke Centret, og jeg kunne mærke, at det gjorde mig glad at være noget for andre. Min svigermor har i årevis argumenteret for, at jeg burde tage en uddannelse inden for plejesektoren, fordi hun synes, at jeg ville egne mig til at arbejde med mennesker. Så jeg begyndte på SOSU-grundforløbet, som kan tages online.”
”Jeg havde en bekendt, som kendte lidt til handicapområdet i København, og hun foreslog mig at få nogle vikartimer, så jeg kunne skifte jobbet i cykelforretningen ud med noget studierelevant. Jeg var så heldig hurtigt at få faste timer på Horisonten på Amager, hvor jeg blev superglad for at være, og her i vinters blev det til en fast 32-timers stilling. Det er nok den bedste arbejdsplads, jeg har været på. Der er en virkelig dejlig medarbejdergruppe, hvor alle går på arbejde hver dag med den indstilling, at vi alle - borgere og medarbejdere - skal have det godt. Jeg er selv overrasket over, hvor glad jeg er for at arbejde med udviklingshæmmede; jeg går glad hjem, hvis jeg har været med til at give vores borgere en god dag, og jeg kan blive helt høj, når jeg får vores borgere til at smile og grine. Jeg er færdig med grundforløbet, men lige nu har jeg sat min uddannelse i bero. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job end det, jeg har lige nu.”
Hvem: John Roued-Cunliffe
Arbejdssted: Horisonten, dagtilbud for borgere med moderat til svær udviklingshæmning
Alder: 36 år
Bonusinfo: Er gift med Henriette og far til datteren Bess på otte. Er inkarneret handyman og havemenneske, der sammen med Henriette hele tiden udvikler på have og hus i helårshaveforeningen på Amager. Løber i snit 30 kilometer om ugen og er del af løbeklubben adidas Runners. Valgte efter en ferie i Afrika i vinteren 2020 at opsige de fleste streamingtjenester og har siden været gennem seks lydbøger og flere fysiske eksemplarer – er lige nu opslugt af Barack Obamas ’Arven efter min far’.