Noter
LFS støtter Bitten
Bitten Vivi Jensen blev i februar 2020 dømt for at have videregivet personfølsomme oplysninger fra Frederiksberg kommune til en journalist på Information. Bitten Jensen lækkede i 2017 90 borgeres personlige oplysninger til journalisten for at bevise ulovlig sagsbehandling i Frederiksberg Kommune. Hun ville hjælpe syge borgere, som blev sendt fra det ene ressourceforløb til det andet i stedet for at få tilkendt den førtidspension, borgerne havde krav på.
Byretten idømte Bitten Jensen 10 dagbøder på hver 500 kroner plus sagsomkostninger, der beløber sig til i alt 48.750 kroner. Foreningen ForRetssikkerhed har samlet ind til støtte for Bitten Jensen, og hovedbestyrelsen i LFS har besluttet at bidrage med 10.000 kroner.
Exithjælp til prostituerede
Socialstyrelsen åbner nu for en pulje til indsatser, der til formål at hjælpe mennesker ud af prostitution.
Puljen er på næsten 50 millioner kroner, og formålet er at give mennesker i prostitution rådgivning om alternativer til et liv i prostitution og eventuelt støtte til at forlade prostitution. Ansøgningspuljen kan søges af kommuner i samarbejde med en eller flere NGO’er. Der er ansøgningsfrist 15. juni 2020. Mere info på www.socialstyrelsen.dk
LFS-loppemarked lørdag den 13. juni
Du kan som medlem af LFS få en gratis stadeplads på LFS’ helt eget loppemarked lørdag den 13. juni 2020. Loppemarkedet foregår fra klokken 10.00 til klokken 14.00 i gården i LFS, indgang fra Sorøgade 6.
Gennemførsel af arrangementet afhænger naturligvis af den aktuelle situation omkring coronavirus. Følg med på www.mitlfs.dk.
Har du en stadeplads, skal du møde op mellem 8.30 og 9.30 og gøre klar – og være med til den fælles oprydning frem til 14.30. LFS serverer morgenbrød og kaffe og te, og der kan i løbet af dagen købes øl og vand til rimelige priser. Der er ét bord per medlem, og først-til-mølle-princippet gælder.
LFS annoncerer på relevante loppemarkedshjemmesider og laver løbesedler, som kan hentes i LFS. Er du interesseret i en stadeplads, skal du skrive en mail til loppemarked@lfs.dk
Afhold et soltema i jeres institution
Sæt solbeskyttelse på dagsordenen i jeres institution på en sjov og anderledes måde. Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden har udviklet en ’solpakke’ til daginstitutioner, som kan bestilles for 49 kroner.
Solpakken indeholder en række materialer, der gør det nemt at lave aktiviteter med børnene, herunder de populære uv-perler, der skifter farve i solen, bøger og andre sjove materialer. Materialerne understøtter leg og læring om solbeskyttelse i børnehøjde og rækker til 30 børn. I pakken indgår en opfordring til at indføre en solpolitik.
Læs mere på ’Den lokale soluge’, og bestil pakken på www.denlokalesoluge.dk
Månedens podcast
Månedens podcast er ’Et nyt syn på stress og skam’. Det er forsker ved CBS, Pernille Steen Pedersen, der som led i et større projekt for ’Viden på Tværs’ fortæller om, hvordan stress og skam hænger sammen, og hvornår skamfølelsen kan skabe problemer for os. Hun bruger toget som metafor for de faser, en medarbejder typisk går igennem på vej mod et sammenbrud. Samtidig beskriver hun de moralske konflikter, der ofte opstår som følge af forandringer og stort arbejdspres, fordi man oplever en konflikt mellem det, man gerne vil udføre og kan stå inde for, og de faktiske muligheder.
Podcasten kan hentes på din podcastapp på både iPhone og Android samt på Spotify.