Leder

Det bliver alligevel ikke Arnes tur

Af Britt Petersen, formand for LFS

Socialdemokratiet har nu lanceret sit pensionsudspil, der skal sikre de mest nedslidte en mulighed for værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Det er en beskeden fest for få udvalgte. Man skal nemlig have været på arbejdsmarkedet i mindst 42 år, når man fylder 61. Det udløser, at man kan gå på pension ét år før andre – på en ydelse på 13.550 kroner om måneden. Har man været på arbejdsmarkedet i 43 eller 44 år, kan man gå to eller tre år før.

Det betyder, at du skal være startet i fuldtidsarbejde som 19-årig for at få glæde af udspillet, og det betyder, at du er udelukket, hvis du fx har taget en pædagoguddannelse.

Udspillet blev lanceret ved et storstilet pressemøde på et slagteri, hvor der blev talt høj og flot om at "rette op på uretfærdigheden" ved forringelsen af efterlønnen.

Men Mette Frederiksen punkterede på samme pressemøde alle drømmene om et værdigt pensionsliv for alle nedslidte i Danmark. For hun fik også sagt, at hun står ved Velfærdsforliget fra 2006, hvor det blev besluttet, at folkepensionsalderen skal stige i takt med den forventede gennemsnitlige levealder.

Velfærdsforliget betyder, at folkepensionsalderen stiger og stiger. Er du født i 1953, kunne du gå på pension som 65-årig. Er du derimod født i 1963, kan du først gå som 68-årig. Og Velfærdsforliget indebærer, at politikerne i dette efterår kan vedtage en yderligere forhøjelse af pensionsalderen, så de lønmodtagere, der er født i 1967 og efter, først kan gå, når de er 69 år. Fortsætter det, kan din 18-årige datter først gå på pension, når hun er 73 ½ år.

Så hvis ”nedslidte Arne” er født i 1967 og har været på arbejdsmarkedet i 42 år, når han bliver 61, kan han altså ”gå tidligt fra”, når han fylder 68 i stedet for som 69-årig.

Det ekstra år, de nedslidte med 42 års anciennitet på arbejdsmarkedet får foræret med den ene hånd, bliver altså snuppet med den anden.

Socialdemokratiets løsning for Arne er en ikke-løsning og en omgang varm luft, hvis Socialdemokratiet stemmer endnu en forhøjelse af pensionsalderen igennem. Og løsningen risikerer at give bagslag for det såkaldt største arbejderparti, når lønmodtagerne opdager, at de aldrig kommer i nærheden af en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.