Spørg LFS-monopolet
LFS Nyt har fået sin helt egen brevkasse: Spørg LFS-monopolet
Kan du tillade dig at være irriteret på din kollega, fordi hun tygger tyggegummi hele dagen? Er du træt af, at venner og bekendte altid vil have gode råd om deres børn, når I ses til rødvinsmiddage?
Du kan nu få LFS-monopolets kvalificerede bud på svar på de dilemmaer, du ikke kan finde svar på i en overenskomst, arbejdstidsaftale eller hos din tillidsrepræsentant.
Send dit spørgsmål til lfsnyt@lfs.dk, så vil panelet gøre sit bedste for at hjælpe dig.
PS: Du er selvfølgelig helt anonym.
Panelet
Emil Solvind, født 1982. Pædagogmedhjælper og FTR på Frederiksberg. Rådgiver ofte venner og bekendte… til tider endda med succes.
Majbritt Kronbøl, født 1963. Dagplejer og valgt områdeformand for dagplejen. Har en mening om det meste og putter ikke med den.
Kirsten Løth, født 1979. Pædagog og valgt områdeformand for almenområdet. Tænker, at der ikke er ret meget, man ikke kan løse ved at bruge ord – mange ord.
Lisbeth Waidtløw, født 1967. Socialpædagog og valgt områdeformand for specialområdet. Kan næsten altid se en sag fra flere sider – og det hjælper med kaffe undervejs.
Spørgsmål og svar
Skal jeg blive ved med at finde mig i ”hyggeracisme” og smådumme spørgsmål?
Kære brevkasse.
Jeg er en af de såkaldte andengenerationsindvandrere med rod i Mellemøsten, og jeg arbejder i en kommunal institution.
Jeg har naturligvis fulgt ekstra godt med i den racismedebat, der har fyldt meget hen over foråret.
Og det er lige så stille gået op for mig, at jeg i årevis er blevet mødt med bemærkninger, som grænser til det, som nogen ville kalde racistiske/fordomsfulde fra især forældre til børn i institutionen.
Der er bemærkninger, som egentlig ikke har generet mig som ”hvor taler du godt dansk” eller ”hvor kommer du fra”. Jeg forklarer bare (gang på gang), at jeg kommer fra Brønshøj og taler godt dansk, fordi jeg er født og opvokset her, men at mine forældre oprindeligt kommer fra Tyrkiet, og at de flyttede hertil, da de var unge. Der har også været et par gange, hvor forældre er gået til min leder uden om mig og har spurgt, om jeg var den eneste pædagog på stuen. De ville være sikre på, at der også var en dansk pædagog, så deres børn kunne få de rigtige kulturelle input.
Så er der de bemærkninger, der lige har fået det til at gibbe i mig som ”hvor er det dejligt, at du ikke går med tørklæde. Det ville vi faktisk have klaget over”, eller dengang (en dag hvor der var rigtig koldt og blæsende på legepladsen, og hvor jeg nævnte det som smalltalk i forbindelse med en helt almindelig hente-situation) en far så siger ”hvis du ikke kan lide det danske klima, må du rejse hjem, hvor du kommer fra”.
Det har aldrig været noget, der har fyldt hos mig, og jeg har faktisk bare rystet lidt på hovedet af de dummeste bemærkninger. Min indstilling har altid været, at hvis folk ikke mener noget ondt med det, så pyt. Jeg vil til enhver tid gå til min leder, hvis jeg bliver mødt med egentlig chikane.
Men jeg kan godt mærke, at forårets debat sidder lidt i mig. Spørgsmålet er, om jeg ”har pligt til” at gøre folk opmærksomme på det, når de stiller for dumme spørgsmål – for andre andengenerationsindvandreres skyld – og jeg spørger faktisk også mig selv, om jeg er lidt for tolerant, fordi jeg bare har lært at finde mig i forskelsbehandling, fordi jeg har mørkt hår og brune øjne?
Venlig hilsen 2.g’eren
Kære 2. g´er
Du spørger til sidst, om du er for tolerant. Det tror jeg ikke, man kan være. Der er dog forskel på at være tolerant og konfliktsky.
Jeg tror nemlig på, at man skal påpege nogle af disse ting og gøre opmærksom på, når de er over stregen. Både for ens egen skyld, men så sandelig også til fordel for dem, der opfører sig nedsættende. Det er jo formentlig ikke, fordi de ønsker at være nedsættende. Det vil typisk handle om uvidenhed, og derfor har de brug for at vide, de går over stregen.
Men hvem afgør så, hvornår noget er nedsættende? Det gør den person, der bliver udsat for det. Han eller hun er nemlig den eneste, der kan vurdere, om det sårer eller ej. Derfor er man også nødsaget til at sige fra, når det sker.
Jeg har altid godt kunne lide at sætte et andet begreb ind for at se, om noget er over grænsen. Kunne man fx forestille sig, at forældre gik til lederen og spurgte, om der også var en tynd pædagog på stuen, da de vil sikre sig, at deres barn også fik de rette tynde værdier. Det tror jeg ikke, at en leder ville finde sig i. Lige som en leder heller ikke skal finde sig i, at der bliver sået tvivl om dine danske værdier. Jeg håber, din leder har sagt, at du er ansat og derfor fuldt kompetent til at løse den opgave, du er ansat til, uanset hvilke kollegaer du har.
For at opsummere: Du skal vurdere, hvornår noget er over grænsen, og så skal det påpeges - hvis ikke af dig selv, så af din leder. Jeg kan sagtens forstå, hvis dette er svært, men det er så forbandet vigtigt, at det bliver påpeget, når noget er over stregen. Derfor ville jeg starte med at tage snakken med din leder og kollegaer, så I kan få lavet nogle klare aftaler om, hvordan I tackler de her udfordringer. For det er ikke kun dit problem, men noget som alle på arbejdspladsen skal sætte ind overfor. Enhver form for racisme/nedsættende adfærd eller hentydning heraf skal ikke accepteres på offentlige arbejdspladser. Eller private for den sags skyld.
Emil Solvind
Kære 2. g’er
Se, det her var et af de sværere spørgsmål. Har du pligt til at gøre opmærksom på, når folk stiller for dumme spørgsmål? Og er du for tolerant?
Lige når det kommer til spørgsmålet om diskrimination, så må jeg jo erkende, at jeg ikke som hvid kvinde er i risiko for at blive udsat for racisme. Dermed kan jeg have svært ved at sige noget begavet om, hvordan du skal håndtere det. Det eneste, jeg har at trække på, som tilnærmelsesvist kan sammenlignes, er sexisme. Det har jeg til gengæld prøvet utallige gange.
Mit svar til det med dumme spørgsmål er, at uanset hvor god intentionen bag dem er, så kan man blive så uendeligt træt, at det kan være svært at undertrykke reptilhjernens impulser. Skulle der i den nærmeste tid ryge en finke af panden, når du bliver mødt med et dumt spørgsmål, så er det jo ingenting imod, hvad du har været udsat for på din vej. Og finker kan man jo håndtere med en undskyldning efterfølgende.
Når det kommer til det med tolerance, så tror jeg faktisk ikke, at det er et spørgsmål om, at du har været for tolerant. Mit bud er, at du over tid er blevet mere bevidst om og opmærksom på, hvor din grænse går. Du er over tid blevet mere klar over, hvad du vil finde dig i. Og vigtigst af alt, hvad du ikke vil finde dig i. Grænsen har nok også flyttet sig samtidig med, at du er blevet mere bevidst om, hvor ofte du møder dumme spørgsmål, som tenderer til hverdagsracisme. At smile overbærende er ikke det samme som tolerance. Tolerance handler om at forstå og acceptere andre menneskers meninger, kultur, religion osv. Men det er klart, at nysgerrighed og spørgsmål er en del af det at blive tolerant.
Så nu er vi lige vidt, og det bliver sværere og sværere for mig at sige noget begavet, som ikke ligger midt imellem det hele.
Jo mere klar du bliver over, hvor grænsen går, jo mere klart kan du gøre opmærksom på den. Klart og kærligt. Klarhed skaber forudsigelighed og tryghed og forhåbentlig også tolerance. Men det er møgbesværligt, mens det står på, og det skal du have hjælp til af både dine kollegaer og din leder.
Kirsten Løth