Når forældrene vil ind i dagtilbuddets maskinrum

Victors mor vil ikke kun høre, om hendes egen lille dreng har haft en god dag. Victors mor vil faktisk også gerne vide, hvorfor pædagog Anja er på blå stue i dag, og hun har også en holdning til, hvordan vikarbudgettet skal bruges. Og Victors mor er ikke den eneste. Der er en stigende tendens til, at forældre i bedste mening vil med ind i maskinrummet, og det kan udfordre dagtilbuddene, siger ledelses- og organisationskonsulent Ida Gamborg Nielsen.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj Illustration: Thomas Balle

Det er basispensum hos alle pædagogiske medarbejdere, at et godt forældresamarbejde er afgørende for barnets trivsel. Og skulle man som pædagog glemme det et øjeblik, bliver man konstant mindet om det via samtlige kommunale og statslige politikker og visionspapirer.

”Der er direkte sket et sprogligt skred, hvor man i flere og flere kommuner udtrykker, at man skal have ledelse med forældre og ikke af forældre. Det har en bivirkning, for man signalerer på den måde, at forældre er velkomne helt inde i det pædagogiske ledelsesrum. Og så kan det blive meget svært at lede en institution,” siger Ida Gamborg Nielsen, der er ledelses- og organisationskonsulent.

Forældre vil lede med

Ida Gamborg Nielsen arbejder med dagtilbud og bliver ofte kaldt ind, hvor samarbejdet er udfordret, og hvor der er brug for ekstern hjælp til at få en klynge eller en institution på fode igen. Hun ser en tendens til, at problemer forstærkes, fordi en eller flere stærke forældre går ud fra, at de har medbestemmelsesret på områder, der tidligere udelukkende har ligget på dagtilbuddets eget bord.

”Forældrene skal naturligvis ind over. De skal have mulighed for at udtrykke deres holdninger og blive inddraget, der hvor det giver mening for den enkelte institution. Det er det, vi har forældrebestyrelsesarbejdet til. Men jeg oplever i mit samarbejde med pædagogiske ledere og klyngeledere, at nogle forældre ønsker at være medbestemmende om, hvordan ledelsen skal organisere arbejdet i institutionerne,” siger Ida Gamborg Nielsen, der mener, at det kan gøre det meget svært for de pædagogiske ledere.

Det betyder nemlig, at de på den ene side skal inddrage forældrene – for det skal de selvfølgelig, men på den anden side bliver det nødvendigt, at de også er opmærksomme på at sætte en tydelig grænse for, hvor forældrene ikke skal ind over.

Mit barn – og ikke de andre

Der er flere årsager til, at Ida Gamborg Nielsen finder det problematisk, at forældre i stigende grad er flyttet ind i ledelsesrummet. Forældrene har ikke det overblik, som de daglige ledere har over deres organisation, og det er de færreste forældre, der har kompetencerne til at vurdere, hvordan et dagtilbud skal drives.

”Vi respekterer i de fleste andre sammenhænge faglighed og professionalisme. Men det kniber for en del forældre, når det gælder dagtilbud og skoler. Og det er ekstra uheldigt, fordi vi lever i en tid med et stærkt individfokus, hvor der kan være tendens til primært at se sit eget barn. Så hvis forældre træder ind i ledelsesrummet i institutionen, er det ofte, fordi det handler om noget med deres eget barn. Og så bliver det rigtigt svært at lede et dagtilbud,” siger Ida Gamborg Nielsen.

Forældre bruger magtkortet

Når Ida Gamborg Nielsen møder problematikken ude i dagtilbuddene, møder hun også dagtilbud, der har forsøgt at samarbejde, og som på et tidspunkt er blevet nødt til at sætte foden ned.

Men lederne er i klemme, siger Ida Gamborg Nielsen. For det er blevet helt almindeligt for nogle forældre at bruge magtkortet, hvis man er utilfreds:

”Der er forældre, der desværre helt åbent truer med at gå til medierne eller med at skrive til borgmesteren, hvis de ikke får det, som de vil have det. De pædagogiske ledere kommer på den måde i krydspres, for de oplever et pres oppefra: ”Få nu ro på de forældre”, samtidig med at de også skal lede en institution, hvor medarbejdere trives og løser deres pædagogiske opgaver til gavn for alle børn i institutionen. Risikoen er, at man som leder bøjer af og forsøger at please de mest kritiske forældre og gå med til noget, som man egentlig ikke synes, er OK.”

Uddannelsen mangler et fag

Skulle Ida Gamborg Nielsen lave en ny studieordning for pædagoguddannelsen, ville faget ’ledelse af forældre’ få en vigtig rolle.

”Pædagoger og pædagogiske ledere er ikke rustet til at møde de forældre, som gerne vil bestemme. Pædagogerne og de pædagogiske ledere er oplært til at inddrage og til at blive mødt med tillid. Men det er en kompetence i sig selv at kunne modtage kritik konstruktivt og på den anden side sætte grænser for de forældre, som gerne vil ind i institutionens interne ledelsesrum, hvor man laver vagtplaner, drøfter pædagogik, bedriver personaleledelse og fordeler ressourcer,” siger Ida Gamborg Nielsen

”Det er også en ledelsesopgave at kunne fortælle forældrene, hvordan de på en god måde støtter op om et godt børnefællesskab og et godt samarbejde med pædagoger, medhjælpere og ledere, siger hun og fortsætter:”

”Det er ikke bare lederen, der skal være bevidst om - og turde - sætte grænser. Det er også den enkelte pædagogiske medarbejder, der skal have en bevidsthed om, at han eller hun ikke altid har alle mellemregninger i de ledelsesbeslutninger, der træffes. Derfor skal man være opmærksom på, at man ikke kommer til at lave alliancer med forældre, som klager over noget strukturelt eller over en ledelsesbeslutning,” siger Ida Gamborg Nielsen.

God forældreledelse

Hun fremhæver et eksempel på god ”forældreledelse” fra en pædagog i hendes egne børns børnehave:

”Pædagogen spurgte, om vi lige kunne tale sammen. Så fortalte han mig, at han ville bede mig om at lade være med altid at bære mine tvillingers rygsække og overtøj for dem, når de blev afleveret og hentet. Medarbejderne i børnehaven oplevede nemlig, at mine tvillinger havde svært ved at huske at tage deres egne tasker og ting, når de fx var på tur. Det betød både, at de ikke blev selvhjulpne, og at pædagogerne fik mere arbejde, som fjernede deres fokus fra de andre børn. Det var superfint grebet an, og jeg fik en forståelse for, hvordan jeg kunne samarbejde med børnehaven om at gøre mine piger mere selvhjulpne. Men det kræver, at man som pædagogisk medarbejder hviler i sig selv og sin faglighed,” siger Ida Gamborg Nielsen.

---

Anbefalinger til ”forældreledelse”:

• Forventningsafstemning:

Lav en tydelig forventningsafstemning omkring det gode samarbejde mellem forældre, leder og medarbejdere i netop vores dagtilbud. Fx: ”Vi forventer af dig som forælder, at du ikke taler i mobil i institutionen, at du støtter op om at gøre dit barn selvhjulpent, at du taler pænt om de andre børn derhjemme, at du taler pænt om de voksne i dagtilbuddet, når du taler med dit barn… etc.”

Du kan omvendt forvente af os, at vi … ”

• Kommunikation og information skaber tryghed:

Hold et højt informationsniveau – fx via opslag eller løbende nyhedsbreve. Der opstår ikke så stor utryghed over for fremmede ansigter på stuen, hvis forældrene forlods er blevet informeret om, at ”Agnete skal på kursus, at Yasmin er vikar, og Carl er praktikant. Nye børn er lige startet på stue x, og lige nu har vi fokus i vores pædagogiske arbejde med børnene på…”

De fleste forældre sætter stor pris på at få en kort melding i hentesituationen om, hvordan barnets dag har været. Sørg for gode overleveringer mellem kolleger og personale, så forældre ikke oplever, at den, de taler med, ikke ved noget om, hvordan dagen har været. Det giver tryghed at vide, at barnet er blevet set og hørt den pågældende dag.

Vær opmærksom på, at der er forskel på kommunikation ”foran og bag kulissen”. Institutionens egen kommunikation om trivsel og uenigheder med ledelsen og forvaltningen skal blive bag ”kulissen” og ikke deles med forældre. Kommunikation foran kulissen er til og med forældrene, og er det, som kan skabe tryghed og forståelse for dagtilbuddets arbejde med børnene.

• Tydelig rammesætning:

Vær tydelig om rammerne for, hvad forældre har indflydelse på, og hvad de ikke har. Det kan være på forældremødet, det kan være i forældrebestyrelsen, og det kan være i dagligdagen. Lederen kan fx sige til forældremødet: ”Nu fortæller jeg om, hvordan vi anvender vores sociale normeringer. Det er til orientering, for det hører ikke til i vores fælles beslutningsrum”.

• Forældre skal også have grænser:

Sæt grænser, når forældre går ind i dagtilbuddets ledelsesrum: ”Tak for din interesse, jeg kan høre at det er vigtigt for dig/jer Men det hører til i mit/vores ledelsesrum. Vi tager det op her, og vi tager også det, du har sagt, med i betragtning.”
Sig fra, hvis forældre taler grimt til medarbejdere eller ledere. Hvis man accepterer, signalerer man, at det er OK.

• ”Har du fem minutter” er ofte mere end fem minutter:

Sig nej til forældre, som spørger, ”har du lige fem minutter”, hvis ikke du reelt har tid til at være nærværende i samtalen. For den varer ofte mere end fem minutter. Det er helt fint og nødvendigt at tale om det enkelte barn i hente- og afleveringssituationen. Men de tidspunkter, hvor medarbejderne har ekstra travlt, skal ikke bruges til mere alvorlige samtaler. Så må man foreslå forælderen, at vedkommende bliver ringet op, så der kan aftales et bedre tidspunkt. Det kan være en god idé at gøre det til en officiel politik, som meddeles alle forældre.

• Inddragelse og involvering

De fleste dagtilbud gør meget ud af at inddrage og involvere forældre der, hvor det giver mening. Det er ofte via åbne plenumsnakke til forældremøder. Det kan imidlertid være kompliceret, hvis der er enkelte forældre, der ”overtager” plenum. Et greb kan være at lade forældre tale sammen i mindre grupper, hvor de får snakket om det emne, der er oppe, og hvor man derefter samler op på grupperne i plenum. Det, at forældrene får mulighed for at tale sammen i små grupper, gør ofte, at deres meninger bliver kalibreret, og at de forældre, som normalt ikke siger så meget, kommer frem, fordi de bliver hørt i en gruppe som et ”vi”. Det føles mindre ”farligt” end at sige noget i plenum med mange. Hermed modvirker man, at det er de samme få forældre, som mener noget til hvert møde.