Vi ved, kommunen bliver bombarderet med underretninger
Familieværkstedet, der hjælper familier med alkoholproblematikker, modtager flere familier, hvor der er behov for at underrette. Målet er altid at skabe en alliance med familien. Det kan dog være svært, når familien har mistillid til kommunen. Derfor kan underretninger, der ikke nødvendigvis fører til hjælp fra kommunen, udgøre et dilemma for behandlerne. For risikoen er, at de mest udsatte familier bliver endnu mere bange for at søge hjælp.
Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk
Familieværkstedet ligger midt i det pulserende indre København, og her kan småbørnsfamilier med rusmiddelproblematikker få hjælp og vejledning til at sikre en tryg barndom for familiens små.
Kommunen kan henvise, men familieværkstedet tilbyder også anonym hjælp til familier, der selv tager kontakt. Familiekonsulenterne tilbyder støtte og vejledning i et forløb på 12 uger, men alligevel kan en underretning blive nødvendig.
Og dem bliver der flere og flere af, fortæller familiekonsulent Sacha Kirstine Larsen.
”I København findes der mange forskellige tilbud. Men efter at man i 2015 lukkede familierådgivningerne, hvor man kunne få anonym rådgivning, så er der ikke meget hjælp at få, hvis man som familie ikke har lyst til at tage fat i en sagsbehandler og formalisere hjælpen,” fortæller hun om en af de mulige grunde til, at tilbuddet er afsender på flere og flere underretninger.
For selv om Familieværkstedet er åbent for anonyme henvendelser, gør familiekonsulenterne meget ud af at fortælle, at de har en skærpet underretningspligt.
Toppen af isbjerget
Familier, der henvender sig til Familieværkstedet, har ofte en masse underliggende problemer, som familiekonsulenterne også forsøger at tage hånd om.
”Alle familier herinde har en tilknytning til alkohol- eller stofmisbrug. Men ofte er der et kæmpe isbjerg nedenunder, hvor der dukker historier op om kriminalitet, vold, forældre med svære opvækstvilkår eller noget helt andet. Vi prøver at løsne nogle af familiens knuder og se helhedsorienteret på familien. Målet er jo altid at sende familien trygt videre, og nogle gange er vejen at få mere hjælp og støtte fra kommunen,” siger familiekonsulent Sacha Kirstine Larsen.
”Vi vil gerne være med til at aftabuisere ideen om det perfekte forældreskab, for det findes ikke. Vi arbejder i stedet med ”det gode nok forældreskab”. Og balancen mellem god nok og ikke god nok, den finder vi sammen med familierne. I bund og grund handler det om, at både barn og familie skal være i trivsel,” uddyber hun.
Der skal mere hjælp til
Men der kan være brug for mere hjælp udefra, og så er det nødvendigt at underrette. I 2020 har familiekonsulenterne i Familieværkstedet indtil videre haft 32 indskrevne børn fordelt på 22 familier. Familieværkstedet har i alt lavet underretninger på 11 børn, fordelt på 5 familier, hvoraf en familie er underrettet på to gange.
”Det er ret mange for os, og vi oplever, at vi underretter hyppigere, men jeg kan ikke entydigt sige hvorfor. Vi har en stigning i antallet af familier, der selv henvender sig. Det er også mange gange dem, vi underretter på. I familier, hvor der er en sagsbehandler tilknyttet, behøver vi ofte ikke underrette, da vi allerede er i gang med et samarbejde,” siger Sacha Kirstine Larsen.
Hun tilføjer, at hun godt ved, at der de senere år har været et større politisk fokus på, at fagpersoner skal underrette, men at det ikke er noget, der har påvirket Familieværkstedet.
Den svære samtale
Samarbejdet med familien er altafgørende for, at samtalen om underretningen tages godt imod.
”Vores mantra er, at vi bestræber os på at lave underretningerne i samarbejde med familierne, og at de skal se det som en hjælp,” siger hun. Men desværre er det ikke altid sådan, det ender.
”Nogle bliver vrede eller kede af det, og så forsøger vi at støtte dem i det. Men vi kommer aldrig fra den ene dag til den anden og siger, at vi har lavet en underretning. Familierne går i forløb af 12 uger, hvor vi i nogle tilfælde ser dem tre gange om ugen. Vi forsøger i den periode at skabe en alliance med familien. Hvis der i denne periode viser sig ting, som vi er bekymrede for, så taler vi med familierne om det. Vi fortæller dem, hvad vores bekymring er og hvad vi ser, og spørger dem, hvordan de selv ser på det,” siger hun.
Der er sager, hvor det ikke lykkes at skabe en alliance og en fælles forståelse af, at underretningen er nødvendig for at kunne hjælpe barnet.
”Hvis forældrene er fyldt af mistillid til systemet, og ikke tror på, at det er en hjælp til dem, så mødes vi med frustration. I nogle tilfælde er de grundlæggende bange for, at det kan ende ud i, at deres barn tages fra dem. Men virkeligheden er jo slet ikke som i dramaserien ”Ulven kommer”, hvor børn fra den ene dag til den anden tvangsfjernes på brutal vis,” siger Sacha Kirstine Larsen.
Anonyme henvendelser
Familieværkstedet møder dog også familier, der bliver lettede, når Familieværkstedet vil underrette.
”Vi har haft mødre, der har fået besked fra kommunen om, at de virkede ressourcestærke, så kommunen var ikke bekymret. Den type familie ser vi faktisk tit, og systemet er ikke gearet til at møde dem. Det er simpelthen sværere at trænge igennem. I sådanne tilfælde er det nemt for os at lave en underretning i samarbejde med moren, fordi vi i fællesskab kan tale om, hvordan vi får forklaret, hvad familien præcist har brug for. Det er drømmescenariet, men det kræver en enorm selvindsigt, og at de kan se, hvad underretningen skal ende ud i,” siger Sacha Kirstine Larsen.
”Det er jo i bund og grund sagsbehandlerne, der sidder på pengekasserne i forhold til at få bevilget den hjælp eller støtte, den enkelte familie har brug for. Vi siger sådan set bare: ”Der skal flere muskler til at hjælpe denne familie”,” siger Sacha Kirstine Larsen.
Vi skal ikke bare underrette
Men balancen mellem, hvornår man skal underrette eller ej, er svær, for antallet af underretninger i Københavns Kommune er konstant stigende, og der er ikke nødvendigvis tilsvarende mere hjælp at hente.
”Vi ved, at kommunen bliver bombarderet med underretninger, så vi skal passe på, at underretningen ikke bare bliver vores egen følelse af uformåenhed. Vi sidder ofte med en fornemmelse af frustration over, at vi kan mærke, at noget er galt. Når vi mærker den, er det vigtigt, at vi får talt om, hvad der helt konkret bekymrer os, og hvad vi gerne vil have ud af underretningen,” siger Sacha Kirstine Larsen, der understreger, at enhver underretning bliver vendt og drejet mellem hende og hendes kollega.
En underretning, der er længe undervejs, kan også udfordre forældrenes tillid til systemet, fortæller hun.
”En underretning skal screenes inden 24 timer, og handler den om mistanke om vold eller seksuelle overgreb, så bliver der handlet med det samme. Men ellers har sagsbehandlerne fire måneder til at lave en undersøgelse af, om der skal sættes noget i gang. Her kan vi have det dilemma, at familier, der ikke er trygge ved vores underretning, går og er nervøse i den lange ventetid, og at det udfordrer det samarbejde, vi har med dem,” forklarer hun.
Det store dilemma
Overvejelsen om en underretning er særligt stor, fordi samarbejdet med familierne, der sommetider kommer frivilligt, er så skrøbeligt. Der kan være mere på spil, end når man i en daginstitution skal underrette på et barn.
”Vores største dilemmaer er i de sager, hvor vi er i tvivl om, hvorvidt vi skal underrette. Gør vi det ikke, så afslutter familien forløbet hos os, og ingen er opmærksomme på barnet eller familien. Gør vi det, og er familien uenige i underretningen, så ryger samarbejdet mellem os og dem, og vi risikerer samtidig, at kommunens undersøgelse af sagen ender med, at der ikke gøres mere, fordi grundlaget var for tyndt. Det indebærer også den risiko, at familien går herfra med en oplevelse af, at det er farligt at søge hjælp, fordi det kan ende i en underretning,” siger Sacha Kirstine Larsen.
Oplevelsen af dilemma betyder dog ikke, at Familieværkstedet er mindre tilbøjelige til at underrette, hvis de vurderer, at en underretning er nødvendig.
”Men vi er blevet mere opmærksomme på, at vi skal være enormt skarpe i vores underretninger. Det er vores pligt at underrette, og om ikke andet, så vil barnet, når det bliver voksen, kunne se, at der var nogle fagpersoner, der var bekymrede og forsøgte at gøre noget. Det kan give en følelse af, at man er blevet set,” siger hun.
Hvorfor underrettes der mere?
LFS Nyt har spurgt Københavns Kommune, hvorfor de tror, der underrettes mere. De svarer:
”Vi har ikke lavet egentlige analyser for at belyse årsagerne til stigningen, men væsentlige årsager er formentlig den såkaldte Overgrebspakke fra 2013, der satte nye krav til underretninger, og at vi i Københavns Kommune i perioden har fået skolesocialrådgivere og dagsinstitutionsrådgivere for netop at få fat i de udsatte børn og unge tidligere ved at større opmærksomhed i skoler og dagtilbud. Endelig har vi også oplevet et kraftigt stigende børnetal, hvilket forventeligt også kan føre til flere underretninger.”
Hvad sker der med underretningerne?
Københavns Kommune har desværre ikke tal på, hvad der er kommet ud af underretninger, der er lavet før år 2019. Fra andet halvår af 2019 og til første halvår af 2020 ser udfaldet for det samlede antal af underretninger i Københavns Kommune således ud:
|
Udfald |
Andel |
|
Børnefaglig undersøgelse |
18 % |
|
Forebyggende |
8 % |
|
Anbringelse |
1 % |
Kilde: Borgercenter Børn og Unge, anden halvår 2019/første halvår 2020
Tabellen viser, hvor stor en andel af underretningerne i første halvår 2019, som har ført til anbringelser, forebyggende indsatser og §50-undersøgelser.
I tabellen tælles udfald for alle underretninger, og der kommer typisk flere underretninger på det enkelte barn. Der er en række andre forhold, som medfører, at den enkelte underretning ikke nødvendigvis fører til børnefaglig undersøgelse, forebyggende foranstaltning eller anbringelse. Det kan fx være:
- Barnet/den unge og/eller familien er allerede i gang med en foranstaltning eller et forløb i kommunen.
- Man er allerede i gang med at gennemføre en børnefaglig undersøgelse (§50-undersøgelse).
- Barnet/den unge/familiens problemer vurderes ikke at være så alvorlige, at der skal igangsættes en børnefaglig undersøgelse, og barnet/familien henvises til et rådgivende tilbud i kommunen efter § 11 i serviceloven eller hos en anden aktør, som fx i civilsamfundet.
- Sagen lukkes, da der ikke vurderes at være en bekymring for barnet, den unge eller familien.