Medlemsportræt
Livet handler om at gøre en forskel
”Jeg har aldrig haft en karriereplan. Men jeg er det rigtige sted. Jeg er flere gange blevet forsøgt headhuntet til diverse lederstillinger, men det har ikke fristet. Jeg hører til enten som valgt i LFS eller som pædagog på specialområdet. Jeg var skidegod til at være pædagog, og den dag, der kommer en, der egner sig bedre som formand, trækker jeg mig uden fortrydelse. Jeg kan i det hele taget ikke forestille mig at være fagligt aktiv uden at have hænderne nede i den praktiske medlemskontakt. Derfor har jeg heller aldrig haft ambitioner om at rykke videre i fagbevægelsen. Jeg har set, hvordan politikerne i de øvre luftlag nemt mister fornemmelsen for de medlemmer, de repræsenterer.”
”Jeg er vokset op i en lejlighed i Skottegården i Kastrup, hvor mine forældre stadig bor. Min mor var kontorassistent og gik hjemme, da min lillebror og jeg var små, og kom derefter til at arbejde inden for postvæsenet og blev bestyrer af posthuset under Islands Brygge. Min far var ufaglært kædeskærer på et væveri og arbejdede sig op gennem systemet, så han endte som chef for virksomheden. Jeg kommer ikke fra et meget politisk hjem, men jeg kommer fra et hjem med masser af social indignation. Det har fulgt mig; jeg har altid helst villet gøre en forskel for de mest udsatte.”
”Jeg gik på Rysensteen Gymnasium, som var lillebitte dengang. Jeg havde af en eller anden grund bestemt mig for, at jeg skulle være korrespondent, men kunne godt se, at det lød meget kedeligt. Min rektor, Birthe, sagde, at jeg skulle arbejde med mennesker, og hun foreslog, at jeg blev lærer. Det kunne jeg ikke rigtigt se for mig, så jeg blev pædagog. Heldigvis. Jeg fik job på Sundbyvang, hvor der var 13 afdelinger og 350 medarbejdere, og jeg blev ret hurtigt opfordret til at blive tillidsrepræsentant for pædagogerne. Det udviklede sig ret hurtigt til, at jeg blev fællestillidsrepræsentant og blev frikøbt 10 timer om ugen. Og så var vejen ind til LFS, som dengang lå på Sankt Hans Torv, pludselig ikke så lang.
”Jeg kom næsten direkte fra arbejdspladsen til ledelsen af LFS. Dengang var der suppleanter til poster i forretningsudvalget, og jeg blev opfordret til at stille op som suppleant i 1983, og blev så FU-medlem i 1987 og formand i 1990. Jeg var lidt af en kompromiskandidat, fordi jeg ikke havde en partibog. Det betød, at jeg blev accepteret af både DKP-fløjen og den modsatte fløj, som mestendels bestod af et sammenrend af partier på den øvrige venstrefløj. LFS var meget præget af partipolitik i de år. På Repræsentantskabsmøderne brugte vi mere tid på at diskutere det internationale freds- og solidaritetsarbejde og på, om Sovjetunionen var fredsskabende eller ej, end vi brugte på at diskutere medlemmernes vilkår.”
”LFS er vokset sig stor. Det forpligter, når man sidder som formand i en fagforening, der fylder så meget i én kommune, og som derfor har medansvar for så mange menneskers livsvilkår – både borgere og medarbejdere. Jeg er ikke en ligegyldig person i København, for LFS har stor indflydelse – også via min formandspost i KFF, Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation. Jeg er kendt for at være troværdig, og det er det vigtigste overhovedet, hvis man vil være med, hvor beslutningerne træffes. Og det har jeg altid villet. Det har selvfølgelig kostet på den private front. Min mand har i mange år indrettet sig efter mit arbejdsliv. Det er noget af det, jeg gerne vil rette op på, når jeg engang går på pension: Mere tid med min mand og tid til at tage mig af mine gamle forældre, som stadig klarer sig flot, men der kommer også et tidspunkt, hvor de får brug for mig – og det gør jeg gerne. Der er også nogle gamle mennesker i min haveforening, der vil have glæde af, at jeg er mere omkring dem, end tiden er til i dag.”
”Jeg er et roligt menneske, der sjældent hidser sig op. Jeg har fået at vide af kollegerne i LFS, at de ved, at min grænse er nået, hvis jeg taler mere og mere langsomt og stilfærdigt. Jeg får heller ikke stress. Når bølgerne går højest, som under overenskomst- og budgetforhandlinger, kan der være nætter, hvor jeg vågner et par gange, og hvor jeg som det første om morgenen skriver en mail til mig selv om det, jeg skal huske. Men jeg er en person, der hviler i mig selv. Jeg er selvfølgelig ikke sluppet for knubs i livet; min første mand led af psykisk sygdom og døde af en kræftsygdom, hvor jeg tog plejeorlov og passede ham til det sidste. Men det er ikke noget, jeg er gået i stykker af. Livet handler om at gøre en forskel, og man render ikke af pladsen. Hverken privat eller professionelt.”
Hvem: Britt Petersen
Alder: 61
Arbejde: Formand for LFS
Bonusinfo: Er det ultimative morgenmenneske, der drikker morgenkaffe klokken seks hver morgen – 365 dage om året. Glæder sig allermest til de første forårsdage, hvor morgenkaffen kan nydes udendørs i solens første stråler. Er inkarneret havemenneske og handy-woman, der ikke er bleg for selv at montere nyt køkken og grave ud til kloak på grunden i haveforeningen. Er gift med Erling, bedstemor og formand for bestyrelsen i haveforeningen på Amager.