Usædvanlig fritidsklub fylder tre år:

Af Tine Sejbæk

Tøsepiger med succes

I fritidsklubben "Tøsepigerne" i nordvest kommer der primært pigersize med indvandrerbaggrund. Mange piger i klubalderen sidder ellers hjemme, men på grund af lydhørhed og respekt for forældrenes ønsker er klubben utroligt søgt. Som pædagog kræver det dog et stort engagement at arbejde på stedet, fortæller Camilla Reesen, der er primus motor for klubben.

»En del af vores succes er, at vi har lyttet til forældrene, og at vi er villige til at mødes på midten. Man skal vælge sine kampe med omhu, for man får det tifoldigt igen, hvis man er lidt åben. Vi har f.eks. valgt at servere halalslagtet kød. Det er et lille bitte skridt, der gør, at vi får lov til så meget mere, fordi forældrene føler, at vi vil dem og respekterer dem.«

Det siger Camilla Reesen, som er afdelingsleder i fritidsklubben Tøsepigerne. Klubben ligger i et gulstensbyggeri i Lundtoftegade på ydre Nørrebro, tæt op af nogle grå og hvide højhuse. Det var Camilla Reesen, der tog initiativ til klubben, der snart kan holde tre års fødselsdag.

Lundtoftegade 21 rummer både fritidshjem, klub og ungdomsklub. Camilla Reesen arbejdede tidligere på fritidshjemmet. I januar 2001 var der 12 invandrerpiger, der skulle forlade stedet om sommeren, fordi de fyldte 10 år. Da hun fandt ud af, at de ikke skulle videre i klubben, kontaktede hun forældrene for at høre, hvad de fordrede af en klub, hvis deres børn skulle fortsætte.

»Det var synd, at pigerne skulle isoleres, at de i en alder af 10 år ikke mere fik deres veninder at se om eftermiddagen. Mine fordomme om, hvorfor pigerne ikke måtte gå i klub, var, at de skulle hjem og passe mindre søskende. Men det var slet ikke dét. Det viste sig, at forældrene bare gerne ville have, at der var en kvindelig medarbejder i klubben, som havde lidt tjek på, om pigerne kom der fra skole og på, hvad de lavede. Om de blev rodet ud i noget kriminalitet. Eller om de begyndte at tale grimt eller blev overfaldet af drengene.«

Camilla snakkede også med pigerne om, hvad de kunne tænke sig. De ville gerne have en kvindelig medarbejder, som kunne være med til at lave »pigeting« som perler og syning - hvilket der ikke var i den fritidsklub, der allerede var i stueetagen.

»Jeg kunne godt tænke mig at være dén kvindelige te. Og hvis der skulle være tid til pigerne, skulle pigeklubben ligge i et rum for sig.«

Fritidsklubben Tøsepigerne fik et separat lokale på 1.sal. Camilla Reesen og pigerne malede rummet i sommerferien 2001 - væggene blev blå, og pigerne syede selv de bordeauxrøde gardiner.

Lærer Emma Gad’sk opførsel
Da »Tøsepigerne« startede i august 2001, var 15 piger med. Men så gik det stærkt. Medlemsskaren er vokset støt, og i dag tæller den 58, hvoraf langt hovedparten har indvandrerbaggrund. Pædagogerne har også etableret »Tøsepigernes ungdomsklub«, der holder til i kælderen – her er 20 piger medlemmer.

I fritidsklubben har pigerne fra 10-13 år deres sikre base ovenpå, men de er ligeså meget i klubben nedenunder. Ovenpå er der også et lille lokale med et bad og en frisørsalon med to stole, hvor pigerne ordner hår på hinanden med crepe- og krøllejern. Drengene må ikke komme ovenpå, mens pigerne må færdes i hele klubben. Først var drengene fortørnede over, at pigerne fik særbehandling. Men nu er de glade nok for, at »pigefnidderet« bliver ovenpå.

»Det kom bag på mig, hvor mange intriger der er, når der ikke er drenge på et sted. F.eks. venindefnidder á la »hun sagde sådan, men jeg kunne se, at hun mente noget andet«. Vi bruger meget tid på at lære pigerne at udtrykke sig, sige fra og håndtere konflikter.«

Børnene kommer bl.a. fra Lundtoftegade og Mjølnerparken. Og pædagogerne i »Tøsepigerne« lægger vægt på at lære dem det danske samfunds regler, skrevne som uskrevne. Hvordan man taler pænt. Hvordan man møder nye mennesker. Det vigtige i at lave lektier. Og i at være tolerant over for andres holdninger og tro.

De lærer dem også, at hvis man gerne vil igennem med noget, må man argumentere for det. I fritidsklubben har de møder, hvor pigerne kan komme med forslag til f.eks. ture, de gerne vil på, eller regler, de gerne vil have afskaffet eller indført.

»Efterhånden er de blevet så gode til at tale deres sag, at vi dårligt kan komme med modargumenter!«, siger Camilla Reesen. De lærer dem også næsten Emma Gad’sk høflighed – at man f.eks. ikke bare rager til sig. At man ikke taler nedsættende om andre eller bruger bandeord.

»Jeg er sikker på, at hvis de kan de ting, vil folk synes, det er ti gange mere positivt, end hvis de kom fra Virum og kunne de ting«, siger Camilla Reesen.

Pigerne får også information om hygiejne. En gang om året bruger de en hel dag på at fortælle om det. F.eks. om at gå i bad og hvordan, man plejer sin hud. Og om menstruation og graviditet.

»Hvert år er der piger, der ikke ved, hvad menstruation er, og hvordan man bliver gravid. Vores erfaring er, at forældrene er glade for, at vi tager det op. De vil gerne have, at deres datter ved, at hun får hår forskellige steder på kroppen, bryster og menstruation. Men en del af forældrene kan ikke få sig selv til at fortælle om det. Mange af pigerne har intet begreb om det. De har jo f.eks. aldrig, som danske børn, læst en »Ælle bælle bolle bog«, siger Camilla Reesen.

Møder forældre på midten
I fritidsklubben Tøsepigerne tager de også pigerne med i svømmehallen en gang om ugen. Ikke kun for motionens skyld, men også for at de kan se, hvordan bader man, og hvordan andre kvinder ser ud nøgne. Det er mange ikke vant til, de muslimske piger er ofte ved at tabe både næse og mund, når de bader første gang.

I klubben tager de hensyn til, at enkelte piger ikke må vise sig nøgne for andre. De har lavet et intermistisk badeforhæng, så pigen kan stå bagved det og bade.

»Der var også et forældrepar, der ikke ville have, at deres barn så andre uden tøj på. Vi vil meget gerne respektere, at en pige kun må vise sig nøgen for sin ægtemand. Men vi kan ikke se nogen grund til, at hun ikke må se andre kvinder nøgne. Det snakkede vi med forældrene om, og så måtte pigen gerne komme med alligevel«, siger Camilla Reesen og uddyber »Man skal som pædagog turde bøje af nogle gange, for er det så vigtigt, at pigen står nøgen foran os, eller kan vi opfinde et badeforhæng? Samtidig med, at man stadig skal turde tage nogle kampe, fordi det for datterens sociale liv f.eks. kan være vigtigt at komme med på koloni eller til fest. Mange, der arbejder med familier med indvandrerbaggrund her i området, vil ikke mødes på midten. Så bliver forældrene stejle og vil ikke være med til noget. Men hvis man grundlæggende er tolerant, er det lidt nemmere, end hvis man synes, at andre skal være fuldstændig som én selv.«

I dag har »Tøsepigerne« tre kvindelige ansatte til de 58 piger i klubben og de 20 i ungdomsklubben. Og det kan godt give anledning til nogle pædagogiske kriser, at de langt fra kan gøre alt det, de vil, fordi de er alt for få voksne til antallet af piger. Sidste år deltog de f.eks. i Alt for Damernes motionsløb, og det var meningen, at pigerne i klubben skulle være med i rigtig mange motionsløb. Men på grund af for lidt personale er det ikke blevet til så meget. Alligevel har de valgt at sige ja til alle piger, der vil i klub. »Hvis jeg siger til en pige »der er ikke plads i fritidsklubben i år, men måske om to år«, så kommer hun ikke herned. Og det er vigtigt, at hun kommer og kan være sammen med sine veninder. Og lærer hvordan man agerer i det danske samfund. « Personalet har fået indført, at ingen i hverken fritids- eller ungdomsklubben betaler for at være medlem. Stedet får bl.a. penge fra Sekretariatet for Kvarterløft. Pigerne får også mad hver dag, som de dog betaler lidt for.

»De køber selv ind. Mange får ikke morgenmad og er meget sultne, når de kommer her ved middagstid.«

Kræver engagerede pædagoger
Opskriften på, at fritidsklubben Tøsepigerne er blevet en succes, er først og fremmest en stor interesse fra forældre og piger i fortsat at have en fritidsaktivitet. Forældrene forestiller sig oftest, at deres barn skal bo i Danmark resten af livet. Og de vil gerne have, at pigen kender landets regler, fordi det kan give adgang til et liv med større muligheder, end de selv har haft.
»Det har også betydet meget, at vi involverede forældrene og pigerne og spurgte dem, hvad der skulle til for, at de ville bruge klubben.«

I forhold til succesen er engagement ifølge Camilla Reesen et kodeord.

»Der er nødt til at være et personale, der virkelig brænder for stedet. Som virkelig vil de piger og deres familier. Når vi ansætter folk, siger vi også, at de skal være villige til at bruge deres påske- og Kristi Himmelfartsferie på klubben. Hvis man ikke brænder for det, orker man heller ikke at være så få voksne til så mange piger. Man skal virkelig tro på, at det her er noget, der gavner pigerne. Med al den snak om integration og med tendensen til fremmedfjendskhed kunne jeg godt tænke mig at give pigerne rygrad til, når de bliver større, at kunne gå ud og sige »Vi er nogen, der også kan noget andet«.

I mange familier med indvandrerbaggrund er forældrene mere bekymrede for deres piger end deres drenge. Hvilket er en af årsagerne til, at indvandrerpiger ofte ikke går i klub. I Tøsepigerne har de derfor lavet afkrydsningslister for pigerne og en aftale med forældrene om, at der bliver ringet til dem, hvis pigerne ikke dukker op. På den måde er der et helt andet pædagogisk arbejde forbundet med at være ansat, end der normalt er ved at arbejde i en klub.

»I starten skal man også have overskud til at ringe til næsten samtlige forældre og forklare, hvorfor det er en god idé, at deres datter kommer i klub. Og senere skal man ringe og tale om, at “hun skal selvfølgelig på koloni, for det er godt for hendes sociale formåen”. Og hvis man ikke selv tror på projektet, kan man heller ikke overbevise andre«, siger Camilla Reesen.